Kun 50 føl om året: Frederiksborghesten holder stand
Læs mere →
Der findes hesteracer, man møder i næsten hver en stald. Og så findes der Frederiksborghesten — en adræt hest, oftest fuks, med en stambog, der er ældre end noget andet husdyrs i verden. Alligevel fødes der kun omkring 50 føl af den om året. Racen, som danske konger byggede op for næsten 500 år siden, holdes i dag i live af en lille flok opdrættere, der nægter at lade den forsvinde.
Spørg en tilfældig rideskoleelev, hvad en Frederiksborghest er, og du får sikkert et blankt blik. Spørg til gengæld en af de opdrættere, der har racen gående på folden, og du får en hel historie — om konger, om krig, og om en stambog, der har overlevet, hvor de fleste andre for længst er gået tabt.
Frederiksborghesten blev til på kongeligt initiativ. Allerede i 1500-tallet samlede Frederik II det bedste avlsmateriale ved Hillerødsholm, og hans søn Christian IV byggede for alvor stutteriet op — blandt andet med spanske heste, der gav racen dens stolte, adrætte form. I næsten hundrede år var Frederiksborghesten en af Europas mest beundrede heste, brugt både som let ridehest til den høje skole og som fornem kørehest ved hoffet.
Det er også her, racens største kuriosum ligger. Stambøgerne blev ført med så stor omhu, at Frederiksborghestens stambog i dag regnes for den ældste over noget husdyr i verden. Ingen anden race kan følge sine linjer så langt tilbage.
Storhedstiden holdt ikke evigt. Racen blev så eftertragtet, at alt for mange heste blev solgt ud af landet, og i midten af 1800-tallet var bestanden herhjemme blevet for lille. Det kongelige stutteri lukkede omkring 1871, og fra da af var det danske bønder, der holdt racen i live på privat basis.
Det virkelige knæk kom efter Anden Verdenskrig. Da traktoren overtog markarbejdet, forsvandt behovet for den stærke arbejdshest nærmest fra den ene dag til den anden. Ifølge NordGen, det nordiske center for genressourcer, blev et næsten ufatteligt antal Frederiksborgheste sendt til slagtning i 1950’erne. Racen, der engang havde båret konger, stod pludselig på kanten af at forsvinde helt.
I dag er Frederiksborghesten en truet race. NordGen fører den blandt de nordiske hesteracer, der er i fare for at uddø, og der fødes kun omkring 50 føl om året. Ifølge Frederiksborg Hesteavlsforeningens egne tal er der i omegnen af 2.000 dyr tilbage på verdensplan — et tal, der svinger afhængigt af, hvordan man tæller, og som foreningen selv arbejder på at få større.
Bag tallene står en lille, stædig flok mennesker. Frederiksborg Hesteavlsforeningen samler de opdrættere, der har valgt racen — ikke fordi den er den nemmeste vej til en konkurrencehest, men fordi de ikke kan bære tanken om, at 500 års dansk hestehistorie skulle ende på deres vagt. Hvert år mødes medlemmerne til generalforsamling, hvor kåringer, hingstevalg og avlsplaner bliver vendt, og hvor man deler den viden, der skal til for at holde en så lille bestand sund.
Arbejdet foregår også langt fra folden. Der er indsamlet frossen sæd fra racens hingste og lagt i Den Danske Genbank, så vigtige blodlinjer ikke går tabt, selv hvis en hest dør. Det er bevaring i praksis — tålmodigt, konkret og uden de store overskrifter.
Man kunne spørge, om det overhovedet gør noget, at en gammel kørehest bliver sjælden. Der findes jo masser af heste. Men en race er mere end sine hove og sit hårlag. Frederiksborghesten er et stykke levende danmarkshistorie — den samme hest, som gik i de kongelige stalde, går stadig på en dansk fold, fordi nogen besluttede, at den skulle blive ved.
Måske er det netop dét, der gør de danske Frederiksborg-opdrættere værd at kende. De rider ikke efter medaljer eller millionpræmier. De holder en dør åben til fortiden — og giver en 500 år gammel hest lov til at have en fremtid.