Anna Blomgren: Det motiverer mig at motivere hesten

Svenske Anna Blomgren-Rogers ser motivation og tillid som de to vigtigste grundsten for den succes, hun har opnået som grand prix-rytter i dressur. Efter i en årrække at have rejst verden rundt for at lære af dressurens mestre lever hun i dag i Tyskland. Sammen med sin mand, australske Will Rogers, kombinerer hun dressurens højeste niveau med æstetisk miljøtræning. Til deres opvisninger konfronterer Anna både motorkøretøjer, ild og store blafrende stykker stof sammen med sin majestætiske skimmel, Tørveslettens Quattro. Ikke et øre rykkes, og ikke én tvivlende mine er at finde hos den tillidsbårne ekvipage. Anna og hendes hest er der både for hinanden og med hinanden – og det har krævet tålmodighed at nå dertil.

Vi har mødt Anna til en snak om, hvordan man opnår det, hun kan. Hvad kræver det at kunne opfylde sine drømme, og hvordan holder man både sin hest og sig selv motiveret hele vejen igennem? Noget af det vigtigste, Anna har videregivet til os er, at dressurens sværeste kunst ikke ligger i hesten, men i rytterens måde at arbejde med den.

Annonce

Store drømme kræver små mål

Karrieren igennem har Anna lært, at selv når man fejler, lærer man noget – og på den måde vinder man altid. Selvom man ikke vinder sin klasse, vinder man noget erfaring, og det kan være med til at bringe én tættere på sin drøm. Selv har hun oplevet, hvordan det at tabe kan give endnu mere blod på tanden.

“Indimellem går man bare hjem og græder og er sur på sig selv, fordi man er kommet på sidstepladsen. Men det er faktisk også dér, man lærer mest” forklarer hun og fortsætter med anekdoten:

Min første hest var en springhest, som jeg red dressur på. Vi red landsstævner, og da vi skulle i gang med at ride internationale stævner, kom vi på sidstepladsen. Jeg troede ellers, at vi var så gode, for vi havde vundet mange landsstævner. Når sådan noget sker, går man hjem og tænker over, hvad man kan gøre bedre – og så kan man måske vinde konkurrencen næste gang.

Oplevelsen har fået Anna til at forstå, at man ikke skal fokusere for meget på én stor drøm, for den vil ofte ligge langt ude i fremtiden. I stedet skal man koncentrere sig om nogle mindre mål, som på sigt kan være med til at bringe én tættere på drømmen. Med andre ord gælder det for Anna om at fokusere på, hvad man har – ikke på, hvad man ikke har – og nyde det, man opnår undervejs.

“Det er vigtigt at have drømme. Man er nødt til at have en vision foran sig, men man er også nødt til at dele den op i mindre dele for at kunne nå dertil mener hun. Hvis det eneste, jeg for eksempel ville, var at vinde OL, så ville målet være meget langt væk. Jeg ville måske aldrig blive glad, før jeg nåede dertil – og det er det ikke engang sikkert, at jeg nogensinde ville.”

Annonce

Dermed understreger hun vigtigheden af at have en klar vision for sin rejse med hesten. Vigtigst af alt skal rejsen rumme både store og små mål, så man kan motivere sig selv på både kort og lang sigt.

Læs også: Sanne Svendsen: Fra MA til Grand Prix på ét år.

Motivation gør hesten stærk

Man skal også overveje sine målsætninger nøje i forhold til hesten, mener Anna. Det er vigtigt, at man har forskellige mål for den enkelte hest, og at de tilpasses undervejs i takt med, at man lærer hesten at kende og finder ud af, hvad den er i stand til. Det skal sikre, at hesten bliver ved med at føle sig motiveret – noget der er helt essentielt for at kunne gøre den stærkere.

“Hesten kan ikke tale, så rytteren skal vide, hvornår noget er for meget eller for lidt, og hvad der holder hesten motiveret. Noget af det sværeste ved Grand Prix er at gøre hesten stærk, og det kræver motivation fra hestens side, at kunne presse sig selv fysisk.”

Det er Annas overbevisning, at tålmodighed er en vigtig egenskab for dressurrytteren at besidde – en evne, som hun selv både gør brug af, når hun træner miljø og svære dressurøvelser. Det er tålmodigheden fra rytteren, der skal få motivation og tillid ind i hesten. Derfor, forklarer Anna, må man aldrig forcere noget og ikke pludselig springe et skridt i træningen over. Hesten skal være helt tryg ved sine øvelser, før man prøver dem af på udebane.

“Nogen gange tror man, at hesten er klar, og så tager man den med til en konkurrence på et niveau, som den kun lige kan præstere derhjemme. Når den så kommer ind på banen og oplever et pres fra omgivelserne samtidig med, at den skal præstere på højeste niveau, bliver presset dobbelt så stort, og så bryder den sammen.”

Al arbejde med heste tager altså tid, og hvis en hest først har mistet noget af sin tillid, tager det lang tid at bygge det op igen. Mærker man i stedet efter og giver hesten den tid, den har brug for, vil det gå hurtigere i det lange løb, forklarer Anna. Efter mange års tålmodig træning vil hesten til sidst være sund, glad og stærk nok til at kunne gå Grand Prix.

Anna Blomberg
Anne Blomgren har truffet nogle svære valg, for at være der, hvor hun er i dag. Foto: Majken Soelberg.

Succes er en bestemt følelse

Det at skulle uddanne et dyr, som kræver så meget tid og indsigt fra rytteren, har sin pris – det kender Anna alt til. Hun mener, at man skal være parat til at arbejde hårdt og træffe nogle svære valg, hvis man vil opnå succes med sin hest.

“Der er ting, man må sige nej til. Jeg har været nødt til at rejse meget af verden rundt for at lære af de bedste mennesker. Det gør, at jeg har været langt væk fra venner og familie. Jeg har bare været nødt til det for at opnå min drøm.

For Anna handler succes imidlertid ikke om at få en placering til en konkurrence. Det handler om en bestemt følelse. Success er for Anna den hårrejsende oplevelse, når ridningen går op i en højere enhed og man som rytter mærker, at den årelange og tålmodighedskrævende træning bærer frugt.

“Følelsen af at hesten er med dig, når du rider ind i en stor arena, er noget af det største, du kan opnå. Det er vigtigere at kunne få det til at fungere sammen med hesten, end at stå med en medalje i hånden. Det er dét, jeg gerne vil vise – at man kan få et 600 kg. smukt dyr til at blive hos sig og have lyst til at arbejde for sig” forklarer hun.

Annonce

Som Anna har lagt op til, hviler arbejdet med at bringe lyst ind i hesten på rytterens skuldre. Derfor kræver det også motivation fra rytterens side. Har man det, kan man skabe et stærkt forhold til sin hest, hvor tillid og tålmodighed er det bærende fundament – præcis som hos Anna og Quattro.

Med sin dybe forståelse for hesten og dens behov er det ikke svært for Anna at sætte en finger på, hvad der motiverer hende:

Det motiverer mig at motivere hesten.

Læs også: Så fedt føles det, når dressurøvelsen lykkes!

Om Anna Blomgren-Rogers

  • Gift med den australske rytter Will Rogers
  • Har boet en årrække i Holland, men bor nu i Warendorf Tyskland
  • Har arbejdet for svenske Louise Nathhorst, tyske Rudolf Zeilinger samt de to danske stutterier Blue Hors og Helgstrand Dressage
  • Rider for det svenske dressurlandshold med hoppen Tørveslettens Quattro
  • Er blevet trænet af de tidligere danske OL-ryttere Anne van Olst og Morten Thomsen
  • Driver sin egen dressurstald Anna Dressage, hvor hun uddanner heste til Grand Prix
Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce