Ny hest? 6 ting der kan sikre, at du vælger den rigtige

Det kan være virkelig svært at både finde og udvælge den helt rigtige, når man er på udkig efter en ny hest. Kemi, temperament, størrelse, gang, stamtavle og pris kan være nogle af de faktorer, man skal have overvejet, inden jagten sætter ind. Hestemarkedet er kæmpestort, og hvis man vil gøre sig forhåbninger om at finde den helt rette, nye bedste ven, så er det kun en fordel, hvis man kan indkredse sit søgefelt så meget som muligt.

Annonce

Læs også: Køb & salg: Gør handlen til en god oplevelse

1. Kemi

Kemi kan ikke købes for penge. Men hvad menes der egentlig med at have “kemi” med en hest? Det kan være et lidt fluffy og uhåndgribeligt ord, men heldigvis er det ikke så kompliceret endda. Ifølge ordbogen er “kemi” “det personlige forhold mellem to mennesker”, hvilket selvfølgelig også kan forstås som forholdet mellem hest og ejer. Kort sagt er det altså en følelse af, at du og hesten “taler samme sprog” – at I er på “bølgelængde” med hinanden.

Kemi i sadlen

For at have kemi med en hest, betyder det ikke, at du skal kunne ride den, som om du aldrig havde lavet andet, første gang du sætter dig op. Slet ikke. Du skal blot gå efter en fornemmelse af, at hesten forstår dine signaler, og at dens grad af sensitivitet – eller manglen derpå – passer til din. Det nytter altså ikke noget at købe en hest, som er sart i munden og rørig for schenklen, hvis du er en rytter, som går lidt til den. Hvis du for eksempel har været vant til at ride på robuste heste, så bør du måske overveje, om en rendyrket fuld- eller varmblodshest er det bedste valg for dig. Det gælder selvfølgelig også den anden vej rundt. Det er i hvert fald ærgerligt at bruge mange penge på en ridehest, hvis der ikke er kemi, når man sætter sig i sadlen.

Kemi i stalden

Det er også vigtigt, at der er grundlag for at opbygge et godt forhold til en ny hest fra jorden. Skal du kigge på mange heste, så vil du med al sandsynlighed opleve at en sælger tilbyder at sadle hesten op for dig. Men det er en dårlig idé. Du skal bruge langt den største del af tiden sammen med din kommende bedste ven i stalden, på folden og i boksen, så det er vigtigt også at lære hesten at kende dér. For hvor ville det være ærgerligt at stå med lækker, nyindkøbt ridehest, som til gengæld er helt umulig at omgås på staldgangen – eller som har “fejl”, du ikke er blevet gjort opmærksom på, inden du købte den. Alt fra gjordkramper til uvaner i boksen eller på folden kan du nå at opdage, hvis du insisterer på selv at hente den ind, strigle den og sadle den op.

Annonce

2. Temperament

Tæt knyttet til kemien mellem dig og hesten hører dens temperament. Nogle heste er lette at tænde, men svære at “slukke”, mens andre synes slet ikke at kunne tændes. Og så er der dem, der ligger et sted imellem. Hvilket temperament, du foretrækker, kommer selvfølgelig helt an på dit eget temperament, men det afhænger også af, hvad du gerne vil bruge hesten til. Har du en drøm om at komme til at springe noget mere, så duer det ikke med en hest, der er tung bagi. Er du dressurrytter, så er det godt med en hest, der både kan tændes og slukkes. Og hvis du kan lide en tur i skoven, så er det måske ikke så smart at købe en varmblodshest, der er avlet til at gå på en bane. Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre. Men arbejdet med at få hesten til at kunne det, du ønsker, kan blive en stor udfordring, hvis ikke du overvejer dens temperament inden du køber den.

Læs også: At købe en hest er at købe et ansvar

3. Størrelse

Normalt bruger man rytterens egen højde som målestok for, hvor stor en hest, man har brug for. Og det er bestemt ikke nogen dårlig retningslinje. Man skal blot huske, at også rytterens vægt og hestens bygning spiller ind. En rytter vil naturligvis bedst kunne indvirke på en hest, som hverken er for stor eller lille, men der er også racer, som sagtens kan bære en lang rytter uden selv at være særligt store. For eksempel kan en islænder eller tunge racer som fjordheste og tinkere bære mere end en lettere type hest på samme størrelse.

Det er vigtigt at være ærlig over for sig selv, når man skal vælge race og størrelse på sin kommende hest. Alt andet lige vil det give færre udfordringer og bekymringer på den lange bane, og man vil blive gladere for sit valg.

4. Gang

Det er nok særligt dressurryttere og måske springryttere, der går op i, om en hest har en god gang. Men hvad er en god gang egentlig? For dressurrytteren er det måske et par “gode bagben” og en fin, naturlig overtrædning i alle tre gangarter. For turrytteren kan det være en skridt, trav og galop, som er behagelige at sidde i. For andre er det noget andet. Summa summarum, så gør du klogt i at overveje, hvilken og hvor stor en betydning hestens gangarter har for dig. Det kan nemlig være med til at guide dig i, hvilken type hest, du skal gå efter.

Annonce

5. Stamtavle

Om hesten har en stamtavle eller ej kan have stor betydning for prisen. Vil man betale penge for det, eller ej? En stamtavle kan være vigtig for rytteren, der ved, at hesten en dag skal sælges videre, eller for den, som vil bruge den til avl. For nogle kan visheden om hestens slægt måske føles som en “sikkerhed” for, at den nok skal kunne opnå noget i ridesporten – også selvom der aldrig er nogen garantier. Er man helt ligeglad med, om hesten er renracet eller ud af en bestemt slægt, så kan man spare en god sjat penge på at finde en uden sådanne papirer.

6. Pris

Netop prisen er en sidste og meget vigtig ting at overveje – og det handler ikke kun om købsprisen. Det er nemlig lige så vigtigt at have penge til det udstyr og særligt den sadel, som hest har behov for. Hvis der følger en sadel med i købet, så er det fornuftigt at få den eftertjekket af en sadelmager. Det kan også være rigtig godt givet ud at sætte lidt penge af til undervisning i den første tid. Derved sikrer man sig, at man kommer bedst muligt fra start sammen med en ny hest og nye ven. Den helt store pengesluger er selvfølgelig den daglige “drift” af hesten, hvor der hver måned skal være penge til opstaldning, foder, strøelse, smede- og dyrlægebesøg. Når du har lagt en plan for, hvor meget du skal bruge på udstyr, og hvor mange penge det vil koste dig at have hesten stående hver eneste måned, så kan du begynde at danne dig et billede af, hvad der for dig er en realistisk købspris.

Det skal nok lykkes

Hvis du overvejer alting grundigt og måske særligt tænker over de ting, vi her har nævnt, så skal du nok finde en hest, som du bliver rigtig glad for! Det kan kræve store mængder tålmodighed, for det er ikke sikkert, at den helt rigtige hest er til salg lige idet, du beslutter dig for at lede. Tålmodighed kan i sidste ende være det, der fører dig til den helt rigtige hest. Hvis du tager endnu en hestekyndig person med til at støtte dig opad, imens du er på udkig, så er du desuden sikker på ikke at tage en forhastet beslutning. Væbn dig med en kyndig makker, en god portion tålmodighed og et par grundige overvejelser, så skal det nok lykkes!

Læs også: 9 ting du gerne vil vide, før du køber din første unghest

Artiklen er oprindelig bragt i december 2019.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce