Beskæftigelse til hesten i boksen: 4 ting du kan bygge på en aften
Læs mere →
På verdensplan findes der omkring 30 million ryttere, som deltager i konkurrencer med deres hest. Når teamet, der består af en hest og en rytter fungerer, er ridesport jo som bekendt en stor nydelse. Til gengæld kan farer opstå, hvis der kommer knas i kommunikationen mellem hest og rytter, så rytteren får ufrivillige afsidninger
Når den ene af partnerne i forholdet er et massivt dyr, som kan bevæge sig med 40- 50 km i timen, er det selvsagt farligt, når der opstår situationer, hvor rytteren falder af eller hesten vælter, og rytteren i værste fald kommer i klemme. Ny viden omkring hovedskader i sport viser, at der er et kæmpe overset område, som handler om, at ryttere ikke kender symptomerne ved en hjernerystelse. Derfor er de tilbøjelige til at ride videre efter et fald, selvom de måske har en alvorlig hjernerystelse.
Nye undersøgelser viser, at på hesteryg kommer ryttere 20 gange oftere til skade end motorcykelryttere, når de styrter. Undersøgelsen viser også, at hestesport er farligere end både motorsport og rugby, fordi langt flere ryttere falder af og slår hovedet. Hovedet og den øverste del af kroppen er i øvrigt de dele af legemet, som oftest bliver beskadiget, når ridningen går galt. Undersøgelsen viser, at alt efter aldersgruppe er der forskel på, hvor rytterne kommer mest til skade på kroppen under fald og styrt. Ryttere under 18 år beskadiger oftest kraveben, albuer og håndled, når de falder af. Ryttere over 50 år beskadiger som oftest ribbenene, når det går galt, mens aldersgruppen 18–50 år statistisk set har en forhøjet risiko for at få hjernerystelse i faldulykker. Både for aldersgruppen under 18 år og for den over 50 år gælder det, at hjernerystelse er den anden mest rapporterede skade.
Inden for ridesporten har man set en en tendens til, at hjernerystelser ikke bliver anmeldt eller undersøgt hos en læge. Der kan være mange grunde til det, men rapporten lægger op til, at det specielt er konkurrenceryttere, som ikke vil rapportere om hovedskader, fordi de har et stævne på bedding, og derfor ikke vil virke svage eller skadede over for sponsorer og konkurrenter. Andre igen genkender ikke symptomerne på en hjernerystelse, og de får af den grund ikke holdt den nødvendige pause fra ridningen. I den forbindelse er det kortlagt i undersøgelsen at op mod 72 procent af de ryttere, som får hjernerystelse selv afgør, hvornår de er parate til at begynde med at ride igen. Hvad der ydermere vækker stor bekymring i forskergruppen er, at op mod 12 procent af gruppen er børn, hvor forældrene efter at barnet har haft hjernerystelse personligt afgør, at nu er barnet klar til at begynde på ridningen igen – uden et forudgående lægetjek.