På vores Facebook side efterspurgte vi jeres hjertehest – jeres historie og jeres billeder. Over hundrede af jer sendte os jeres historier og vi har læst hver og en samt set de rørende billeder af alle jeres hjerteheste. Levende såvel som himmelheste. Fælles for alle historierne er en kærlighed til hestene i jeres liv, som har gjort dybe indtryk.
Her får du Rikke Koch og Apollons historie.
*Vi gør opmærksomme på, at historien er Rikke Kochs egne ord, beskrivelser og overvejelser.
Rikke og Apollon
“Fra det allerførste øjeblik, hvor jeg så ham komme løbende, var jeg ikke i tvivl. Hans øjne skreg bare efter mig, og måden, han kom løbende os i møde inde i stalden, fortalte os at han havde ventet længe på, at vi kom.
Apollon, Pollon i daglig tale, fik jeg to måneder før min konfirmation. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle have hest på daværende tidspunkt, men han dukkede lige pludselig frem på De Gule Sider, og senere skulle det jo vise sig, at det åbenbart var det eneste rigtige for både Apollon og for mig.
Læs også: 6 ting der viser, hvor knyttet du er til din hest
Han var meget, meget mager, da vi købte ham. Det var han de første mange måneder, men så skiftede det lige pludselig. Jeg brugte dernæst ni år på at slanke ham igen. Men på trods af træning seks gange om ugen, begrænset foder og græs (han fik selvfølgelig det grovfoder, han skulle have), kunne han bare ikke komme af med de sidste kilo.
Pollon havde allerede som 10-årig haft ni forskellige hjem. Flyttet rundt omkring i Vendsyssel fra den ene ejer til den anden. Pollon havde en helt særlig personlighed, og meget af det var præget af, at han havde haft så mange forskellige hjem.
Fra den ene yderlighed til den anden
Da vi fik ham hjem, gik det først op for os, hvor radmager han var, da vi kunne se ham sammen med andre heste. Han var muskelfattig, tynd, fyldt med svamp og betændte sår indenunder sin lange, lange og uldne pels. Dyrlægen mente, han var i så dårligt huld, at der ikke var gået mange uger, før hans krop havde givet op.
Læs også: Sæt din tynde hest i god form igen
Men indenunder den uldne pels gemte der sig den skønneste, dejligste, roligste, smukkeste og mest godmodige dreng, som for altid vil være min hjertehest. Han forvandlede sig fra den grimme ælling til den smukkeste svane. Han havde separationsangst, skæve ben, dårlige hove, var alt for overvægtig, men kunne ikke tabe sig, ligegyldigt hvad vi forsøgte. Men han var alt, hvad jeg havde drømt om. Han var en rigtig guldhest.
En ven for livet
Pollon blev hurtigt min bedste ven. Jeg brugte alle mine frie og vågner timer sammen med ham og helst kun ham og jeg alene. Vi fik et helt specielt bånd. Et bånd, som ikke kan forklares med ord, men alle, der kendte os, kunne se, vi var sjælevenner.
Pollon var en pleaser. Han gjorde alt, hvad jeg bad ham om. Også selvom han ikke vidste, hvad han skulle gøre, så gjorde han et forsøg på 110%.
I de første mange år lyttede han kun efter mig – hverken min søster eller mor kunne ride ham eller få ham til at gøre ting, som jeg kunne uden problemer.
Op igennem vores pony-år brillerede han smukt på dressurbanerne. Han var ikke den fødte dressurhest, men han gjorde sit bedste, og det endte altid med, at vi fik en blå roset med hjem.
Apollon kom ind i mit liv på det allerbedste tidspunkt. Og det skulle vise sig, at lige så meget som jeg havde brug for ham, havde han også brug for mig. Han kunne mærke, at vi var der for at hjælpe ham og give ham et trygt og blivende hjem, og han kunne mærke, at jeg havde brug for hans hjælp. Og den hjælp fik jeg flere gange. Hans hjælp var både fysisk og psykisk. Fysisk på den måde at han har redet mig utallige gange fra at komme til skade. Psykisk fordi han forstod mig på en måde, som ingen andre kunne.
Allermest på efterskolen, hvor han var med, var han meget min terapihest. Efterskolen var en blandet tid for mig, men det var helt klart tiden med Pollon, som gør, at der også er glade minder at se tilbage på. Pollon var mit et og alt. Jeg kunne ikke undvære ham i min dagligdag, og da jeg flyttede hjemmefra, kørte jeg alligevel 60 km om dagen – bare for at bruge lidt tid med ham.
Læs også: Læsernes historier: Det har livet med heste lært os os
Jeg følte, han var mit barn. Jeg var bekymret for ham dag og nat. Jeg var altid i tvivl, om jeg nu gjorde det bedste for ham, og om det var noget andet, jeg skulle gøre i stedet for. Hver dag fyldte han mit hoved, og alle mine handlinger var bestemt efter, hvornår jeg skulle ud til Pollon.
Det svære farvel
Jeg mistede ham desværre i november 2022, efter han havde været pensioneret siden 2019. Hans ben gav desværre op til sidst. Han blev 21 år gammel. I 2019 blev han pludselig halt. Ingen kunne finde ud af hvorfor. Men det var altså slut med dressur, spring og lange skovture. I stedet skulle han skridtes hver evig eneste dag. Så det gjorde vi selvfølgelig. I alt slags vejr.
Apollons ben gav som sagt op. Vi fandt ud af, at Pollon havde PSSM, og det var nok hovedsageligt grunden til, at han blev halt. Men til sidst gik det stærkt. Det startede med bagbenene, men en dag kunne jeg se, at han stod mærkeligt på sine forben. Og fra den dag var jeg ikke i tvivl om, at nu var det tiden.
Dagene, som jeg havde frygtet siden 2019, var kommet.
Jeg havde så ondt i maven, og var frygtelig ked af det, men jeg vidste også, at det sidste, jeg ville udsætte Pollon for, var mere smerte. I alle 10 år, hvor han havde været min, har han haft det som blommen i et æg, og det skulle ikke slutte nu, bare fordi jeg havde ondt i maven over at skulle ringe til dyrlægen. Og dyrlægen var desværre heller ikke i tvivl. Tiden var kommet. Jeg skulle sige farvel til mit hjertebarn.
Mit et og alt, min bedste ven og hele mit liv og halvdelen af min personlighed skulle jeg til at sige farvel til. Og hvordan gør man så det? Jeg gjorde det både på den rigtige måde, men også den forkerte. Jeg var ked af det – SÅ ked af det. Men jeg vidste, der ikke var andre veje. Men eftertiden tacklede jeg forkert, og det endte med en depression på grund af ubearbejdet sorg. Heldigvis har jeg den bedste familie, som heller ikke var i tvivl om, hvad Apollon betyder, så jeg kom over på den anden side igen med hjælp fra dem.
Læs også: De 8 hårdeste ting ved at miste en hest
I dag savner jeg ham stadig. Utrolig meget. Det har været svært at slippe ham, og alle minderne og hans ting er stadig nede i stalden – uberørt.
Men jeg har fået købt mig en ny hest. Det er ikke en erstatning for Apollon, for det findes ikke, men en ny bedste ven, for det er, hvad jeg selv har brug for. Aldrig vil jeg møde en hest, hvor jeg får det samme specielle bånd til, men jeg er så lykkelig og har ikke fortrudt købet af den nye hest ét sekund. Vi har en spændende og ny fremtid forude, og det glæder jeg mig utrolig meget til. Men Apollon, han vil altid være hesten for mig.”
