Derfor glemmer man aldrig sin første pony
Læs mere →
For mange starter det med en tilfældighed. Man kører forbi en rideskole, ser et opslag på sociale medier eller møder en gammel staldven. Pludselig dukker tanken op igen: “Jeg gad egentlig godt ride igen.”
Der kan være gået fem, ti eller måske tyve år, siden man sidst sad i sadlen. I mellemtiden er livet gået videre med uddannelse, arbejde, familie og alle de ting, der naturligt fylder. Ridningen gled i baggrunden, men for mange forsvandt interessen aldrig helt.
De færreste stopper med at ride, fordi de mister interessen for heste. Ofte er det praktiske forhold, der afgør det. Økonomi, tid eller nye prioriteter gør, at ridningen må vige pladsen for en periode.
Alligevel oplever mange, at fascinationen aldrig helt slipper. Duften af en stald, lyden af hove mod grus eller synet af en hest på en mark kan være nok til at vække minderne til live igen. Det føles næsten, som om man bliver mindet om en del af sig selv, der har ligget gemt væk.
At vende tilbage til ridesporten som voksen kan være forbundet med en del usikkerhed. Mange spørger sig selv, om de stadig kan ride, om de er blevet for gamle, eller om de overhovedet passer ind i rideklubben længere.
Men virkeligheden er ofte en helt anden. Rundt omkring i landet vender mange voksne tilbage til sporten hvert eneste år. Nogle rider én gang om ugen på en elevhest, andre finder en part, og nogle vælger igen at købe deres egen hest. Fælles for dem er, at de hurtigt opdager, at de ikke er alene.
Noget af det mest interessante er, at mange oplever sporten på en helt ny måde, når de vender tilbage.
Som børn handlede ridningen måske om at springe højere, ride hurtigere eller samle rosetter. Som voksne bliver motivationen ofte en anden. Hestene bliver et frirum fra en travl hverdag, et sted hvor telefonen bliver lagt væk, og hvor fokus flytter sig fra møder og to-do-lister til nærvær og samarbejde.
Mange beskriver netop den følelse som årsagen til, at de fandt tilbage.
Selvfølgelig skal balance, styrke og kondition bygges op igen. De første rideture kan godt føles uvante, og musklerne minder én om, at der er gået nogle år.
Alligevel bliver mange overraskede over, hvor meget kroppen husker. Små rutiner vender langsomt tilbage, hænderne finder automatisk tøjlerne, og efter nogle uger føles det igen naturligt at sidde på ryggen af en hest.
Det er ikke nødvendigvis teknikken, der kommer først – det er følelsen.
Det smukke ved ridesporten er, at den ikke har en udløbsdato. Du behøver ikke have redet uafbrudt siden barndommen for at finde glæden igen. Hestene er ligeglade med, om du holdt pause som 18-årig eller først vender tilbage som 50-årig.
Det eneste, der betyder noget, er lysten til at begynde igen.
Måske er det netop derfor, så mange vender tilbage. Ikke fordi de savner at muge bokse eller stå op klokken seks en søndag morgen, men fordi hestene giver noget, som kan være svært at finde andre steder. De skaber ro, nærvær og et frirum, hvor hverdagens bekymringer for en stund bliver sat på pause.