Kan din hest blive forpustet? Det skal den kunne blive, også selvom den er i sit livs form. Hvis den ikke kan det, kan det vidne om udfordringer med mellemgulvet. Og det er noget, som kan føre til helt andre udfordringer i din hests krop og psyke. Vi har talt med dyrlæge og osteopat Bettina Købke om hvordan det hele hænger sammen.
Det siger næsten sig selv. En god og sund vejrtrækning er vigtig for at kroppen kan fungere. Men det går faktisk længere end det. Den gode vejrtrækning stimulerer nemlig vores kroppe til at blive både sundere, gladere, mindre stresset og med større overskud og energi. Herudover har effektiv vejrtrækning også en positiv effekt på fordøjelsen og fysiske skavanker.
Mange er dårlige til at trække vejret rigtigt og helt ned i maven, og det gælder faktisk også vores heste. Vejrtrækning som foregår hurtigt og overfladisk får ikke kroppen til at arbejde optimalt. Måske er det kun hals-og brystmusklerne, der arbejder, mens maven, ribbenene og ryggen ikke bevæger sig, som de skal.
”Det er vigtigt at hesten trækker vejret rigtigt. Om den gør det, kan du blandt andet opdage ved at observere bevægelsen omkring dens ribben. De skal kunne bevæge sig ud- og indad, og bevægelsen skalvære tydelig,” forklarer Bettina.
Ofte oplever Bettina, at overfladisk vejrtrækning hos heste kan grunde i, at ribbenene ikke kan bevæge sig frit. Dette kan misforstås med at hesten er i god form og derfor ikke bliver forpustet.
”Alle heste skal kunne blive forpustet. Det vidner om en sund bevægelighed og balance i kroppen. Læg mærke til, om hesten tager en dyb indånding efter hårdt arbejde eller bare generelt,” siger Bettina.
Mange heste har udfordringer med vejrtrækningen, og det kan der være flere årsager til. Mellemgulvet kan eksempelvis blive irriteret på grund af spændinger, slag, vrid eller stress. Når det sker, vil mellemgulvsmusklen trække sig sammen og blive stiv og ufleksibel.
På grund af musklens placering og fæste på undersiden af hele lænden, vil hestens lænd komme under pres, fordi den spændte muskel ikke kan give efter. Det giver genlyd i andre dele af kroppen. Og det er rigtig ofte ryggen, som bliver udfordret.
”Mange rygproblemer hos heste kan hænge sammen med udfordringer i mellemgulvet. Derfor er man nødt til at tænke mellemgulvet ind i ligningen, når man har en hest med rygproblemer,” siger Bettina.
Læs også: Dyrlæge: Derfor virker symptombehandling ikke
God blodcirkulation er vigtig. Den sørger for at bære ilt og næringsstoffer rundt i kroppen, og optimerer blandt andet funktionerne i hjernen, hjertet, lungerne, musklerne og fordøjelsen.
Når mellemgulvet er udfordret, vil det påvirke blodcirkulationen i hestens krop. Udover at det sætter organer og muskler under pres, kan det også have helt andre symptomer. Et eksempel på det er galle, som kan samle sig i hestens ben.
Når mellemgulvet ikke fungerer, fungerer hestens krop som oftest heller ikke. Kroppen bliver ufleksibel og bevægelserne bliver stive. Hesten kan eksempelvis have svært ved at træde ind under sig med bagbenene og have svært ved at lave sidebevægelser. Bevægelser som forudsætter, at kroppen er smidig og fleksibel.
Den nedsatte bevægelighed har konsekvenser. Hesten må kompensere i sin krop for at kunne bevæge sig uden ubehag, og det kan eksempelvis gøre, at hesten udvikler en uhensigtsmæssig eller skæv muskulatur. Heste, som har et udfordret mellemgulv, vil eksempelvis ofte have overudviklet muskulatur på baglårene.
Når vi er stressede, påvirker det måden vi trækker vejret på, og det samme er gældende for hesten.
”Den stressede hest vil holde på vejret og når aldrig at slippe det helt. Det betyder, at ribbenene er pustet ud og ikke kan give efter,” forklarer Bettina.
Og det kan virke begge veje. Problemer i mellemgulvet kan give en stresset hest, fordi den ikke kan trække vejret ordenligt. Hesten vil føle sig fysisk anspændt, og det smitter af på det mentale. Hesten bliver simpelthen stresset, fordi den ikke kan trække vejret optimalt.
Til gengæld kan en hest, som er stresset af andre årsager så som ubehagelige oplevelser, flytning eller transport også få udfordringer i mellemgulvet. Simpelthen fordi den holder på vejret fordi den er stresset og dermed ikke trækker vejret ordentligt. På sigt vil det give spændinger, som vil sætte sig i mellemgulvet.
Læs også: Når hesten ikke fungerer: Den billige løsning kan være dyr i længden
Når hesten har udfordringer med mellemgulvet, kan der opstå en dominoeffekt; en ond spiral. Hvis hesten holder på vejret og aldrig når at slippe det helt, vil den ofte blive træt og mangle energi. Den vil ikke få ilt nok og der sker en kemisk proces i kroppen, som blandt andet betyder, at musklerne bliver stive.
Når musklerne bliver stive, bliver de ufleksible, og det bliver ubehageligt for hesten at bevæge sig som den plejer. Det kan som nævnt resultere i, at hesten opfinder kompensationsmønstre, som igen kan give helt andre udfordringer.
Vi kan som ryttere selv være medvirkende til at skabe ravage i hestens mellemgulv. Hvis hesten eksempelvis vender hovedet væk fra dig, når du stiger op, eksempelvis for at tage mod en godbid, kan du meget let komme til at lave en manipulation af ryghvirvlerne. En eller flere af hvirvlerne kan blive forskubbet, og da de har direkte forbindelse til ribbenene, kan vi ubevidst komme til at påvirke hestens mulighed for optimal vejrtrækning.
Bettina anbefaler derfor, at vi som ryttere altid sørger for, at hesten kigger ligeud eller hen mod os, når vi sætter os i sadlen.
Læs også: Dansk studie konkluderer: “Nej, du er ikke for tung til din hest.”
Ligesom ved andre fysiske udfordringer, tilpasser kroppen sig, så den kan fungere på trods af udfordringerne. Det kan betyde et ændret bevægemønster, visuelt tydelige fysiske ændringer i hestekroppen eller adfærdsmæssige ændringer. Nogle af symptomerne på mellemgulvsproblemer er:
Et udfordret mellemgulv kan afhjælpes, men det kan ifølge Bettina kun ske ved en helhedsorienteret behandling. En af de typer fagpersoner, som er uddannet til at se på helheden og behandle ud fra det, er dyrlæger, som har taget efteruddannelsen som Hesteosteopat EDO®.
”Man bliver altid nødt til at tjekke alle relaterede strukturer, ellers holder det ikke. Det giver eksempelvis ikke mening kun at rette lænden,” forklarer Bettina.
Det kræver med andre ord den rette fagperson, hvis hesten skal hjælpes af med mellemgulvsrelaterede udfordringer. En, som arbejder helhedsorienteret og er i stand til at vurdere og behandle hele hesten. Ikke kun de overfladiske strukturer, men også dybt inde i hesten.
”Hvis organerne ikke ligger som de skal, kan også give problemer i mellemgulvet, da det så kan bevæge sig for langt tilbage i hesten,” forklarer Bettina.
Bettina fortæller også, at 3.-5. halshvirvel er relateret til mellemgulvet. Så stivhed her kan også være et symptom på et problem i mellemgulvet.
Kort og godt: Alt er forbundet.