Ny hest i flokken – sådan giver du den en god introduktion
Læs mere →
De fleste danske hesteejere har aldrig stået tæt på en jysk hest. Vi kender den fra bryggerivogne og gamle fotografier, sjældnere fra folden ved siden af vores egen. Men i Himmerland har dyrlæge Helle Dalsgaard brugt et helt voksenliv på racen. Hun købte sin første jyske hest i 1988, stod i ringen på Landsskuet året efter, og hun er der stadig. I år med et H.C. Andersen-tema over opvisningen.
Regnestykket er til at overskue, og alligevel imponerende. Første jyde i 1988. Første gang som udstiller med sin egen hest i 1989. Siden er der gået 37 år, hvor hun har trukket jyske heste ind i ringen i Herning, og hvor avlen derhjemme kan føres tilbage til det første køb.
I dag bor hun i Himmerland sammen med sin mand Chris. Ifølge LandbrugsAvisen står der omkring 30 jyske heste i alle aldre på ejendommen, fra føl til gamle hopper. Det er ikke et museum. Det er en besætning, der skal fodres, passes, håndteres og køres til skue, ved siden af et fuldtidsarbejde som dyrlæge.
Den jyske hest er Danmarks ældste og nationale trækhesterace. Den var almindelig i landbruget helt frem til 1950’erne, hvor traktoren gjorde arbejdshesten overflødig i løbet af bemærkelsesværdigt få år. Bestanden faldt drastisk, og racen har siden været afhængig af et lille antal opdrættere, der blev ved.
Helle Dalsgaard er formand for Avlsforeningen Den Jydske Hest, og hun har over årene sat ord på, hvorfor racen ikke bare er en hyggelig historisk fodnote.
“Det er Danmarks nationale trækhesterace, og det er dansk kulturhistorie”, har hun sagt til LandbrugsAvisen.
Det er en pointe, der er nem at nikke til og svær at leve efter. Kulturhistorie kræver nogen, der står op om morgenen og gør arbejdet.
En af de ting, der gør avlsarbejdet med jyske heste anderledes end det, de fleste danske hesteejere kender fra sportsavlen, er stambogen. Den er lukket. Der kan ikke hentes friskt blod hjem fra udlandet, når man vil undgå for tætte slægtskaber. Alt skal findes inden for den bestand, der allerede er i Danmark.
Det betyder, at hver eneste avlsbeslutning tæller mere end i en stor race. En hoppe, der aldrig får føl, er ikke bare en tabt mulighed for den enkelte opdrætter. Det er et hul i en genpulje, der i forvejen er smal. Og det betyder, at folk som Helle Dalsgaard ikke kun har en hobby, men reelt sidder med en del af ansvaret for, om racen findes om tredive år.
Derfor fylder Landsskuet så meget i den jyske hests kalender. Det er årets ene store lejlighed til at møde folk, der ikke i forvejen kender racen, og samlingen af jyske heste i Herning regnes for verdens største af sin slags.
For en udstiller betyder det uger med forberedelse. Man og hale skal flettes, hovene skal være i orden, hesten skal kunne stå og mønstres blandt tusindvis af mennesker, højtalere og musik. En jysk hest på over 700 kilo, der bliver utryg, er ikke en nem situation. At de fleste af dem opfører sig upåklageligt i den ring, er ikke tilfældigt. Det er resultatet af håndtering hjemmefra og hårdt arbejde længe op til.
I år har opvisningen med de jyske heste haft et H.C. Andersen-tema. Det er den slags, der får publikum til at blive stående ved ringen lidt længere end planlagt, og det er præcis meningen.
Der er noget genkendeligt i historien, også hvis man aldrig har set en jysk hest i virkeligheden. De fleste af os kender følelsen af at være den, der bliver ved, når det er nemmere at lade være. At tage traileren frem endnu en sæson. At beholde den gamle hoppe et år mere. At sige ja til bestyrelsesarbejdet, fordi der ellers ikke er nogen.
Forskellen er, at når Helle Dalsgaard bliver ved, holder hun ikke bare sin egen hverdag i gang. Hun holder en race i live, som Danmark har haft i århundreder, og som stort set ingen skriver om.
Det er værd at kigge efter næste gang, du går forbi en ring med store, rolige heste med flettede maner. Der står som regel en person ved siden af, der har gjort det i mange, mange år.