Heste er sociale dyr, der danner tætte bånd med deres flok, og med de mennesker, der håndterer dem til dagligt. En nylig undersøgelse offentliggjort i “Frontiers in Veterinary Science” har kastet lys over forholdet mellem mennesker og heste, og dens betydning for hestevelfærd.
Heste bliver mere afslappede når de interagerer med mennesker som de har opbygget et godt forhold til. Det viser et studie udført af en gruppe italienske forskere. Resultaterne fra undersøgelsen afslører, at heste har en evne til individuelt at kunne genkende personer, og det tyder på, at fortrolighed er et vigtigt element i interaktioner mellem mennesker og heste. Heste udvikler positive følelser, når de ser et velkendt ansigt. Denne viden kan være værdifuld for hesteejere og trænere. Det understreger vigtigheden i at forbedre velfærden for heste, og derfor er det overordentligt vigtigt at opbygge positive relationer, mener Chiara Scopa, som har ledet studiet.
Læs også: Studie overrasker: Heste og hunde forstår hinanden, når de leger sammen
Hvordan opfatter hesten?
Ifølge Chiara Scopa har undersøgelserne vist, at heste kan skelne mellem kendte og ukendte mennesker ved hjælp af både visuelle og vokale signaler, og de er i stand til at danne langvarige minder. Forholdet mellem mennesker og dyr kan udvikles gennem efterfølgende interaktioner, og det bliver påvirket af den positive eller negative følelsesmæssige karakter, forklarer Chiara Scopa. Heste bruger en form for kategorisering når de skal vurdere tilgangen og måden kontakten til mennesker er på. Dermed kan de fornemme om mennesker er positive, negative eller neutrale. Interaktioner mellem mennesker og dyr er følelsesladede begivenheder, der fremkalder helt særlige følelsesmæssige tilstande hos begge involverede parter, forklarer forskerne.
Hvilke reaktioner blev målt?
Undersøgelsesholdet forklarede, at forholdet mellem menneske og hest tidligere hovedsageligt er blevet undersøgt gennem at se på hestens adfærd. For at få en mere præcis vurdering af hestens følelser, var det vigtigt for forskerholdet også at undersøge de fysiologiske indikatorer på hestens følelsesmæssige reaktion, når forskellige mennesker håndterede dem. Forskerne analyserede hestens puls og pulsvariation, når de stod i boksen.
Læs også: En tikkende bombe: Handlen med skind truer bestanden af æsler verden over
Hvordan foregik studiet?
Undersøgelsen involverede 23 sunde heste af blandet race, der alle var vant til interaktioner med to til seks forskellige personer i forbindelse med daglig håndtering og træning. Hestene var for det meste involveret i rideaktiviteter på amatør niveau. I undersøgelsen medvirkede 22 personer, hvoraf 12 deltagere var personer, der var velkendte for hestene og 10 som hestene ikke kendte. For hver kendt person blev en ukendt person af samme køn matchet. Den velkendte eller ukendte person kom ind i boksen og stod ved døren i fem minutter. Hesten kunne se og lugte dem, men kunne ellers frit bevæge sig rundt, som den ville. Personen tog derefter en børste og striglede hesten i to og et halvt minut på hver side. Samme procedure blev gentaget for hver hest med henholdsvis den velkendte og ukendte person.
Hvorfor er undersøgelsen vigtig?
Formålet med denne undersøgelse er at forstå de mange aspekter af forholdet mellem menneske og hest, især niveauet for fortrolighed og følelsesmæssige tilknytning. Forskernes hypotese var, at gode, langsigtede forhold til mennesker har en positiv indvirkning på hestens følelsesmæssige tilstand, og at dette ville kunne afspejle sig fysiologisk i hestens hjertefrekvens. Med andre ord, var forskerne i stand til at kontrollere, om heste udviser forskellige reaktioner, når de er sammen med henholdsvis velkendte personer, som ukendte personer.
Hvorfor er der forskel på håndtering fra højre eller venstre side?
Traditionelt set bliver mange tam heste håndteret på deres venstre side, bemærkede forfatterne, og derfor antog forskerne, at tilgangen på højre side udgjorde en ekstra stimulans for de heste, der var med i undersøgelsen. Det ville potentielt blive opfattet af hesten som en anderledes og mere usædvanlig måde at blive håndteret på, og det kunne bidrage til forøgelsen af ubehag når hestene blev håndteret af en ukendt person.
Læs også: 5 ting børn lærer ved at omgås heste
Hvorfor er hestens reaktioner særligt vigtigt for sårbare mennesker?
Muligheden for at forstå, hvordan et dyr oplever kontakt med mennesker, er uvurderlig, mener forskerne. Det kan særligt have en betydning for heste, der anvendes i terapi, og sårbare personer kan få meget ud af positiv omgang med heste. Heste er gode til at observere, og de er meget opmærksomme på vores følelser og selv helt små bevægelser. Det kan hjælpe mennesker til at føle sig trygge når de er sammen med heste.
Læs også: Bevidsthed: Kan heste tænke, føle og vise empati?
Hvad bekræfter undersøgelsen?
Ifølge forskerne, styrker undersøgelsen den opfattelse, som mange der har med heste at gøre til dagligt har mærket. Forholdet mellem hest og menneske bliver stærkere med daglige interaktioner, og disse interaktioner skal være positive. På samme måde som det sker for hunde, så udvikler heste et forhold til de mennesker, der er sammen med hestene på daglig basis. Og det gælder særligt ved berøring, noget som er til stede i næsten alle interaktioner med heste.
Hvad kan studiet vise os?
Studiet baner vejen for en bred vifte af fremtidige undersøgelser. Ved denne form for forskning, kan vi se bort fra den menneskelige fortolkning af hestens følelser og udelukkende fokusere på hestens tilstand. Forholdet mellem hest og menneske er komplekst og det afhænger af det tidligere forhold til hesten og de nuværende interaktioner. Forskerne mener, at ideen om, at hestes adfærd og følelsesmæssige tilstande bør udvides og udforskes yderligere. Man kan ikke påvise hestens følelser, ved en forsimplet årsagsreaktion, mener forskerne. Heste er komplekse dyr, og deres følelser påvirkes af flere faktorer end blot at genkende et menneske.
Hvordan skal vi interagere med hestene?
Studiet bekræftede, at heste holder meget af når mennesker interagerer med dem på en rolig og positiv måde. Hestene virkede mere afslappede, mens de fysisk interagerede med mindre stress, når det var velkendte personer, sammenlignet med den samme opgave, der blev udført af en ukendt person. Det hjælper dem med at føle sig godt tilpas og slappe af når de er sammen med mennesker de kender, og det hjælper til at opbygge positive reaktioner og knytte bånd imellem heste og mennesker.
Undersøgelsesholdet bestod af Ciara Scopa og Laura Contalbrigo med det italienske nationale referencecenter for dyreassisterede interventioner; Alberto Greco, Elisabetta Fratini, Enzo Pasquale Scilingo og Paolo Baragli, tilknyttet universitetet i Pisa; og Antonio Lanatà, tilknyttet universitetet i Firenze.
Læs også: Velfærd: Hvor vilde må hestene være?
Kilder
Scopa, C., Greco, A., Contalbrigo, L., Fratini, E., Lanatà, A., Scilingo, E. P., & Baragli, P. (2020, November 2). Frontiers. Inside the interaction: Contact with familiar humans modulates heart rate variability in horses.