8 ting, du bliver glad for at have liggende i bilen som hestepige
Læs mere →
Hver stald har en. Den sidder på foderkassen, når du kommer om morgenen, den ligger i den nyvaskede krybbe, når du kommer tilbage, og den flytter sig først, når nogen skal have en sadel ned, og så kun lige akkurat. Staldkatten er den eneste i stalden, der ikke betaler boksleje, ikke møder til fællesarbejde og ikke bidrager med så meget som et enkelt kilo hø. Alligevel ville de fleste af os savne den mere, end vi har lyst til at indrømme.
Vi skriver ofte om hesten. Om fodring, om hove, om træning og om alt det, vi gerne vil gøre bedre. Men staldlivet består også af alt det andet: kaffen i rytterstuen, radioen der altid står på samme kanal, og katten der har besluttet, at netop din hests boks har den bedste udsigt.
De færreste staldkatte er kommet ind ad døren efter en ansættelsessamtale. De dukker bare op. En nabo har killinger, en pensionær kender en, der kender en, eller også står der en morgen en mager unge og kigger ind gennem porten. Et par uger senere er den en fast del af stedet, ofte med et navn, en yndlingsboks og en meget klar holdning til, hvornår der skal fodres.
Derfra er der ingen vej tilbage. En stald uden kat føles tom på en måde, der er svær at forklare for folk uden for hestemiljøet.
Officielt er jobbet at holde mus og rotter væk, og de fleste staldkatte tager den del af opgaven alvorligt. Bare ikke nødvendigvis i arbejdstiden. Til gengæld er der noget beroligende ved at vide, at nogen holder øje med fodersækken om natten.
En kat er dog ikke en komplet skadedyrsplan i sig selv. Tætte foderspande, ryddede kroge og hø der ikke ligger direkte på gulvet gør stadig det tunge arbejde. Katten tager resten og tager gerne æren for det hele.
En staldkat lever efter en enkel regel: alt vandret er dens plads – og det gælder overalt: på skabet, på hølageret, på ridehjelmstasken, i trillebøren og på den ene sadel, du lige har pudset. Prøver du at flytte den, får du et blik. Prøver du igen, får du et meget højt suk.
Det sjove er, at hestene som regel er fuldstændig ligeglade. En kat der spadserer hen ad boksvæggen er hverdag for de fleste heste, og for en unghest er det faktisk fin, gratis miljøtræning i at forholde sig roligt til noget, der bevæger sig uventet. Har du en hest, der reagerer kraftigt på katte, er det værd at lade den vænne sig til det i ro, i stedet for at jage katten væk hver gang.
Og så er der det, ingen rigtig snakker om. Ridningen der gik skævt. Dyrlægebesøget der ikke gav den besked, du håbede på. Den dag hvor du sætter dig på en halmballe i gangen, fordi du ikke helt kan overskue at køre hjem endnu.
Så kommer katten. Den siger ikke noget, den spørger ikke, hvad der skete, og den har ingen gode råd. Den lægger sig bare ved siden af dig og bliver liggende. Det er formentlig dens vigtigste opgave, den løser, og det står ikke i nogen jobbeskrivelse.
Når katten nu har taget en del af arbejdet, skylder vi den også ordentlige forhold. Det er ikke meget, der skal til:
1. Foder og frisk vand hver dag. Mus er ikke en fuldgyldig kost, og en sulten kat er ikke en bedre musefanger, den er bare sulten. 2. En dyrlæge der kender den. Vaccination, ormekur og neutralisering hører med, hvis katten skal blive i stalden i mange år. Neutralisering er også den eneste måde at undgå, at én staldkat bliver til ni. 3. Chip og en aftale om, hvem der ejer den. Mange staldkatte tilhører formelt ingen, og det bliver først et problem den dag, den skal til dyrlæge, eller stedet skifter ejer. 4. Et varmt sted der er kattens eget. Gerne et sted i højden, væk fra hestenes ben og væk fra porten, hvor maskiner kører ind og ud. 5. Opmærksomhed omkring maskiner og trailere. Katte sover i hjulkasser og på motorhjelme. Et kig og et dyt før du kører, koster ingenting.
Næste gang du går ind i stalden, så læg mærke til, hvor katten sidder. Sandsynligvis samme sted som i går. Sandsynligvis lige der, hvor der er varmest, mest udsyn og størst chance for at nogen kommer forbi og vil kæle.
Vi bruger meget tid på at forbedre alt det målbare i vores hesteliv. Staldkatten minder os om, at en del af det, der gør stalden til et godt sted at komme, slet ikke kan måles. Den gør ingenting særligt. Den er der bare. Og en stald, hvor der er nogen, der bare er der, er en rar stald at have hest i.