Når far og datter er konkurrenter: “Vi hepper altid på hinanden”

“Nej, sådan er det jo. Man vil jo gå langt for at glæde sine børn.” Thomas Sandgaard har lånt sin allerbedste hest, Nørremøllehøjs Ariel, ud til datteren Josefine. Han svarer nej, fordi han indrømmer, at han ikke ville låne den ud til hvem som helst. Faktisk kun til Josefine, for sådan er det jo med de børn: “Man vil dem jo det bedste, når de arbejder målrettet efter noget,” siger han efter en lille pause.

Pauserne går igen i interviewet for manden, der har boet det meste af sit liv omkring Herning. Han overvejer sine svar nøje, og guldkornene kommer som oftest som en lille tilføjelse, når han egentlig virker til at være færdig med at svare. Det lille ord “man” dukker frem, når spørgsmålene kommer lidt tæt på. Men der er ingen tvivl. Han er tydeligt stolt af Josefine – ellers var hesten ikke havnet i hendes hænder.

Fra køreheste til springning

Thomas og Josefine deler næsten alt omkring heste. De rider og træner sammen, giver hinanden feedback, tager til stævner sammen og bruger det meste af deres tid på at ride og træne hestene til et springniveau på topplan. 

“Det har altid været springningen. Det har jeg jo fået med, fra jeg var helt lille fra begge mine forældre,” siger den 17-årige Josefine Sandgaard Mørup.

Anderledes forholder det sig med hendes far. Her er passionen for hestene ikke helt kommet så naturligt. Og dog. Morfaren havde nemlig køreheste, som Thomas cyklede ud til som barn, så snart han havde muligheden. Med tiden blev de tunge racer byttet ud med mere adrætte ponyer, som blev bedre og bedre. Tiden på rideskolen har han også været igennem, og forældrene støttedehobbyen, selvom de ikke havde det store med hestene at gøre. Spørgsmålet er så bare: Hvordan går man fra at ride rundt på en mark på en kørehest til at konkurrere på højeste niveau i springning? 

“Jeg syntes nok som barn, at det der dressur var lidt kedeligt. Jeg var mere til action og fart. Så var springningen jo oplagt,” siger Thomas Sandgaard. 

Og sådan blev det. Det ene stævne afløste det andet, og i dag har Thomas Sandgaard et hav af topplaceringer bag sig. Udover det har han en titel som landsholdsrytter og han ejer og driver familievirksomheden Sivebækgaard. Her træner og sælger han springheste samt underviser elever. Med andre ord er Thomas Sandgaards liv fyldt med springning, men som den underspillede jyde så ydmygt formulerer: 

“Altså hvis ikke det havde været springningen, havde det måske været fodbold eller noget andet med fart på. Det er dog især uddannelsen af unge heste og managementet omkring de uddannede topheste, jeg rigtig godt kan lide.”

Læs også: Springrytter om stævner: “Det er vigtigt, man ikke overvurderer sig selv”

Sivebækgaard – et rigtigt familieforetagende

Thomas og Josefine er rigtig nok rytterne i front, men bag familievirksomheden ligger der et kæmpe management og en samlet familie, der bruger det meste af deres tid på at få alt til at gå op. Både Thomas’ kone Ditte Mørup og sønnen Mads-Emil Sandgaard Mørup har begge en stor del af æren for, at det hele kører rundt.

Som de fleste hestefolk ved, er der meget, der skal ordnes før og efter et stævne. Hesten kommer jo ikke skinnende ind fra folden, og udstyret pudser ikke sig selv. Der skal også læsses heste inden et event, det hele skal rengøres igen, når ryttere og heste kommer retur, og så er der jo alt det administrative ved at have en salgsstald. Det arbejde bidrager hele familien til. Uden holdindsatsen var det ikke lykkedes at drive Sivebækgaard i de 20 år, det efterhånden har eksisteret, lyder det fra Thomas Sandgaard. 

Når man deler en fælles passion

De fleste forældre nyder at bruge tid sammen med deres børn. Der er ikke det store behov for en masse løsrivelse, fritid og “finde-sig-selv-erfaringer”. Sådan er det til gengæld ofte med 17-årige piger som Josefine. Hun er som så mange andre unge mennesker i gang med en ungdomsuddannelse med alt, hvad det indebærer af lektier, fester og fritidsinteresser.

Det sidste fylder nok mere for hende end de fleste andre. Hun er Team Danmark-elev for at have nok tid til både at præstere godt i skolen og dygtiggøre sig med hestene. Og måske lidt modsat andre på sin alder, nyder hun faktisk at være sammen med sin far lige så meget, som han sætter pris på at se hende ride og undervise hende. Jo, hun indrømmer da, at de er utrolig meget sammen, fordi de som oftest rider, træner og passer hestene sammen.

“Det er egentlig meget smart. Vi kan altid hjælpe hinanden, og jeg kan få undervisning ret tit. Det fungerer godt, at jeg lige kan få et par minutters hjælp hist og her udoverde gange om ugen, hvor jeg får fast undervisning, siger hun.

Passionen til hestene er bestemt ikke til at tage fejl af hos de to jyder. Hele deres liv er bundet op på hestene, og selvom man er en 17-årig handelsskoleelev, så duer det ikke at lave en masse spontane aftaler. Hestene skal passes og trænes, også selvom der er en gymnasiefest fredag aften. 

“Jeg kan sagtens være med, men jeg giver den nok ikke helt så meget gas, for jeg skal jo typisk op næste morgen og enten ride hestene eller til stævne. Det kan da godt være lidt træls nogle gange at skulle tidligere hjem, men så tænker jeg på alt det, jeg får igen,” siger Josefine Sandgaard Mørup og fortsætter: 

“Jeg syntes, det giver en stor tilfredsstillelse hver dag at passe og ride vores heste. Jeg nyder at arbejde med de yngre heste og være med i deres udvikling. Samtidig er det spændende at træne de mere rutinerede stævneheste og være en del af det managementet, som kræves for at holde dem på topplan igennem mange år,” siger hun.

Meget skal gå op i en højere enhed

Når man som familien Sandgaard har en virksomhed, der uddanner og træner springheste, to ryttere på topplan plus alt det løse, så er det vigtigt, at der er styr på planlægningen. Egentlig er det hele kun blevet lidt lettere efter, at far og datter er begyndt at ride til de samme stævner.

“Jeg vil helst gerne være der, når Josefine starter stævner, men det kan godt være svært at få det til at hænge sammen de gange, hun har redet i den ene ende af landet og jeg i den anden eller sågar i hvert vores land,” påpeger Thomas Sandgaard.

Endnu mere interessant er det, at far og datter til tider faktisk er konkurrenter. For hvordan er det at kæmpe mod et familiemedlem? Ønsker man, at den anden vinder, eller vil man egentlig helst selv stå på podiet? Svaret kommer prompte og uden tøven.

“Vi glæder os altid på hinandens vegne,” fastslår Josefine.

Thomas er helt enig. Han har heller aldrig følt, at det var vigtigt, hvem af dem, der endte med sejren. Det vigtigste for ham er, at de gør det godt som et team.

“Vi er jo også rigtig meget til stævne med de unge heste. Det er på stævnebanerne, at de lærer at springe, for det er her, deres præstation er meget vigtig. Jeg har egentlig aldrig tænkt over, om jeg vandt eller Josefine vandt,” fortæller han.

Læs også: Sådan kan du forbedre din position hen over springet

Ikke færdig med de store klasser

Thomas Sandgaard er generelt ikke en af dem, der kaster om sig med selvros. Hvorfor skulle han? Hans resultater taler for sig selv. Der er mange placeringer og mange spændende ridt ved både DM, VM, EM og World Cup. Lige nu har han ikke en hest på det niveau, men han lægger ikke skjul på, at dér vil han gerne hen igen. 

“Det er klart ridningen på stævnebanerne, jeg brænder for. Når man har arbejdet med en hest i igennem længere tid, så er det altid spændende at komme afsted og se, hvad ens arbejde har gjort. Jeg er ikke færdig med at ride i toppen, det er helt sikkert,” siger han. 

Indtil nu har han egentlig været meget lavmælt, måske fordi meget af samtalen har gået på følelser omkring datterens ridning og den fælles passion. Han er et konkurrencemenneske, det er tydeligt. Så snart snakken falder på de konkrete resultater og mål, så er der en klar udmelding at hente. “Vi skal lave gode, solide og stærke topspringheste,” lyder det. 

Læs også: Far og datter imødekommer udviklingen

Har typisk hestene fra de er helt unge 

Kunderne er vigtige, det er klart. De får det meste til at løbe rundt i virksomheden. Men mindst lige så vigtige er hestenes trivsel, ve og vel. Familien lever nemlig af at lave kvalitetsheste ofte helt fra bunden, og sådan en står tit først klar omkring 6- eller 7-årsalderen. Mange af de i alt 30 heste på gården har familien haft, siden de var føl. Det har sine fordele og ulemper. Fordelene er, at de kender hestene ekstremt godt. De ved, hvad de kan og ikke kan, og hvor meget pres de tåler. Lavpraktisk er det også billigere at investere i et føl om ikke andet så på den korte bane i modsætning til at købe en færdiguddannet topspringhest. Ulemperne er selvfølgelig, at man ikke altid kan regne med, at hesten faktisk har potentialet til at blive en tophest. 

“Det kan da godt være lidt ærgerligt at finde ud af, at en hest ikke bliver så god, som man havde tænkt. Så kan flere årsuddannelse være lang tid. Men der er jo altid nogen, som får glæde af den, så det er bestemt ikke spildt,” konkluderer Thomas. 

En hel verden ligger åben

Og hvad så med fremtiden? Hvad håber Thomas, der kommer til at ske, og hvad er Josefines drømme? Deler de mon en fælles plan? Det har de ikke tænkt så meget over, forklarer de. De tager tingene, som de kommer og nyder arbejdet med hestene. Et arbejde der dog – for det skal man bestemt ikke tage fejl af – er struktureret og indeholder høje ambitioner for at uddanne stærke og velfungerende topspringheste. Det lyder skønt, og det er det bestemt også, men hestebranchen er især på det høje niveau ikke noget, man bare gør. Det er benhårdt arbejde mange timer hver dag året rundt. Det ved Thomas og datteren og resten af familien.

Thomas indrømmer da også, at når han skal ride i februar måned i slagregn, så er det ikke nødvendigvis det fedeste job. Men hestene skal ordnes og passes uanset vind og vejr. Sådan er det. Som han også understreger: Hestene er der, han hører til.  Josefine er enig og påpeger: ”Man skal være god til det, man laver.”

Selvom der aldrig har været pres fra hjemmefronten, så håber Thomas da, at hun fortsat har lyst til at bruge tid på hestene. Det virker nu heller ikke til at være på vej ud af hendes liv lige foreløbig. “Når man har sådan en passion, så er man villig til at gå rigtig, rigtig langt for den,” afslutter Josefine Sandgaard Mørup.

Læs også: Thomas Sandgaard ny dansk mester