Radiovært og rytter Dennis Johannesson: ”Jeg henter min energi hos hestene”

“For mig er det både hesten i sig selv og så det at ride. Jeg har altid brugt det til den dér tavleviskereffekt, det har. Det er stadig det eneste sted, hvor jeg ikke tænker på noget som helst andet. Lige meget hvad jeg ellers laver af sport – dyrker vægttræning eller løber en tur – så rumsterer der altid et programforslag eller noget andet deroppe. Men ikke når jeg rider. I det hele taget ikke, når jeg har med heste at gøre”. Sådan fortæller Dennis Johannesson, der udover at ride også underviser et hold i dressur en gang om ugen.

Læs også: Hestetræning med glæde og plads til personlighed

Farmor satte gang i ridningen

Hestene har været i Dennis’ liv stort set altid. Lige siden han i en alder af 8 år begyndte til ridning på Mattssons Rideskole i Klampenborg nord for København.

“Det var min søde farmor, der fik mig i gang”, husker han. “Jeg var nok kommet til at sige, at jeg godt kunne tænke mig at komme til at ride. Og så tog min farmor mig med til Frederiksberg station, hvorfra vi kørte til Mattssons i Klampenborg, for der synes hun, jeg skulle gå til ridning. Det var jo sådan et fint burgøjsersted dengang.”

Dennis gik nogle år på Mattssons, men så døde hans farmor. Heldigvis gav forældrene ham lov til at forsætte til ridning, men som han husker: “Jeg måtte kraft stejle mig ikke gå der, for det kostede jo en formue. Så jeg skiftede rideskole og har redet lige siden. Mest dressur, men jeg har også sprunget en del i tidens løb.”

Spurgt ind til, hvad vennerne dengang sagde til Dennis’ foretagende på rideskolen, svarer han: “Nogle af mine drengevenner, da vi blev teenagere, de kunne godt finde på at sige, at “det der ridning, hvorfor går du til det?”. Dertil svarede jeg, at jeg syntes, det var ret fedt. Og så var der en eller anden, der var dum nok til at sige, at det kun var for piger. Hvortil jeg svarede: “Øh, ja – og?”. Og så pippede min kammerat bare lidt tilbage. Jeg havde da ingen problemer med, at der var mange piger, som i øvrigt syntes, at jeg var megasej. Men det var ikke derfor, at jeg var der. Jeg havde forelsket mig i hestene.”

Drømmen om en araber

Med den store interesse og passion for heste kunne man godt have forestillet sig, at Dennis havde overvejet at gøre det til sin levevej. Men det er aldrig kommet på tale – i hvert fald ikke i en traditionel forstand.

“Altså, da jeg var helt lille, ville jeg være dyrlæge. Og ja, jeg har da puslet med tanken, men aldrig sådan noget som at blive berider. Jeg ville nærmere lave noget, hvor jeg bare kunne ride hele tiden. Det gad jeg godt. Men drømmen var helt klart at få min egen hest”, fortæller Dennis.

Den drøm gik i opfyldelse. Dog først efter, at Dennis havde været en tur forbi Garderhusarregimentets panserdivision som frivillig. Dernæst kom arbejdet som postbud, begyndelse på karrieren som radiovært på The Voice og så købet af hans livslange ven.

“Jeg havde en araberdrøm og var ude at se på nogle OX’ere, men de var lige lidt små til mig”, forklarer Dennis og fortsætter: “De er jo gennemsnit omkring 150 cm i stang. Men jeg kunne rigtig godt lide deres udseende og temperament. Så jeg fandt ud af, at Shagya-araberen netop blev udviklet af det ungarske militær tilbage i 1789 på grund af ønsket om lidt mere robusthed kombineret med araberens andre egenskaber. Det fandt de i en hingst, der hed Shagya, som var stamfader til ham, jeg endte med at købe. Han var så meget araber, at han hed Koran – i sin stamtavle for at det ikke skal være løgn. Jeg ved ikke helt, om den var gået i dag.”

Mens Dennis var speaker på Lykkehjulet, var der en seer, der havde læst om ham i et blad. Hendes hobby var at stamtavleefterforske. “Så pludselig en dag modtog jeg hele Korans stamtræ indrammet. Det gik helt tilbage til statsstutteriet i Bábolna. Det hænger stadig på væggen derhjemme”, fortæller han. Makkerparret fik 20 fantastiske år sammen, indtil Koran ikke kunne mere og måtte aflives i en alder af 28 år.

Livet uden hest

Efter at Dennis måtte sige farvel til sin ven, oplevede han for første gang, at der gik skår i rideglæden.

“Da Koran dør, er det første gang i hele mit liv, at jeg ikke har lyst til at ride.Der går faktisk noget, der ligner to år, før jeg får lyst til det igen”, forklarer han.

“Han var jo ligesom blevet en del af familien. Vi havde ham jo også stående hjemme et par år, da vi først flyttede fra København min kone, Carina, og jeg. Det var en drøm, jeg havde haft. Tænk at vågne op, og så stod min hest lige derude. Men det var faktisk de år, hvor jeg red allermindst. Jeg havde aldrig tid. Der var altid et eller andet, der skulle ordnes og fikses. Men jeg fik prøvet det – heldigvis. For ellers havde jeg nok drømt om det til mine dages ende”, erkender Dennis.
“Men jo, Koran var en del af familien, og vores datter, Sarah, voksede op med ham. Jeg har stadig billeder på nethinden af hende, hvor hun dårligt har lært at gå, og hun trækker afsted med ham. For han var simpelthen så forsigtig, når der var børn. Han gik helt oppe på tåspidserne og turde næsten ikke rokke med et øre, og Sarah trak bare glad afsted med ham”, husker han.

Efter nogle år begyndte datteren – også i en alder af 8 år – at vise interesse for ridning. Dennis endte derfor med at blive en rigtig hestepigefar, der kørte sin datter frem og tilbage til ridning.

Skovtur, dressur og undervisning

For tiden bruger Dennis tid med hestene to steder. Det ene sted er Englerup Mølle, hvor Ringsted Rideklub holder til. Her rider han Gitte Nørgaard Myltings hest, Fighter, om torsdagen. Det bliver tit til en skovtur med ridemakkeren René og hans fjordhest. Traditionen tro afsluttes turene med en rød Tuborg og chips.

“Det er det, det går ud på. Det er et fedt sted at komme. Alle er så søde,” fortæller Dennis og beretter: “Engang, da Fighter skulle have massør om torsdagen, kunne jeg ikke komme til at ride. Jeg lagde et foto på Facebook af ridehjelm og en øl og skrev, at det desværre ikke blev til en ridetur for mig den dag. Og pling, så stod der to af de andre hesteejere og sagde, at jeg kunne låne en af deres”.

Derudover holder Dennis til på Suså rideskole, hvor han har en aftale med ejeren Niels Erik Larsen, om at ride hans polske varmblodshest, Baron.

“Det er en rigtig dejlig hest, og til gengæld underviser jeg et hold en gang om ugen. Så går det op,” fortæller Dennis.

“Mange spørger, om jeg ikke skal have min egen igen, men det er mit liv ikke til nu. Jeg har for mange andre ting, og jeg har jo prøvet det. De der 2-3 timer hver dag, der skal bruges, og der er jeg ikke lige nu. Men det her er perfekt, og jeg føler mig meget privilegeret”, understreger han.

Dennis rider heller ikke stævner, men det gjorde han, dengang han havde Koran.

“Ham sprang jeg også på, indtil min datter Sarah blev født – så blev jeg bange for at springe. Men inden da havde vi faktisk sprunget rigtig højt. I begyndelsen kunne jeg slet ikke forstå hvorfor, indtil én fortalte mig, at det var sådan noget biologisk noget. Pludselig tænker du over, hvad der sker, hvis du brækker nakken, og du har et barn. Det er helt normalt. Så 80-90 centimeter er, hvad jeg kan klare nu.”

Holte Rideklub blev et stort vendepunkt

Efter næsten 20 år i den kommercielle radioverden stoppede Dennis på The Voice i 2007 uden egentligt at vide, hvad han så skulle. Men så dukkede der en mulighed op på Holte Rideklub, som faktisk blev stærkt medvirkende til, at Dennis i dag er ansat i DR.

“Radio er jo min passion, og det begyndte som en hobby. Jeg havde jo oplevet, at det kunne lade sig gøre at leve af sin hobby. Derfor overvejede jeg, om jeg måske også kunne leve af en anden passion. Jeg endte med at tænke nej, indtil der kom et stillingsopslag som administrerende leder af Holte Rideklub. Kald mig bare en, der tror på sig selv. Jeg tænkte, at hvis man skal administrere og lede et eller andet sted i Danmark, så hvorfor ikke Holte Rideklub, som jo er et af de største steder, man kan forestille sig? Så det søgte jeg da”, fortæller Dennis imens han griner højlydt.

“Jeg havde masser af gode ideer til, hvad man kunne gøre. Det var fantastisk søde mennesker og en sød bestyrelse, der ansatte mig. Men set i bakspejlet…” uddyber Dennis lettere tøvende. Efter et halvt år var han ude igen. Der var for mange ringbind og for lidt ridning, syntes han. Men han var taknemmelig over at have prøvet det, for det gav ham en brugbar timeout lige på det tidspunkt.

“Det betød jo, at da jeg så søgte ind i radioverdenen igen, så vidste jeg, at det var det, jeg ville. For Holte Rideklub er min tid d´er jo et støvfnug i deres historie, men for mig blev det virkelig væsentligt. Det var min vej ud af den kommercielle radiobranche og ind i DR. Jeg havde brug for den stepping stone. Så jeg er dem stadig meget, meget taknemmelig over, at jeg fik muligheden.”

De magiske øjeblikke

Midt i den nu travle hverdag på P4, hvor Dennis er vært på programmerne Diva og Dario og Hit med historien, er det stadig hestene, der så at sige gør, at han har overskud til arbejdet. Det er der, han henter sin energi. I stalden, i sadlen og i mødet med hestene generelt.

“En af de yngre blandt de elever, jeg underviser, spurgte en dag, mens hun sad på hesten, om hun og hesten var en ekvipage. “Nej, ikke helt,” svarede jeg. ”Jo, det siger min mor. En hest og en rytter er en ekvipage.” Men jeg sagde nej, for i min optik er man først en ekvipage, når man virkelig er i sync.” fortæller Dennis.

“Jeg mener virkelig, at en ekvipage er, når man kan se, at hest og rytter er one. Så er den der. Der er mange gange, når jeg selv rider, hvor vi bare er hest og rytter. Men der er også momenter, hvor vi er en ekvipage. Hvor vi forstår hinanden, og vi smelter lidt sammen i en eller anden symbiose, der giver mening. Det øjeblik er jo skønt – det ved alle hestemennesker. Fornemmelsen af, at nu ved hesten, hvad jeg vil, og jeg forstår den. Det kan være næsten umuligt at forklare ikke-hestemennesker. Det er de øjeblikke, man jagter”, afslutter Dennis.

• Dennis Fisker klar til at fastholde dansk ungdomsdressur i den internationale top
• Finaledommerne er fundet
• 10-tal og høj kvalitet ved Dansk Varmblods egnethedstest
• Den næste generations dressurtalent – mød Victoria Vallentin
• Q&A – Ute Shanti Lehmann