Sådan klarer Hestedanmark restriktionerne: Hvad gør man, når der kun må være 5 personer i stalden?

Der er meget, som ikke er nemt lige for tiden. Og selvom der helt sikkert er nogen derude, der har en mere besværet hverdag end os hestemennesker, så synes vi, det er på sin plads, at vi hestefolk taler sammen om det. For hvordan er tiden med restriktioner og fortsat skærpede regler ude i de danske stalde? Vi har talt med Hjørring Rideklub, der fortæller, hvordan de har grebet en meget bøvlet situation an.

Annonce

Max 5 personer i stalden, på ridebanen og i ridehuset

Reglerne er faktisk rimelig klare, når man læser Dansk Rideforbunds fortolkning og vejledning til de danske, offentlige rideklubber. Med det nye forsamlingsforbud lyder det, at der kun må samles fem personer:

“Der er som udgangspunkt forbud mod at forsamles flere end 5 personer på samme sted samtidig. Dog tolkes det i praksis af politiet således, at man godt kan opholde sig f.eks. 5 personer i stalden, 5 personer i ridehallen, 5 personer på ridebanen osv. Kravet er, at disse ’grupper’ ikke forsamler sig og interagerer med hinanden.”

Denne tolkning har Hjørring Rideklub også taget til sig. Dog er al undervisning og elevhold lukket ned, og har været det i omkring to uger i denne omgang. Det er stadig muligt for klubbens opstaldere at komme og ride deres heste – såfremt alle regler bliver overholdt.

“Indtil videre går det rigtig fint. Opstalderne er gode til selv at holde øje med, hvor mange mennesker der er. Det er klart, at bliver det for svært for alle, indfører vi nok en form for bookingsystem, så folk kan skrive sig op på de tidspunkter, de kommer i stalden,” siger bestyrelsesformand Inge-Britt Pedersen og fortsætter:

“Lige nu er vi egentlig bare glade for, at vi stadig må komme i stalden og ride hestene. Vi håber virkelig ikke, der kommer yderligere krav.”

Læs også: Hesteblod som kur mod coronavirus?

Afstandskrav på to meter

På det sidste pressemøde den 6. januar blev der også indført et afstandskrav på to meter. Det er i sig selv ikke det store problem i ridesporten, da det som oftest handler om netop ikke at komme for tæt på hinanden.

“Ridning er jo lidt en egoistsport. Her vil man helst ikke for tæt på hinanden, for det kan faktisk skabe nogle lidt farlige situationer,” siger bestyrelsesformanden.

Mundbind er ikke så bøvlet endda

Alle, der færdes i en offentlig stald også i Hjørring Rideklub, skal bære mundbind, så længe de er over 12 år. Når man sidder på hesten, er det tilladt at tage mundbindet af. Det har affødt lidt sjov debat på diverse sociale medier, hvor der stilles spørgsmålstegn til, hvad man gør, hvis man faktisk falder af hesten – skal man (sagt i sjov) nå at iføre sig mundbindet i selve faldet? Det er nok ikke tilfældet, men som udgangspunkt er det altså kun i det øjeblik, man sidder på hesten, at mundbindet må tages af.

Delvist tomme ridehaller
Mange ridehuse landet over står lige nu meget tomme. Foto: Shutterstock.

Hvilke regler gælder for ridehusene?

“Ridehallerne må på nuværende tidspunkt kun benyttes til motionering af heste. Ridehallerne må ikke benyttes til idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter. Det betyder altså, at der ikke må foregå nogen former for undervisning. Det gælder alle steder, hvor der kan siges at være offentlig adgang,
og det betyder, at der enten er en klub/forening/elevskole tilknyttet på stedet, eller at der er tale om f.eks. et privat opstaldningssted, hvor der tilbydes opstaldning, ridehuskort osv. mod betaling.”

I ridehuset er det altså ikke tilladt at undervise, men det er det faktisk (ifølge Dansk Rideforbund) udenfor, såfremt der kun er fem personer på banen inklusiv underviseren. Alligevel har Hjørring Rideklub valgt at lukke ned for elevholdene, fordi det simpelthen ikke kan løbe rundt økonomisk.

“Du skal tænke på, at lille Asta kommer med sin mor, og de skal måske have hjælp til at strigle og sadle op. Så skal der eventuelt en trækker på. Det betyder problemer med afstandskravet på to meter. Alle tiderne skal også forlænges, fordi det med restriktionerne vil være nødvendigt med længere tid til op- og afsadling. Vi kommer til at skulle bruge mange flere personaletimer, have rigtig svært ved at overholde afstandskravene og forsamlingsforbuddet. I sidste ende vil det blive en langt større udgift for os at forsøge at køre undervisningshold,” siger Inge-Britt Pedersen.

Derfor er Hjørring Rideklub som så mange andre landet over blevet nødt til at lukke ned for deres rideskole, men klubben oplever stor forståelse og opbakning fra alle medlemmerne.

“Det er så skønt at mærke, at der bliver støttet op om stedet. Vi håber bare, det her snart får en ende,” siger bestyrelsesformanden.

Læs også: Rideskole fortæller: Så hård har Corona-nedlukningen været

Den største konsekvens

“Det er klart, at udover at være rigtig trist, at vi ikke må være flere herude, også har store økonomiske konsekvenser for Hjørring Rideklub,” siger Inge-Britt Pedersen.

Stedet har som sagt lukket ned for al undervisning og elevhold. Alle praktikanter, og personale (undtagen dem, der er nødsaget til at være der for at passe hestene) er sendt hjem uden kompensation – alle med stor forståelse for, at klubben ikke har råd til lønninger.

Klubben har sidste gang, det var muligt, søgt om 100.000 kroner hos diverse fonde. Det er ca. hvad de mistede ved sidste nedlukning. De har modtaget 34.000 kroner herfra.

“Vi må jo bare være glade for det, vi kan få, for alle er jo pressede. Men der er selvfølgelig et stykke op til de 100.000 kroner,” siger Inge-Britt Pedersen.

Alle privatryttere og parter må fortsat gerne komme på stedet, men der er lukket ned for brug af ridehus fra udefrakommende med halkort.

Annonce

Hestevelfærden kommer først

Det vigtigste for klubben har været at sikre, at hestene har det godt. Det har blandt andet betydet, at rideskolehestene har fået deres foldtid forlænget, og så forsøger personalet at få redet dem ca. hver anden dag.

“Det er jo ret nødvendigt, at heste ikke pludselig står stille især her om vinteren. Vores rideskoleheste er vant til at gå undervisning hver dag omkring en time, så vi bliver fortsat nødt til at sikre, at de holdes i gang. Vores staldmedarbejder lukker dem ud på fold som det første om morgenen og tager dem først ind, lige før hun afslutter sin arbejdsdag,” siger bestyrelsesformanden og fortsætter:

“Vi bliver nødt til at have ja-hatten på og hjælpe hinanden med at komme igennem det her. Andet kan vi ikke gøre,” slutter hun.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce