Ung iværksætter og springrytter: ”Jeg har virkelig lært at omfavne usikkerheden”

Igennem hele sin opvækst har Clara Bergman Smit altid været vant til, at hun skulle strukturere sin tid, så hverdagen gik op med både skole, fritid og hest – og ikke mindst stævner. Noget, som hun har haft stor glæde af som nyligt iværksætter i en alder af blot 26 år med firmaet byCAVOUR.  

Med byCAVOUR står Clara Bergman Smit bag de første vandafvisende, åndbare og nøje tilpassede ridebukser til den enkelte rytter.

Annonce

For den unge iværksætter drømmer om at optimere sporten med byCAVOUR, og det kræver både hårdt arbejde, disciplin og evne til at kaste sig ud i det ukendte. Noget, som ikke er nyt for Clara Bergman Smit efter mange år som springrytter på højt plan.

Læs også: Portræt: Sys Pilegaard, Dansk og Nordisk Mester i Tölt

Hun er ikke i tvivl om, at de mange timer i stalden har gjort, at hun har kunne navigere i tilværelsen som iværksætter.  

”Jeg har altid skulle strukturere min tid, og det har været en kæmpe fordel som iværksætter. Som rytter er jeg desuden vant til, at jeg – bogstaveligt talt – skal op på hesten igen. Den mentalitet har jeg virkelig omfavnet som iværksætter, selv om jeg nogle gange har været helt sindssygt bange,” forklarer hun.  

Træt af våde ridebukser 

Idéen til byCAVOUR opstod tilfældigt ved et stævne tilbage i 2021. Clara Bergman Smit havde været til springstævne i øsregnvejr, og de hvide ridebukser var langt fra hvide længere – en udfordring, som langt de fleste ryttere formentligt kender. Om ikke andet de våde ridebukser på en efterårsdag i stalden.  

Forinden stævnet havde Clare Bergman Smit været forbi sin studievejleder ved UCN (University College Nordjylland). På daværende tidspunkt læste hun en finansbachelor, men tanken om at blive revisor virkede ikke tillokkende. 

”Jeg snakkede med studievejlederen om, hvorvidt jeg skulle droppe ud, eller hvad jeg lige skulle gøre. Vi fik så lavet sådan nogle DISC-profiler, som viser, hvordan man er som person. Her sagde han det, der blev vendepunktet: ”Du skal da bare være iværksætter, Clara.” Jeg tænkte virkelig meget over det.”  

Idéen rumsterede i baghovedet indtil det drivvåde stævne, hvor det hele faldt på plads.  

Efterfølgende fik Clara Bergman Smit en masse sparring igennem Aalborg Kommune i forhold til iværksætteri. I 2021 vandt byCAVOUR Idékonkurrencen for videregående uddannelser ved Danish Entrepreneurship Festival 2021. 

”Derefter var jeg ret sikker på, at det var det, jeg skulle. Vi var jo omkring 100 studerende fra videregående uddannelser, så det var lidt vildt. Jeg tror ikke helt, jeg vidste, hvad jeg sagde ja til.”  

Det blev startskuddet til byCAVOUR, som i løbet af blot fem timer nåede sit crowdfundingmål på platformen Kickstarter.  

Ridebukserne fra byCAVOUR er vandafvisende, åndbare og nøje tilpasset til den enkelte rytter.

Staldtid er flowtid

Efterfølgende har Clara Bergman Smit færdiggjort sin uddannelse sideløbende med, at hun har fået byCAVOUR op at stå. Noget, der har krævet mange timers hårdt arbejde. Særligt en ting har gjort, at Clara Bergman Smit har kunne finde ro, når det hele er kørt afsted.

”Stalden er der, hvor jeg har min flowtid – der, hvor jeg slapper af. Jeg har brugt min sport til at koble af. Jeg kan ikke sidde og se tv. Det slapper jeg ikke af med. Jeg slapper af ude ved hesten,” forklarer Clara Bergman Smit og fortsætter:

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, jeg var konkurrencerytter, men jeg har ikke redet stævner i år. Jeg har brugt hesten til at koble af. Lige nu er det byCAVOUR, der løber med førstepladsen. Det kan sagtens ændre sig mange gange igennem livet, og jeg håber også, jeg skal ud at ride stævner igen.”

Læs også: 6 ting, der viser, hvor knyttet du er til din hest

For Clara Bergman Smit har rejsen med byCAVOUR været en lang øvelse i at prioritere det, der er vigtigt.

”Jeg har øvet mig i at finde ud af, hvad der giver mit liv værdi lige nu og så opprioritere det. For nu giver det energi og værdi i mit liv at få byCAVOUR op at stå. Derudover giver min egen personlige udvikling værdi, og jeg øver mig hele tiden i at sige nej til det, som ikke nødvendigvis giver mig energi.”  

Cavour var stjernen i mit liv

Derfor finder Clara Bergman Smit fortsat tid til hestene, men på en anderledes måde end tidligere, hvor hun har været aktiv springrytter på både nationalt og internationalt niveau – blandt andet med ham, der har lagt navn til byCAVOUR. 

”Jeg fik min gamle hest Cavour, da jeg var 15 år, og jeg nåede at have ham i 10 år, indtil han måtte aflives i efteråret 2021. Cavour var stjernen i mit liv. Derfor var jeg slet ikke i tvivl om, at mit mærke skulle hede byCAVOUR og have en stjerne som logo.”  

Desuden repræsenterede Cavour mange af de værdier, som Clara Bergman Smit har ønsket at tage med sig ind i sin virksomhed. 

”Cavour var min lærermester igennem livet. Han viste mig, at hårdt arbejde betaler sig. Han var avlet som dressurhest, og han endte med at springe både internationalt og til Danmarksmesterskaberne. Han viste mig, at selv om man er født til noget andet, så kan man komme langt med hårdt arbejde og passion.”  

For der er ingen tvivl om, at tilværelsen som iværksætter kræver hårdt arbejde og dedikation.  

”Nogle gange må man kaste sig ud i noget og arbejde rigtig hårdt for det, men med en tro på at det nok skal lade sig gøre, og det var det, Cavour viste mig. Derfor ville jeg ikke gå på kompromis med, at han skulle indgå i navnet til min virksomhed.”  

At turde stole på mavefornemmelsen  

Tilværelsen som iværksætter byder for Clara Bergman Smit på utallige arbejdstimer, da hun selv er med ind over alle processer. I den spæde start tog hun selv turen til Tyskland for at udvælge materiale til ridebukserne, men hun har helt fra starten valgt at inddrage sine følgere på Instagram. Dermed har hun produktudvikle sammen med dem – men i sidste ende er hun den, der træffer beslutningerne.  

”Jeg har altid været en arbejdshest, men at jeg har kunne arbejde fra klokken 6 om morgen og til klokken 10 om aftenen og glæde mig HELT vildt til dagen efter! Det har overrasket mig. Jeg kan blive helt opslugt af det! Det er kommet bag på mig, at det føles så naturligt for mig at være iværksætter. Man skal ville det, men jeg brænder virkelig for at optimere sporten.” 

Clara Bergman Smit byCAVOUR
Clara Bergman Smit driver virksomheden byCAVOUR.

Dermed ikke sagt at det seneste halvandet år har været let.  

”Nogle gange er det er hårdt at være sin egen chef og alene. Hvis der er et problem, som skal løses, så er det mig, der skal løse det. Det synes jeg godt kan være lidt svært. Selv om jeg har verdens bedste familie og venner bag mig, er det mig, der skal træffe beslutningerne. Jeg er blevet klar over, at det er enormt vigtigt at stole på min mavefornemmelse. At stole på at mit forarbejde er gjort godt. Det tror jeg er vigtigt.” 

Læs også: 10 danske og internationale instagrammere, du som hestemenneske bør følge

Op på hesten igen

Clara Bergman Smit har siddet på en hest i omkring 20 år, så hun kender til de mange udfordringer, man kan stå med som rytter – og det driver hende hver dag til at arbejde benhårdt for at løse udfordringerne. 

”Jeg har siddet på en hest, siden jeg var seks år gammel. Min mor er også rytter, og hun satte mig op på en hest og sagde: ”Så sidder du der Clara”, og det har jeg så gjort lige siden.”  

Op igennem folkeskolen og gymnasiet red Clara Bergman Smit et hav af stævner, men det har altid krævet dedikation og hårdt arbejde.  

”Jeg har altid haft gode heste, men jeg har også haft forældre, som har sagt, at jeg ikke måtte skifte mine heste ud. Det vil sige, at når der opstod problemer – som der jo ofte gør i sport – så måtte jeg ikke give mig selv eller hesten skylden. Jeg skulle være løsningsorienteret. Det kommer mig til gode i dag som iværksætter.”  

En bedre iværksætter

Derfor er Clara Bergman Smit heller ikke i tvivl om, at ridesporten har gjort hende til en bedre iværksætter. For hende har den største succes med byCAVOUR – indtil videre – været, at hun turde kaste sig ud i tilværelsen som iværksætter.  

”Når jeg har været allermest bange, så er jeg hoppet tilbage til de metoder, jeg har brugt på hesteryg; hvordan løser vi det her? Det er okay at være træt af noget, men så må jeg prøve at løse det og komme videre. Det er jeg meget stolt af. Selv om jeg kan være enormt bange, når jeg har stået overfor noget nyt, så har jeg gjort det alligevel. Jeg har virkelig lært at omfavne den usikkerhed i forhold til, hvordan byCAVOUR ville blive modtaget. Det tror jeg klart kommer fra hesteverden,” forklarer Clara Bergman Smit og fortsætter: 

”Der er så mange ligheder mellem at være konkurrencerytter og iværksætter. Man bliver nødt til at være i de ting, der nogle gange kan virke skræmmende – og så gøre noget ved det.” 

Læs også: Radiovært og rytter Dennis Johannesson: ”Jeg henter min energi hos hestene”

Efter så mange år i hesteverden ved Clara Bergman Smit også, hvad der skal til for, at vi som ryttere kan præstere vores bedste.  

”Når man dyrker sport, skal man have noget, der er komfortabelt, og hvor man som atlet føler sig tilpas. Hvis der er noget, vi ikke gider som ryttere, er det udstyr, der ikke fungerer! Derfor har jeg ønsket at skabe et produkt, hvor man som rytter føler, man kan præstere på topniveau – uanset vejret. Man føler ikke, man kan præstere ordentligt, hvis man ikke har godt udstyr på. Så får man ikke lige givet det den sidste skalle.” 

Fremtiden

Hvad fremtiden bringer for byCAVOUR, må tiden vise. For Clara Bergman Smit er det vigtig at skabe en virksomhed, hvor hun som menneske kan holde til at være iværksætter i mange år.  

”Jeg vil så gerne være med til at gøre en forskel. Mine produkter skal udspringe af kundernes behov, og derfor er det enormt vigtigt for mig at have andre ryttere ind over processen. Jeg vil lave tøj, som gør, at man som rytter kan dyrke sin sport bedre og mere selvsikkert.” 

Uanset hvad der sker med byCAVOUR, er der ingen tvivl om, at navnet forbliver.  

”Jeg har siddet til møder med store investorer, som har spurgt, hvorfor jeg står op om morgenen. Der har jeg altid sagt, at jeg gør det for at gøre Cavour stolt. Hans navn skal leve videre, og jeg vil gerne dele den historie, han har. Jeg håber, at folk husker de her bukser for, at det er hende, som tør være anderledes, og som vil være med til at gøre en forskel.” 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce