Shannon Mejnert Ketterle: Det var enormt skræmmende

I 2014 flyttede springrytter Shannon Mejnert Ketterle tilbage til Danmark for at starte sin egen salgsstald efter to år i Holland, hvor hun arbejdede som rytter. Hun startede dengang op med sin chef og partner Samina Hayat fra S. Hayat Sporthorses. Adressen dengang og nu er forældrenes store gård Assendruplund ved Køge, hvor der er plads til 25 heste. Her lejer Shannon en stald med 14 bokse, og på gården er der et stort 25×65 meter ridehus samt gode udendørsbaner, cirka 15 folde og en skridtmaskine. De resterende bokse bruger Shannons mor, Dorthe Ketterle til hendes avlsheste.

Lige nu har Shannon 11 antal heste i ridning, hvoraf de tre er nogle, hun selv ejer, mens de resterende er heste, hun sælger for både danske og udenlandske kontakter. Ud over de tre i ridning har Shannon også flere unge heste på vej.

Læs også: Regitze Ericsson: Det er aldrig for sent

Hvordan var det at starte op som selvstændig med køb/salg og træning af heste?

Det var enormt skræmmende for mig, og der var mange, som især var nervøse for, hvordan jeg ville tiltrække kunder til Danmark. Har du ingen kunder, har du intet salg og kan ikke betale dine regninger. Det vil sige uden kontakter, så kan du ikke overleve. De første to måneder var nervepirrende. Jeg havde brugt alle mine penge på én hest, og da jeg fik den tænkte jeg “shit, hvad er det, jeg har købt”. Familie og investorer kiggede med over skulderen, og det hjalp ikke på presset. Den første hest tjente jeg 5.000 kr. på, men det var bestemt ikke en rar periode. Først efter et par handler slappede jeg mere af. Jeg tror, at hvis man kommer igennem de første seks måneder, så er man godt med. Efter to år kunne jeg købe mine investorer ud og fik virksomheden for mig selv. Det var et stort skridt.

Hvad har dine største udfordringer været?

Det har helt klart været de månedlige omkostninger det første års tid. Selvom jeg har hestene opstaldet på mine forældres gård, så betaler jeg stadig, hvad en boks koster. De skal ikke tabe penge, fordi jeg starter forretning. Ellers har min største udfordring været at få kunderne til at føle sig trygge, når man er et nyt navn i branchen. Det er lykkedes, og nu er der rigtig mange af mine kunder, der kommer tilbage. Det er jeg rigtig glad for.

Hvad er din mest risikofyldte investering?

Det var da jeg sidste år købte hesten Concona efter Conthargos/Con Air. Jeg fatter stadig ikke den dag i dag, hvordan den kom fra Schockemöhles stald i Tyskland, og tre måneder senere ender hos OL-guldvinder Ben Maher i England. Jeg tømmer kontoen – helt – og køber Concona til en auktion i slutningen af september, og jeg er virkelig på røven, hvis den går ud og brækker benet dagen efter, for jeg havde brugt hver en krone. Concona er 6 år, og jeg rider JBK Horse Show på den i oktober, og her gik det op for mig, hvilken vanvittig hest det var jeg sad på.

Jeg bruger de sociale medier som Instagram og Facebook meget aktivt, og jeg vurderer at cirka halvdelen af alle mine salg, kommer via de kanaler. Ved JBK lagde jeg også videoer op af Concona, og så gik det stærkt og mange kontaktede mig, men valget faldt på Ben for han var virkelig rar at tale med. Købet af Concona var helt sikkert den mest risikofyldte investering til dato, men nok også den største succes. Jeg solgte den for mere en ti gange så meget, som jeg gav en måned tidligere.

Hvordan finder du dine heste?

De heste jeg selv rider på, får jeg typisk via mine kontakter til avlere i Holland og Tyskland, hvor jeg køber dem efter at have set dem på video. Derudover tager jeg på auktioner. Jeg har et bredt udvalg af heste, og størstedelen er heste, jeg hjælper folk med at sælge. Min erfaring er, at det sværere at sælge billige end dyre heste, derfor må dem jeg tager ind gerne have en form for kvalitet. Tror de billige heste er sværere, fordi køberne til dem har helt urealistiske forventninger til, hvad hesten skal kunne. Generelt er danske kunder også noget mere besværlige end udenlandske. Udenlandske kunder er mere large i forhold til resultater og hestens historie, i forhold til om den har gået med en rytter, der måske ikke passede hesten. De danske kunder kan godt finde på at spørge til et resultat, de har set på nettet.

Generelt synes jeg, at de danske kunder går for meget op i de forkerte ting. Det er fint at tjekke en hests baggrund, og er den udgået i 90% af alle dens starter skal man da også være opmærksom, men ellers bør der være mest fokus på, om hesten passer til rytteren.

Savner du selv at beholde de gode heste og ride på topniveau?

Ja, det er hårdt, men jeg er også mega stolt, når jeg sælger en god hest, som folk bliver glade for. Det gør mig rørt, når jeg får videoer, hvor folk viser, hvor glade de er for dem. Jeg håber, at jeg finder en ung hest på et tidspunkt, som jeg kan beholde, men jeg kender også mig selv godt nok til, at hvis prisen er rigtig, så sælger jeg. Det hårdeste salg jeg har haft er uden tvivl min hidtil også bedste hest, Bonaire. Den hest ligger dybt i mit hjerte, og jeg håber, at han ender hjemme på min græsmark på pension. Lige nu er han i Tyskland.

Jeg har haft store oplevelser med ham. Blandt andet vandt jeg DM for ungryttere i 2014, og en speciel oplevelse jeg husker var ved Odense Horse Show samme år. Fredag rider jeg min første 150 cm – og rider fejlfrit. Min træner siger, at jeg godt kan ride 160 cm Grand Prix om søndagen også. Da jeg gik banen sammen med det amerikanske landshold græd jeg. Jeg havde bare ikke lyst, men så sagde min hollandske træner Yves Houtackers; “Now you fucking shut up and concentrate,” og så rettede jeg ind. Jeg tænkte, at hvis min træner siger, at jeg godt kan, så kan jeg nok også. Vi red fejlfrit, og jeg var så glad. Min partner Shamina og mit samarbejde sluttede ved årsskiftet 2014/15, og det var også i den forbindelse, han blev solgt. Hun skulle studere, og alt er til salg for den rigtige pris.

Hvad er dit bedste tip til andre, der gerne vil starte op som selvstændig med køb og salg af heste?

Hvis man har muligheden for at tage et halvt år udlandet, ville jeg gøre det. Jeg tror ikke, man kan starte op uden udenlandske kontakter. Man skal ikke starte op alene, men have nogle partnere der kan hjælpe en igang. Uden min familie havde det for eksempel aldrig kunnet lade sig gøre for mig. Derudover skal du være så loyal som mulig. Det kommer man længst med, og jeg savner det flere steder i branchen. Jeg har bygget min forretning op omkring loyalitet og tillid, og det har taget tid, men også givet pote.

Hvad er dine mål for fremtiden både privat og professionelt?

Det har ændret sig lidt. Lige nu kunne jeg godt tænke mig at ansætte en rigtig dygtig rytter, og selv bruge mere tid på at tage rundt og finde de rigtige heste. Jeg håber også, at jeg kan få råd til at ride nogle af de store stævner igen. Umiddelbar har jeg ingen planer om at tage en uddannelse. Det er jeg ikke god til, men jeg er god til det, jeg gør nu.

Kort om Shannon Mejnert Ketterle

Bor i København og er 24 år gammel
Har taget en HHX
Yndlingsretten er boller i karry
Elsker folk som udstråler god energi
Hader folk som kører unormalt langsomt
Bedste hest er Bonaire – græder stadig når jeg ser ham
Største forbillede i sporten er svenske Peder Frederikcsson
Stald på Assendruplund nær Køge
Bedste resultater er Danmarksmester for U21, nordisk mester for hold U21, sølv til nordisk individuelt U21, deltaget ved EM fire gange samt vundet EM sølv for hold, redet fejlfri 160 cm ved CSI***

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce