Vi har hørt jer: Det bedste ved at have hest om vinteren 

Vi spurgte jer på vores Facebook-side, hvad I synes, der er det værste og det bedste ved at have hest om vinteren. Og der var mange holdninger!

Det korte svar fra nogle af jer var simpelt, da vi spurgte til det værste: ALT. Heldigvis lykkedes det også mange af jer at komme med bud på nogle af de gode ting! Måske det blot handler om erkendelse af, at der er gode og dårlige ting ved enhver årstid, når man er hesteejer.  

Her får du de bedsteting ved at have hest om vinteren! For det er ikke kun mudder, mørke og mug, som fylder for jer læsere i de mørke måneder. I er heldigvis gode til også at se de positive ting ved at være hestemenneske om vinteren.  

Annonce

Når hesten har sat tyk og bamset pels

Der er bare noget hyggeligt over den tykke vinterpels, som heste kan sætte hen over vinteren! Det kan dog være, du alligevel synes, den lange og tykke pels bliver for meget, har vi lavet en guide til, hvordan du kan klippe din hest. Hvis din hest ikke sætter så meget pels – eller du har klippet den – kan vinteren også være den årstid, hvor du undgår, at din hest sveder efter kort tids ridning.  

Hvis din hest har tilpas meget pels, kan det være, du kan spotte små iskrystaller i din hests pels. 

LÆS OGSÅ: Hestens pels: Værd at vide om pelsskifte og klipning

At køre med slæde

Denne bliver nævnt en enkelt gang, for det er nok alligevel kun de færreste, som kan dette med deres heste. Men der er da ikke noget mere julet end en hest, som trækker en slæde igennem sneen!  

Har du prøvet at spænde din hest for en slæde? Her har vores læser Gitte Arbjørn spændt de 11-årige shetlænder-vallakker Grubbes Flubber og Grubbes Noddy for en slæde. Foto: Active-dogs v. Rikke Dyrbye

Intet mudder

Den gælder naturligvis kun i de perioder af vinteren, hvor der rent faktisk er sne – og så tilpas meget af det, at der ikke også er mudder. Mudder er ofte frustrerende for både heste og mennesker. Hos hestene giver det gode forudsætninger for muk – og for mennesker giver det frustrationer, når gummistøvlen igen sidder fast i mudderet! Derudover gør sne og frost ofte, at hestens ben er rene og tørre – som minimum rene i hvert fald!  

Lyden af heste, som gumler på deres hø

Der er ikke meget, som slår en stille morgen- eller aftenstund i stalden, hvor man kan høre hestene gumle på deres hø og pruste ind i mellem. Den lyd kan du selvfølgelig også høre om sommeren, men der er det ofte begrænset, hvor meget hestene er inde. Hvornår har du sidst taget dig tid til blot at lytte til den beroligende lyd af hestene, som veltilpasse tygger på deres hø?  

LÆS OGSÅ: Om at have hest: Kærlighed og smerte 

Der er altid en anledning til at komme ud

Selv om en tur i stalden sjældent lokker i sne og kulde, så ved du, at hesten skal passes – og hvis du er godt klædt på, er det jo som regel helt okay, når du først er kommet afsted! Hvis du ovenikøbet kan sørge for, at du kommer ud midt på dagen, kan det give dig en lille dosis D-vitamin, som er vigtigt for eksempelvis vores knogler.  

Smukke rideture i sneen

Der er bare noget helt særligt over at ride igennem et sneklædt landskab! Hvad end du rider ved skov, strand, marker eller noget helt fjerde, så klæder det bare naturen, når det hele er klædt i hvidt. Måske en aftentur i måneskinnet (husk refleksudstyret) også kan være en oplevelse for både hest og rytter.  

Der er ikke meget, der slår sådan en vintertur og udsigten mellem et par glade hesteører. Foto: Pernille Schou

Ingen insekter

Klart en af de gode ting ifølge rigtig mange af jer læsere! Vinter er nemlig lig med minimalt med insekter, som kan irritere hestene ude på folden eller under ridning. Måske du kan bruge vinteren på at tænke over, hvilke insektsprays du selv skal lave, når insekterne kommer igen med foråret og sommeren? 

Vedligehold af fold

Ved hver årstid følger der selvfølgelig noget foldarbejde med, men om vinteren slipper du for at skulle holde hegnet fri fra grene, blade og græs. Måske det også er en umulig mission at fjerne klatter på folden, hvis I gør det (omend opgaven så bare venter til, når frosten er væk).  

Hygge i stalden

Måske I har pyntet op til jul i stalden? Det kan i hvert fald være med til at gøre de mørke og kolde måneder lidt lettere at komme igennem. Hvis din hest er heldig, kan det være, den har en julekalender, som I kan åbne, imens I hører julemusik i stalden.  

Har I pyntet til jul i jeres stald? Foto: Malene Langke

Mindre vækst i græsset

Hvis du er en af dem med en hest, som ikke tåler sukker i græsset, er du sikkert også en af dem, som er glade for, at der er mindre vækst i græsset. Der er dog fordele ved, at din hest har græs til rådighed om vinteren. Græsset indeholder nemlig omega-3 fedtsyrer, som er gode for din hest.  

Omega 3 har vist sig at have fordele såsom vedligeholdelse af en normal inflammatorisk respons, minimering af hudirritationer og hjælp til at reducere sommereksem. Det forbedrer også hud-, pels- og hovtilstand samt hjælper med forbedret immunitet, hjerne- og øjefunktion og generel sundhed. Omega 3 er kendt for at hjælpe med led-, ledbåndsbevægelse og fleksibilitet. En af de mest synlige og åbenlyse virkninger er glansen i hestens pels og blommer, hvis hesten er genetisk disponeret for dem. 

Se glæden i dine heste, når det sner eller har sneet – og husk at tage et billede af det!  

Der er ikke meget, som slår synet af en flok vinterglade heste! Og den efterfølgende udsigt til heste, som står med deres tykke vinterpels – eller dækken – i det smukke frostlandskab! Der er ingen tvivl om, at heste tager sig godt ud i et sneklædt landskab. 

Der er ikke meget, der slår en ridetur i sneen. Foto: Jannie Carlsen

Lyset, når det har sneet

Selv om vinteren er lig med korte dage med meget begrænset sollys, så er der noget helt særligt over lyset, hvis der er faldet sne – og en helt særlig lyd, når hestene bevæger sig rundt i sne og frost! Det er som om, det lyser det hele lidt ekstra op, og der kommer en helt speciel friskhed i luften. Ofte giver et sneklædt landskab også anledning til nogle smukke morgener – og ikke mindst smukke aftener, når månen og stjerner kigger frem på en frostklar nattehimmel.  

Kilder

Nordic Horse: Omega-3 fedtsyrer i græs sommer og vinter
Nordic Horse: Hvad er Omega-3 fedtsyrer, og hvorfor er de så vigtige?
Malgré Tout: OMEGA 3 – det essentielle tilskud 
Sundhedsstyrelsen: FAKTAARK D-VITAMIN

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce