Folden er grøn – men er der stadig nok at spise?
Læs mere →
På knap 160 hektar i Nationalpark Mols Bjerge går en flok heste, der aldrig har stået i en boks. Ingen aftenfodring, ingen dækkener, ingen stalddør der bliver lukket klokken ni. Siden 2016 har Exmoor-ponyer og Galloway-kvæg gået ude året rundt på Molslaboratoriet som naturplejere, og i april 2026 fik stedet ny ejer og en ny linje for dyrene. For os, der kender hestehold som fodringer, skemaer og staldgange, er det en model, der får en til at stoppe op — ikke som facitliste, men som spejl.
Hestene på Molslaboratoriet er ikke blevet lukket ind om aftenen. De har ikke ventet ved lågen, mens nogen vejede wrap af, og de har ikke haft en messingplade med navn på en boksdør. De har gået i den samme flok, på det samme areal, hele året — i sensommervarme, i novemberslud og i den slags forår, hvor græsset lader vente på sig.
Tanken bag er ikke særlig kompliceret. Når heste og kvæg går på et areal året rundt, holder de græsset lavt og lyset nede ved jorden, hvor de små planter lever. De bider pilekrat og opvækst tilbage, de ruller sig og laver bar jord, hvor frø kan spire, og deres gødning bliver til liv for insekter. Det, en maskine gør ensartet på en eftermiddag, gør en hesteflok rodet, langsomt og forskelligt fra sted til sted. Det er hele pointen.
Dyrene har adgang til vand, mineraler, læ og et tørt sted at ligge, og de bliver tilset dagligt. Men de har ikke haft foderspand, og de har ikke haft stald.
Den 15. april 2026 overtog Hempel Fonden Molslaboratoriet fra Naturhistorisk Museum i Aarhus. Stedet er dermed blevet en del af fondens projekt Vildmarken sammen med arealer ved Saksfjed, Asnæs og Nørholm — i alt omkring 2.500 hektar spredt over landet — og Molslaboratoriet skal fungere som det fysiske omdrejningspunkt med forskning, feltundervisning og skoleprogrammer.
Med det nye ejerskab fulgte en ændret linje for dyrene. Fonden har indført tilskudsfodring efter behov, et markant styrket dyrlægetilsyn og et loft over, hvor mange dyr der må gå på arealet. Seniorbiolog Thor Hjarsen har forklaret, at fonden satte en akut handleplan i gang med fodring og intensivt dyrlægetilsyn, efter en lang og kold vinter havde sat sine spor på nogle af dyrene. Direktør Anders Holm har samtidig lagt vægt på, at forskning og naturformidling skal fylde mere på stedet.
Modellen på Mols er ikke statisk, og den har været heftigt diskuteret i mange år. Spørgsmålet om, hvor meget mennesker skal blande sig, når dyr skal leve vildt, er ikke afgjort — heller ikke fagligt.
I begyndelsen af maj 2026 blev det meldt ud, at fonden havde købt omkring 40 hektar af tre naboer. Græsningsarealet voksede dermed fra cirka 120 til cirka 160 hektar, altså omkring 30 procent mere plads til heste og kvæg. De nye arealer rummer blandt andet frodige enge og et vandløb med kildevand, og de adskiller sig i vegetation fra resten af Molslaboratoriet.
For en flok, der skal finde det meste af sit foder selv, er variation i landskabet ikke pynt. Det er et spisekammer.
1. Ædetid slår mængde. En hest, der finder småbidder over mange timer, har en helt anden døgnrytme end en hest med to store måltider. Du behøver ikke 160 hektar for at gøre noget ved det — hønet, flere små portioner og fodring spredt ud over folden rykker mere, end de fleste tror. 2. Læ slår varme. Hestene på Mols søger krat og terræn, ikke opvarmede rum. Et solidt læhegn eller en tæt bevoksning på folden dækker et behov, der er ægte, hvor et ekstra dækken ofte dækker vores eget. 3. Flokken er ikke luksus. Stabile relationer, mulighed for at klø hinanden i manken og for at gå væk fra en, man ikke kan lide, er grundlæggende hestebehov. Det er ofte lettere at give end at skaffe mere plads.
Du kan ikke kopiere Molslaboratoriet til din fold, og du skal heller ikke. En sportshest i træning, en gammel hest med dårlige tænder eller en hest med sommereksem har brug for noget helt andet end en Exmoor-pony i et naturplejeprojekt.
Men der er noget ved billedet, der bliver hængende. En flok, der bevæger sig fra morgen til aften uden at nogen har lagt en plan. Føl, der lærer at være hest af andre heste. En hest, hvis dag ikke er inddelt efter vores kalender.
De fleste af os går hjem fra stalden med en fornemmelse af, at vi kunne have gjort det lidt bedre. Måske er det mest brugbare ved Mols, at det flytter spørgsmålet: ikke hvad vi kan give hesten mere af, men hvad vi kan give den lov til selv.