Sov godt – En god nats søvn kan forbedre hestens humør 

Alle heste har brug for at sove, og får hesten ikke tilstrækkeligt med søvn, kan det have stor betydning for hestens humør. En ny undersøgelse viser, at en bedre og dybere strøelse i boksen kan medvirke til, at hesten får en bedre søvn og et mere optimistisk syn på omverdenen.   

Søvnmangel hos heste  

Mangel på søvn påvirker immunsystemets funktion negativt og forringer hukommelse, læring og fysisk ydeevne. Det fortæller Amber Matthews, som præsenterede sin undersøgelse på konferencen for The International Society of Equitation Science, som blev afholdt den 9.-12. august 2022 i Hartpury. Heste kan sove let når de står op, men de skal ligge ned hver dag, for at opnå den livsnødvendige dybe REM-søvn (Rapid Eye Movement). Denne fase af søvncyklussen er kendetegnet ved, at hesten har hurtige øjenbevægelser og dens muskler er helt afslappede. REM-søvn kan ikke opnås, når hesten står op. Den skal enten ligge fladt ned eller ligge på brystet med hovedet mod jorden, for at opnå mindst 30 minutters REM-søvn. Hvis hesten ikke føler sig tryg, eller ikke har et passende sted, med god strøelse, vil den ikke lægge sig, og det kan få store konsekvenser. Manglende REM-søvn kan i yderste tilfælde medvirke til, at hesten kollapser i boksen, hvilket kan forårsage alvorlige skader. Derfor er søvnmangel hos heste et stort sundheds- og velfærdsproblem. 

Læs også: Har du sørget for et godt og sikkert staldmiljø for din hest?

Strøelsens betydning for REM-søvnen 

Sportsheste bruger mange timer i deres boks, og strøelsen har stor betydning for hestens søvn. Heste sover typisk mere, når de står på dybstrøelse, og det påvirker deres humør og deres velbefindende. Heste ligger ned i 3 gange så lang tid, når de står på halm fremfor savsmuld. Strøelsens dybde betyder også noget for hestens søvn. Amber Matthews og hendes kollegaer testede seks rideskoleheste opstaldet på forskellige dybder af strøelse.  

Annonce

Læs også: Lær tegnene at kende: Er din hest så glad, som den bør være?

15 dage på forskellige slags strøelse 

I første del af Amber Matthews undersøgelse, stod halvdelen af hestene på 5 cm dyb strøelse i en periode på fem nætter, mens den anden halvdel af hestene stod på 15 cm dyb strøelse, også i fem nætter. Da de fem nætter var gået, skiftede alle hestene tilbage på deres sædvanlige strøelse i fem dage. Herefter gennemførte hestene en sidste fem dages periode, hvor alle hestene skiftede til den modsatte type strøelse af det de stod på til at begynde med. I en 12 timers periode fra kl. 19.00 – kl. 7 om morgenen, filmede forskerholdet hver hest i deres sædvanlige stald med infrarøde kameraer. Holdet vurderede, hvor lang tid hver hest brugte på at ligge fladt ned, ligge på brystet, og om hesten havde næsen i jorden. Til slut noterede de også, hvor længe hestene sov stående og dermed ikke opnåede REM-søvn.  

Påvirker søvnen hestens humør? 

Ifølge Amber Matthews viste resultatet, at hestene fik betydeligt mere søvn, både REM-søvnen og den lettere søvn, når de stod på den dybere strøelse. Indtil nu har forskere dog ikke undersøgt, hvilken indflydelse søvnen har på hestens sind og dens positive udsyn på omverdenen. For at se, hvordan søvnen påvirker hestens humør, foretog forskerne en kognitiv test. De trænede hestene til at lede efter godbidder i flere spande: en spand med godbidder blev placeret i den ene del af ridehallen, mens en anden spand uden godbidder blev placeret et andet sted i hallen. Forskerholdet placerede så en spand midt i mellem de to spande, for at undersøge sandsynligheden for, at hestene ville tjekke den nye spand. Forskerne så på hestenes interesse for “mellemspandene” efter hver af de fem overnatninger i de forskellige dybder strøelse.  

Læs også: Redaktionens tanker: Giver vi hestefolk lidt for tit hinanden gode råd?

Undersøgelsen kan være en øjenåbner 

Når hestene stod på dybstrøelse og dermed fik opnået en bedre søvn, havde de tendens til at udvise mere optimisme i den kognitive test, fortæller Amber Matthew. Undersøgelsen er forholdsvis lille, og derfor har den ikke videnskabelig signifikans.  

Resultatet understøtter dog tidligere undersøgelser, der viser at strøelsens dybde påvirker hestens søvn. Derfor tyder det på, at der er en sammenhæng mellem hestens søvn og dens humør. Amber Matthews mener, at undersøgelsen kan være en øjenåbner, og begyndelsen på en samtale om sammenhængen mellem strøelse og søvn, og dets betydning for hestenes velfærd. Der er brug for yderligere forskning, for at uddybe spørgsmålet, og det ville også være spændende at se på, hvordan hestens præstation påvirkes af mangel på søvn, forklarer hun. Amber Matthews mener, at vi bør være opmærksomme på, hvordan vores heste har det, og om der er noget i deres forhold vi kan ændre på, og dermed forbedre hestenes velbefindende. 

Læs også: Vidste du, at dit humør bliver til hestens humør? 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce