Andreas Schou fortsætter med stævner i hele Europa

Absolute Horses-rytteren, Andreas Schou, var tilfreds med VM, selv om det ikke blev til medaljer i denne omgang. Men han tror stadig på EM og OL.

Læs også: Forstående kone og gode heste sikrer Andreas Schou VM-plads

Annonce

Det blev ikke til medaljer ved VM i ridebanespringning, men Kolding-rytteren Andreas Schou har bestemt ikke mistet modet. Han er indstillet på at fortsætte med at deltage i en masse stævner over hele Europa. Og drømmen er forsat først EM i Milano til næste år og derefter OL i Paris i 2024.

Så Andreas vil heller ikke resten af året være meget hjemme i Kolding, hvor han bor, eller på hestecentret Absolute Horses, som han driver sammen med sin bror Christian på Tågerup ved Sommersted.

Andreas og Darc de Lux endte som bedste placerede dansker som nummer 32 og kom dermed ikke med i den individuelle finale, som var for de bedste 25. Og det danske hold endte som nummer 16 og kom dermed ikke i holdfinalen.

Små marginaler

– Hesten kom i den form, jeg havde håbet på, siger han. Men Darc er en stor og langsom hest, så i en tidsspringning må man tage fuld risiko, og det kostede så to nedslag. De følgende dage sprang han fantastisk, men et nedslag kan der let komme – det er jo levende dyr og ikke en bil, vi arbejder med. Det er de små marginaler, der afgør det. Et enkelt nedslag kan vende op og ned på det hele. Det er det, der gør vores sport mere uforudsigelig end for eksempel dressur. Det kan så hurtigt ændre sig. 

Det var svære baner, fortæller Andreas Schou, men understreger også, at sådan skal det være, når der skal kåres en verdensmester. Når 100 dygtige ryttere mødes, skal der være noget, der skiller folk ud.

– Banedesigneren havde lavet en bane, der bød på nogle udfordringer.  Det skal jo være den rigtige, der vinder, siger han.

Hele VM-arrangementet i Herning var virkelig godt, fortæller Andreas Schou. Der var udelukkende ros for det hele – de fine forhold for heste, ryttere og grooms, god forplejning og et godt messeområde.

Læs også: Spring med Andreas Schou: Dressurens betydning for et godt spring

Godt for Danmark

Selv om det danske hold ikke kvalificerede sig til OL, så gik resultatet Danmarks vej. De fem bedste hold, der nu er sikret OL-deltagelse er – sammen med EM-værtsnationen Frankrig – sikret plads ved OL. Så det betyder, at de seks lande ikke er med i kampen om de tre pladser, man kan få til OL via dysten om EM. Man kan altså få en OL-plads ved at blive nummer ni.

For at stille et hold til EM skal Danmark bare have mindst fire ryttere, der har opfyldt kvalifikationskravene. Så det gælder det om at komme ud og sikre sig.

Det kræver planlægning at få sikret sig starter til de store stævner. Rytteren skal 12 uger frem aflevere en såkaldt Wish-list – en ønskeseddel – til det internationale rideforbund FEI. Alle arrangører skal nemlig give halvdelen af startpladserne til ryttere fra verdensranglisten.

Andreas Schou VM
Koncentrationen lyste ud af Andreas Schou på VM-banen. Foto: Sportfot

Nummer 37 på ranglisten

Andreas har taget et ordentligt hop på verdensranglisten. 1. september i fjor kom han som nummer 90 på Top-100 listen. Så blev han nummer 79 og så nummer 53. Men ved opgørelsen 1. august rykkede han op som nummer 37. Det har gjort det lettere at få lov at stille op til de store stævner. 

I juni fik han en wildcard fra FEI til at deltage ved det store Golden Champions Tour-stævne i Cannes, hvor det blev til en 7. plads. 

Nu er han via ranglisten sikret plads til Golden Champions Tour-stævnet i Valkensvaard i Holland sidst i august. Han skal også til internationale stævner i Bruxelles, Wien og Grimaud ved Saint Tropez. Men så er det også planen med et par ugers pause.

Allerede da Andreas rykkede op i Top-60 på ranglisten, sikrede han, at Danmark bliver inviteret til samtlige World Cup-stævner, og her håber han at kunne komme til både Oslo og Lyon i oktober.

– Jeg tror stadig på EM og OL. Danmark har ryttere til et godt hold, siger han. 

Læs også: Lars Nørgaard Pedersen fik guld for tredje år i træk

Kilder

Pressemeddelelse fra Absolute Horses

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce