Donér dit brugte udstyr og hjælp dansk hesteinternat i Spanien

Danske Signe Fröslee driver den frivillige organisation A better life 4 horses – Spain i Spanien. Her hjælper hun især heste og redder dem fra forfærdelige skæbner. Signe kommer til Danmark den 23.-25. juni 2021 og indsamler brugt rideudstyr samt diverse ting til både heste, hunde og katte. Så nu har du muligheden for at hjælpe alle de kære heste på internatet, blot ved at indsamle alt dit brugte udstyr, produkter eller fodertilskud og levere det på en af de mange opsamlingssteder. Her vil Signe hente det og tage det direkte med tilbage til hestene. Vi har talt lidt med Signe om tankerne bag indsamlingen.

Læs også: Heste i Spanien blev kæledyr ved en studehandel

Annonce
A better life 4 horses - Spain
A better life 4 horses – Spain startede i 2016 ved at Signe så en hest, som var i rigtig dårlig stand og blev slået af sin ejer. Signe valgte med det samme at løskøbe hesten, selvom hun ikke havde noget sted, hvor den kunne stå. Hun fandt heldigvis et sted, hvor hesten kunne være, og hurtigt blev én hest til flere. Derfor besluttede hun at finde sit eget sted og gøre det til et rescue center – altså et internat – for heste. De bor nu i Antequera, som ligger 40 minutter fra Malaga. Lige nu har de hele 40 heste, 6 hunde og rigtig mange katte.
A better life 4 horses med to af hestene
Hestene Duquesa og Mira, som bor på internatet og nyder sommergræsset. Foto: A better life 4 horses – Spain.

Tynde og mishandlede heste

Mange af de heste, internatet får ind er i rigtig dårlig stand, og har ikke haft det godt hos deres tidligere ejer. Ofte er hestene meget tynde, har været mishandlet og har i det hele taget været udsat for helt forfærdelige forhold – og de har ikke altid tillid til mennesker. Derfor bruger Signe og hendes team enormt meget tid på at gøre hestene trygge samt får dem passet med dyrlæge og smed, så de kan blive sunde og raske heste hurtigst muligt.

Her ses føllet Lola og hendes mor, der kun var få timer fra at blive sendt til slagteren, inden Signe reddede dem. Foto: A better life 4 horses – Spain.

For at Signe kan være 100 % sikker på, at hestene altid har det godt, sælges de aldrig videre. De kan godt komme ud og bo hos nye mennesker, men det er fortsat internatet, der ejer dem. Det gør, at Signe og de andre kan have fuld kontrol over hestenes situation og hvordan de har det.

Du kan følge med i organisationens arbejde og se de mange hestes historier og forbedringer på den officielle Facebookside.

Ryd ud i stalden

Du kan være med til at hjælpe disse heste ved blot at donere dit brugte udstyr eller diverse hesteting, foder og lignende. Signe fortæller, at de kan bruge alt, hvad folk vil give. Om det er fodertilskud, dækkener, gummistøvler eller børnenes gamle ridestøvler – de tager imod med åbne arme. Så nu har du en god mulighed for at sortere ud i alle dine staldsager. Det, du ikke længere har brug for, kan hjælpe organisationen og deres firbenede i Spanien.

Læs også: Oprydning: 5 typer rideudstyr, du måske burde skille dig af med

Organisationen har især brug for...
  • Loppefrøskaller (physillium Husk) eller SandOut
  • Vitamin og mineral tilskud
  • Jern, magnesium, B-complex, Glycosamin
  • Levu pro
  • Plejemidler – især sårsalve og shampoo
  • Detangler/ man & hale spray
  • Insektspray
  • Flue/insekt bekæmpelse til stalden
  • Vandkopper
  • Krybber
  • Loppedråber/ loppe halsbånd til hunde
  • Hundelegetøj
  • Transportbure
  • Hundesenge (gerne dem der kan komme i vaskemaskinen)
  • Hunde og kattemad
  • Hegnsspyd (tentor eller plast, til flytbare folde)
  • Staldredskaber (fork, møggreb, koste, spånegreb, sækkevogn med klap)
  • Grimer og træktove
  • Fluemasker og insektdækner
  • Staldgamascher (meget gerne keramisk)
  • Kølegamacher
  • Klokker
  • Bidløse trenser
  • Trenser og bid til deres væk-med-serreta projekt
  • Regn-, overgangs- og stalddækkener (Især str. 95, 125, 135 og 140).
  • Føldækkener

Alt kan bruges

Hvis de ender med at modtage nogle ting, de ikke direkte kan bruge til dyrene, så vil de sælge tingene videre på deres markedsdage. Alt hvad de tjener på det går udelukkende til at hjælpe dyrene. Så de kan – bogstavelig talt – bruge alt!

Signes datter og en af hestene på internatet. Foto: A better life 4 horses – Spain.

Hvis du gerne vil donere noget, skal du blot indlevere det på et af opsamlingsstederne, som er placeret mange steder rundt omkring i landet. Listen over opsamlingssteder opdateres løbende, og kan findes i dette Facebook-opslag. Signe kører i en lastbil til Danmark, da hun også skal aflevere en hund, som er blevet adopteret af en dansk familie. Derefter kører hun rundt til opsamlingsstederne og henter alt det, folk har samlet ind.

Hvis du har lyst, mulighed og tid til at være endnu et opsamlingssted, kan du kontakte Signe på Facebook.

Virksomheder kan også donere

Er du beskæftiget i en virksomhed inden for hestesektoren, kan du naturligvis også donere. Foder, udstyr, behandlinger og lignende modtages med største glæde. Blandt andet har fysioterapeut Claus Toftgaard været forbi internatet en måned for at tage sig af hestene, ligesom Equsana har doneret foder, der blandt andet har være med til at hjælpe hesten Couscous.

Ikke mulighed for at donere?

Signe fortæller, at det til tider kan være rigtig, rigtig hårdt, når organisationen står i en skidt situation, og der for eksempel er en hest, der er nødt til at blive aflivet. Så hjælper en sød besked meget mere, end man måske skulle tro. Hun påpeger, at selv en opløftende og motiverende besked gør hende lige så glad, som når folk donerer økonomisk eller med materielle ting.

Signe er ekstremt taknemmelig over al den kærlighed hun ofte mødes med. Ofte sker det, at folk sender søde beskeder sammen med deres donationer. Det er noget, der virkelig varmer, fortæller hun rørt.

Online ridt

Du har også mulighed for at tilmelde dig et online ridt til fordel for organisationen, hvor du kan deltage, hvad enten du er på hesteryg, gåben, cykel eller rulleskøjter. Det foregår den 13/6 til den 1/7, og man bestemmer selv et tidspunkt derimellem. Der er fire klasser, som er delt op ud fra distance, således at man selv kan vælge, hvor langt man vil ride, gå, løbe eller cykle. Det koster 100 kroner at tilmelde sig en klasse, og overskuddet går udelukkende til A better life 4 horses – Spain. Så hvis du gerne vil ud på en god tur i det lækre vejr, kan du læse mere på begivenheden og tilmelde dig en passende klasse. Når man har gennemført, får man tilsendt en roset samt et diplom, som bevis på sin deltagelse.

Vil du gøre mere med frivilligt arbejde?

Hvis du har lyst til at hjælpe A better life 4 horses – Spain endnu mere, er du altid velkommen til at komme forbi og give en hånd med. Signe fortæller, at folk normalt kontakter hende og laver aftaler omkring frivilligt arbejde, men hun har også oplevet, at folk ringer og siger, at de er på ferie i Spanien og bare gerne vil komme forbi og give en hånd med på selve dagen. Organisationen tager i mod frivillige med kyshånd og alle er velkomne. Så hvis dette lyder som noget for dig, skal du blot kontakte Signe.

Læs også: Det sker der, når du giver en hest dit hjerte

Annonce

Malgré Touts indsamling

Opsamlingssted i Kirke Hyllinge

Hos Malgré Tout er vi også i fuld gang med at samle ind til internatet. Vi sorterer alle ud i alt vores udstyr og donerer det til A better life 4 horses – Spain. Line fra har meldt sig som opsamlingssted og sørger for, at alt hvad Malgré Tout kan samle ind kommer med Signe tilbage til Spanien. Lines opsamlingssted ligger i 4070 Kirke Hyllinge mellem Holbæk og Roskilde. Hvis du har noget at donere, er du meget velkommen til at kontakte Line på lh@malgretout.dk.

Malgré Tout indsamler udstyr
Line fra Malgré Tout indsamler udstyr til A better life 4 horses – Spain. Foto: Malgré Tout.
Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce