Gode trænere har afgørende betydning for fastholdelse af medlemmer, rekruttering af nye og det enkelte medlems udvikling. Dansk Ride Forbund udbyder nu et “Gør-det-selv” kursus, der gør det lettere at klæde klubbens nye trænere på til undervisergerningen.
Nemt at uddanne klubbens trænere
Vil I som klub gerne give jeres trænere enkle redskaber til at planlægge og gennemføre deres undervisning? Så er “Gør-det-selv-kurset” 1-2-træner noget for jer. Kurset gennemgår grundelementerne i ATK-undervisningen, og giver kursisterne ideer til basistræning på begynderniveau.
1-2 træner kurset er målrettet nye trænere og hjælpetrænere. Der præsenteres enkelte redskaber til planlægning og gennemførsel af undervisningen, som trænerne kan bruge i deres dagligdag. Kurset er et “Gør-det-selv” kursus, hvilket betyder, at klubben afholder kurset på egne faciliteter, og selv står for at finde en underviser til kursisterne. Forslag til underviser kan findes i linket nedenfor.
Kurset er udarbejdet i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Ride Forbund (DRF) og består derfor af en idrætsgenerel-del og en ride-del. Det gennemgående omdrejningspunkt for materialet er Aldersrelateret Trænings Koncept (ATK). Find DRFs gratis hæfte og bliv klogere på ATK her.