Folden er grøn – men er der stadig nok at spise?
Læs mere →
Om fald, ulykker og følelsen af ikke længere at stole på sig selv.
Et fald kan vare få sekunder. Men følelsen bagefter kan blive siddende i måneder. Nogle gange i årevis. For mange ryttere er det ikke selve ulykken, der bliver det sværeste. Det er det, der kommer efter. Første gang man skal trække hesten ud igen. Første gang man skal sætte foden i stigbøjlen. Første galop. Første lille spjæt, som pludselig føles meget større, end det gjorde før.
For selv når kroppen er helet, følger hovedet ikke altid med.
Mange ryttere beskriver den samme frustration efter et fald:
Man ved rationelt, at man burde være tryg igen. Måske var ulykken et uheld. Måske er hesten sød og velkendt. Måske er man kommet fysisk ovenpå.
Men kroppen reagerer alligevel.
Pulsen stiger.
Hænderne spænder.
Man holder vejret.
Bliver anspændt allerede inden man går ind i ridehallen.
Og ofte kommer tankerne hurtigt:
Hvad hvis det sker igen?
Det mærkelige ved ridefrygt er, at den sjældent handler om logik.
Den handler om erfaring.
Når man først har oplevet følelsen af at miste kontrollen — at blive kastet af, løbet med eller komme alvorligt til skade — husker kroppen det.
Også længe efter.
I ridesport er fald næsten normaliserede.
Man lærer tidligt, at man falder af. At det er en del af sporten. Noget man skal kunne håndtere.
Og selvfølgelig er mindre fald en naturlig del af at ride.
Men nogle oplevelser sætter sig dybere.
Det kan være:
For mange ryttere kommer chokket først bagefter.
Når man opdager, at man ikke længere rider på samme måde som før. At man pludselig bliver forsigtig. Tøver og holder igen. Eller helt begynder at undgå bestemte situationer.
Det svære ved frygt efter ulykker er, at den ofte sætter sig fysisk.
Man tænker måske:
Nu skal jeg bare slappe af.
Men kroppen gør noget andet.
Man spænder i lårene.
Trækker i tøjlen.
Læner sig frem.
Bliver stiv i kroppen.
Og hesten mærker det næsten med det samme.
Det kan skabe en ond cirkel:
Rytteren bliver nervøs → hesten reagerer → rytteren mister endnu mere selvtillid.
Pludselig handler ridningen ikke længere om glæde.
Den handler om kontrol.
Om at undgå fejl.
Om ikke at miste fodfæstet igen.
Efter et fald handler usikkerheden ofte ikke kun om hesten. Den handler også om én selv. Man begynder måske at tvivle på sine beslutninger, reaktioner, timing og mod. Nogle stopper med at ride bestemte heste.
Andre stopper med at springe.
Nogle undgår skovture eller stævner.
Måske er den største misforståelse i ridesport, at mod betyder ikke at være bange.
For mange ryttere ser det virkelige mod helt anderledes ud efter en ulykke.
Det kan være:
For efter et fald er det sjældent kun kroppen, der skal hele det skal selvtilliden også.