Udover at kunne flyve fejlfrit gennem banen, så er ét af springekvipagens vigtigste redskaber at kunne vende på en femøre. For en hurtig vending kan være den afgørende faktor, som sikrer jer sejren. Derfor skal vi nu hjælpe dig med at gøre dine vendinger endnu skarpere.
Grundlæggende handler det om at oparbejde en evne og villighed i hesten til at kunne flytte sig fra begge rytterens schenkler. Kort sagt laver man en hurtig vending ved at bruge sit indvendige ben til at støtte op om hesten, mens det udvendige ben bruges til af flytte den og dermed gøre vendingen så lille som muligt. Udvendige tøjle skal støtte op, mens indvendige tøjle viser vej. Hvis ikke du lærer at bruge hjælperne på denne måde, så bliver det svært nogensinde at kunne vende på en femøre.
De hurtigste ekvipager er dem, der formår at være i balance og arbejde sammen om det. Derfor skal din hest ikke kun være lydhør over for dine hjælpere, men også bringes i balance både før, under og efter vendingen. Her er en kort guide til, hvordan du kan opøve det:
Selvom det måske virker ulogisk først at lære hesten at bevæge sig væk fra vendingen, for derefter at gøre det modsatte, er det en nødvendighed. Det skyldes, at du skal have helt styr på og godt fat i den udvendige side, før du kan lære din hest at vende skarpt. Ellers risikerer du, at den mister balancen, og I kan være uheldige at styrte.
En måde at træne de skarpe vendinger er ved at lægge et par bomme ud eller sætte et par spring op i en firkant midt på ridebanen som vist på illustrationen her.
Så handler det bare om at ride i ottetaller henover, så du får øvet de skarpe vendinger til begge sider og direkte efter hinanden. Selvfølgelig er det en god idé at begynde i det små og øve dem én ad gangen.
En anden vigtig forudsætning er at være et skridt foran i sine tanker. Det betyder, at man skal kigge op og forsøge at danne sig et overblik – hele tiden. Og ja, det kræver virkelig multitasking. At kunne vende en hest og samtidigt forsøge at finde frem til, hvad man skal gøre, når man er kommet over forhindringen forude, er virkelig et spørgsmål om koordination. Og det er nok i virkeligheden det, der gør springridningen allersværest. Det kræver så meget teknik, og man skal virkelig være skarp for at huske – og ikke mindst gøre – det hele i høj fart.
Læs også: Six bar challenge: Hvad er det? Og hvem er den bedste?
Skal du se et par rigtig hurtige vendinger? Så se bare her, hvordan 17 lynhurtige ekvipager på topniveau rider igennem en springbane. For nogle går det godt – for andre går det skidt eller ligefrem galt. Det vidner blot om, hvor svær en teknik det er, der ligger bag – for både hest og rytter – og hvor stor betydning den har for, om man får en placering eller ej.