Tiden mellem jul og nytår er desværre også ofte højsæson for indbrud og tyveri. Her får du nogle gode råd til, hvordan du kan sikre stalden. Både mod tyveri og i al almindelig.
I dagene mellem jul og nytår kan det gå to veje i stalden. Enten er der mere aktivitet – eller også er der mindre. Hvis sidstnævnte er tilfældet, kan det øge risikoen for indbrud eller lignende i stalden.
Vi har samlet en række tiltag, som I kan lave i stalden, så I undgår ubudne gæster i juledagene.
Sørg for, at værdigenstande er låst inde
Selv om hestene formentligt er det mest værdifulde – økonomisk såvel som følelsesmæssigt – kan det ikke anbefales at låse stalden. Hvis der skulle ske noget, som kræver, at hestene skal hurtigt ud, skal det altid kunne lade sig gøre.
Men sørg for, at ting som sadler og hovedtøj er låst inde. Forsikringen dækker nemlig ikke, hvis ikke det er låst inde, og det bliver stjålet.
Du kan sørge for bruge gode, sikkerhedsgodkendte og kraftige låse, når udstyret skal låses inde. Det gælder uanset om dit rideudstyr er opbevaret i et sadelrum eller i et separat skab.
Den 24. december 2021 blev der anmeldt 114 indbrud – omkring tre gange flere indbrud end på en gennemsnitlig dag.
Kilde: Bolius
Brug lyscensorer
Lyscensorer kan være en god idé i og omkring stalden. Det gør, at en eventuel tyv kan blive set af eksempelvis naboen, hvis der kommer lys omkring stalden på et atypisk tidspunkt. Desuden vil hestene formentligt også reagere, hvis lyset bliver tændt på et atypisk tidspunkt. Hvis der både kommer lyde fra hestene og lys, vil det formentligt være med til at afskrække en eventuel tyv.
Det kan også være, I skal installere lys, som automatisk tænder og slukker. Det kan give indtrykket af, at der er nogle i stalden, selv om det ikke nødvendigvis er tilfældet.
Overvågningskamera
Det kan være godt givet ud, da det vil gøre det lettere at opklare eventuelle indbrud eller lignende i stalden, hvis I har overvågning i og omkring stalden. Overvågning kan være brugbart til at afsløre ubudne gæster.
LÆS OGSÅ: Er din hest i fare i stalden? Undgå disse skader
Sikr mod brandfarer
Sluk for alt unødvendig strøm. Det vil sige eksempelvis elkedel og radiator. Når der ikke er nogle i stalden, skal den slags altid være slukket og frakoblet strøm. Halm er meget let antændeligt, så hold øje med, at det ikke er placeret i nærheden af elinstallationer – og vær sikker på, at alle elinstallationer er installeret korrekt, så de ikke kan selvantænde. Det kan også være, I skal have røgalarmer i stalden samt adgang til brandslukkere, hvis uheldet skulle være ude.
Hold stalden pæn og ren for eksempelvis halm, spindelvæv og foderrester.
Hjælp hinanden
Hvis I er flere opstaldere, kan I med fordel lave en turnusordning, så I sikrer jer, at der er nogle i stalden hver dag. Det er selvfølgelig for at tilse hestene, men også for at holde øje med, om der foregår noget mistænkeligt.
Derudover kan det være en fordel at holde øje hos hinanden, hvis I er flere opstaldningssteder tæt på hinanden. Fortæl, hvornår i hver især ikke er hjemme, så I kan hjælpes ad med at holde øje i stalden.
LÆS OGSÅ: Halvpart: 6 ting du bør overveje, når du søger en rytter til din hest
Undgå fremmede i stalden
Vid gerne, hvem som har adgang til stalden og kommer. Fortæl gerne de andre opstaldere, hvis der kommer fremmede i stalden. Det kan være, at du har en ven eller noget familie, som skal passe din hest i juledagene. Her kan det være en god idé at informere om det, så andre opstaldere ikke bliver mistænksomme. Men spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt, hvis du ser nye ansigter i stalden.
Her på Malgré Tout håber vi, at alle – heste såvel som mennesker – kommer trygt og sikkert igennem julen og nytåret! Vi har skrevet flere forskellige artikler om nytår, som forhåbentligt kan gøre dig klogere på, hvordan du og din hest får nogle gode dage omkring jul og nytår.
Kilder
Ritzau: Sådan holder du indbrudstyven væk juleaften
Midt- og Vestsjællands Politi: Gode råd om at undgå indbrud til alle husstande i politikredsen
Midt- og Vestsjællands Politi: Julen er hjerternes fest: Undgå, at den også bliver indbrudstyvens
Dansk Ride Forbund: Sikkerhed i stalden