Pararytter Cecilia Rosell: “Hvis jeg ikke rider, sidder jeg i kørestol efter 14 dage”

Hvad vil det egentlig sige at være pararytter? Hvordan er livet med hest, når det i forvejen er svært at få en hverdag til at hænge sammen? Og hvad betyder hestene egentlig? Vi har taget en snak med den 23-årige pararytter Cecilia Rosell, der ejer den islandske hest Abel. Cecilia har adskillige diagnoser. Det gælder blandt andet muskelsygdommen cerebral parese (spasticitet), neuromuskulær skoliose (skæv rygrad, der giver store smerter i nakke, hofte og ryg) samt ADHD. På trods af sine udfordringer insisterer Cecilia på at have en positiv tilgang til livet, og hun nyder hvert et minut sammen med sin skønne hest.

Annonce

Læs også: Paralandstræner: “Der er ikke to ryttere med den samme udfordring”

Hvad arbejder du med til dagligt?

Jeg er ansat i flexjob som foder- og salgskonsulent hos hestefoderbutikken Højfyns Hestefoder.

Hvor længe har du redet?

Jeg har redet på rideskole, siden jeg var halvandet år gammel og fik min første part, da jeg var 12 år. Herefter begyndte jeg at ride paradressur, indtil min krop ikke kunne længere. Jeg skiftede derfor i stedet til islænder i 2015.

Hvilke diagnoser har du, som er årsag til, at du er pararytter?

Jeg har i alt otte diagnoser. Det er blandt andet muskelsygdommen cerebral parese (spasticitet) og neuromuskulær skoliose (skæv rygrad, der giver store smerter i nakke, hofte og ryg). Så har jeg Raynauds syndrom, som er en gigtlignede sygdom, der betyder, at jeg i stressede eller kolde perioder kan have svært ved at bruge mine fingre, da mit blodomløb ikke er godt nok  – det har også store smerter til følge. Derudover har jeg ADHD og for lavt stofskifte, hvilket gør mig endnu hurtigere træt. Og så har jeg fibromyalgi, der forårsager mange nervesmerter og ekstrem hypermobilitet.

Hvis “almindelige mennesker” skal prøve at forstå, hvad det vil sige at være pararytter, hvordan ville du så beskrive det?

Det kommer meget an på sammenhængen. I dressur betyder det, at du både har mulighed for at ride med forskellige hjælpemidler til “almindelige” stævner, men også muligheden for at starte til deciderede parastævner, hvor kun pararyttere må ride. 

I islænderverden, hvor jeg jo rider nu, er der ingen parasport, så der rider jeg bare på lige fod med alle andre. Vi arbejder dog meget på at få Dansk Islandshesteforening og det internationale islænderforbund til at få øjnene op for, at vi er rigtig mange ryttere med forskellige udfordringer i islænderverden. Måske en dag vi endelig får muligheden for at oprette en paraafdeling!

Hvad betyder dine sygdomme og diagnoser for din hverdag? Hvad gør du anderledes end raske personer?  

Først og fremmest betyder diagnoserne, at jeg har en del smerter, og så er min energi meget begrænset. Derfor har jeg også et flexjob, hvor jeg arbejder otte timer om ugen. Det passer perfekt, for så er der overskud til ridning. 

Jeg bliver nød til at passe rigtig meget på mig selv og prioritere min energi hver eneste dag. Det kan være ekstremt frustrerende, men jeg har heldigvis aldrig prøvet andet. 

Så længe jeg er god til at fokusere på mine kræfter, så lever jeg et godt liv dog med både gode og dårlige dage. 

Hvis jeg derimod ikke rider, er historien en helt anden. Efter tre dage uden ridning tager smerterne voldsomt til. Efter fjorten dage går jeg fra at kunne gå en kilometer på en god dag til at sidde hele døgnet i min kørestol.

Hvad er anderledes i din ridning end hos raske personer? Har du eksempelvis en speciel sadel? Kan du kun ride op til et bestemt antal minutter ad gangen etc.?

Jeg har minimal funktion i mine underben, så min hest er redet 100 procent på stemmekommandoer. Derudover har jeg også en speciallavet sadel med puder ved mine underben, som holder dem på plads og et ekstra dybt sæde, der låser mig lidt mere fast, så jeg ikke mister balancen. 

På gode dage klarer jeg alt i stalden selv, dog ikke mugning. Men på dårlige dage har jeg min søster eller mor, der henter Abel til mig og klarer alt, så jeg bare skal ride. 

Jeg har også magnetiske stigbøjler, der holder min fod fast i bøjlen, og så er der elektronisk varme i mit tøj om vinteren, når jeg er i stalden. 

Min venstre side er betydelig svagere end højre, så jeg rider med pisk for at kunne hjælpe Abel bedst muligt til at forstå mine signaler. 

Mit største issue er koordinering. For eksempel det at trykke med det indvendige ben så godt jeg kan og støtte med udvendige tøjle kan være ekstremt svært. Det gælder især, når jeg skal slippe igen, da mine muskler spasmer og låser. Derfor er samling heller ikke altid vores stærke side, men det bliver bedre og bedre.

Læs også: Nyt om pararidning: Skal udbredes til klubniveau og på tværs af discipliner

Hvordan kan det være, at du rider islænder?

Da jeg red dressurheste, kunne jeg på en god uge ride to til tre gange om ugen. Allerede 14 dage efter jeg fik Abel, red jeg fem til seks gange om ugen. Nu har jeg snart haft ham i seks år, og min krop bliver bare stærkere og stærkere.

Cecilia Rosell: Der er fire store grunde til, at jeg rider islænder
  1. Tölt. Det er så blød en gangart. Lige meget hvor skidt min krop har det, kan jeg altid ride tölt.
  2. Temperament. Selvfølgelig er islændere forskellige, men generelt gælder det, at de har kæmpe power, arbejdsvilje og en evne til at slappe helt af.
  3. Minimalt staldarbejde. Det gælder, såfremt islænderen går i løsdrift, hvilket racen virkelig egner sig til. Det lyder måske mærkeligt for nogen, men for mig er det en kæmpe fordel, at der er så lidt staldarbejde.
  4. Islænderstævner. Stemningen til et islænderstævne er bare noget helt specielt. Alle hepper på alle, alle holder øje med hinandens heste, og så er det bare en kæmpe fordel, at alle opgavedele under ens klasse bliver speaket, så man ikke skal huske noget. Det var en af de store grunde til, at jeg aldrig sådan rigtig fik redet dressurstævner. Jeg kunne simpelthen ikke ride og huske et program på samme tid.

Læs også: Islandske heste, natur og livsglæde: “Det er bedre end at meditere”

Hvad betyder din hest Abel for dig?

Abel er min bedste ven, min frihed. Når jeg sidder på ham, er jeg som alle andre, og det er noget, jeg ellers ikke prøver ret meget.

Abel har en helt speciel evne til at tune ind på, hvordan jeg har det. Hvis jeg har en dårlig dag, så passer han så meget på mig, at han nærmest er ved at falde over sig selv. Hvis jeg har en god dag, kan han sagtens lave en masse ballade.

Der findes ikke mange heste som Abel. Vi kan gå fra at tölte derud af med 30 km/t til at skridte for helt løse tøjler kun ved et enkelt lille fløjt. Det er bare noget helt specielt!

Hvordan blev han din hest?

For små otte år siden var jeg ude at ride ved min faster. Hun er selv tidligere pararytter i dressur og var på det tidspunkt skiftet til islænder. Jeg var stadig dressurrytter med stor D, men jeg skulle da prøve den islænder – og jeg forelskede mig straks! De bløde gangarter, den lave ryg, der gjorde, at jeg selv kunne sadle op, og det helt fantastiske temperament.

Pararytter Cecilia Rosell
Foto: CM Photography

Jeg ville bare ikke have en islænder, før jeg blev rigtig gammel! Men så kom jeg på efterskole og måtte af med min dressurlånehest, da jeg havde valgt en skole uden heste. Det gik dog helt galt, og efter tre måneder måtte jeg give op og tage hjem på grund af alt for store smerter.

Da jeg kom hjem, var jeg på besøg hos en veninde, og hun viste mig denne lille sortbrune uldtot af en hest. Selvom jeg på ingen måde skulle have hest, kunne jeg bare ikke lade være med at tænke på den der uldtot. Og det endte så med, at jeg tog ud og kiggede på den, sad på den i fem minutter, forelskede mig totalt og bum så havde jeg Abel – helt uplanlagt, men det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Hvilke konkurrencer rider du?

Jeg rider firgang og tölt på nuværende tidspunkt. Det er lige under det, man rider til DM/VM – på lige fod med alle andre. I firgang rider jeg 4.2, som består af fem opgavedele: langsom tölt, trav, skridt, galop og hurtig tölt. 

I tölt rider jeg hovedsageligt T4, som består af: valgfri tempo i tölt, langsom tölt og tölt for løse tøjler. Jeg elsker konkurrencerne, og håbet er selvfølgelig at kvalificere mig til DM en dag – bare for at vise, at jeg kan!

Pararytter Cecilia Rosell til konkurrencer i pararidning.
I islænderridning er der ikke på nuværende tidspunkt en afdeling kun for pararidning, så Cecilia konkurrerer på lige fod med alle andre islænderryttere. Foto: Privat

Hvad betyder ridningen for dit liv både i forhold til sygdomme og i alt almindelighed?

14 dage uden ridning, så sidder jeg i en kørestol på fuld tid. Det vil jeg ikke, så jeg rider videre. 

Derudover giver ridningen og tiden i stalden mig et overskud, som jeg på ingen måde kan finde andre steder. Ridning er faktisk så vigtigt for mig, at det står skrevet ind i mine skånehensyn i forhold til mit flexjob. Jeg må derfor ikke arbejde mere, end at jeg stadig skal have overskud til at ride.

Læs også: Børn i hesteterapi: “Jeg stoler på dig, Comet”

Hvordan er hesten en slags terapi for dig?

Hesten er min frihed. Når jeg sidder på en hest, er jeg som alle andre. På en dårlig dag kan det at være i stalden altid få mig i bedre humør og mindske mine smerter. 

Selvfølgelig er der dage, hvor jeg ikke har overskud til at tage i stalden, men de fleste dage gør jeg det alligevel, fordi jeg ved, at det er så godt for både min krop og mit hoved.

Hvis du gerne vil følge mere med i Cecilias liv som pararytter, så har hun en Facbookside, hvor hun løbende deler opdateringer om hendes liv med hestene til de 8000 mennesker, der lige nu følger med. Du kan finde Facebooksiden ‘Pararytteren & islænderen’ på nedenstående knap.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce