Det er ikke sikkert, du overhovedet klipper din hest, og så slipper du måske endda også for at bruge dækken og hive klippemaskinen frem flere gange om året. Men har du besluttet dig for at klippe din hest, er der mange måder at gøre det på. Kig med her for at få forklaret de mest typiske klip.
Her hos Malgré Tout anbefaler vi, at man klipper sin hest mindst muligt, men det kommer an på behov. Det er krævende for hesten at sætte ny pels. Når man fuldklipper sin hest, er det med risiko for, at den kan blive kold og syg, hvis ikke dækkenet er ordentligt tilpasset både i tykkelse og størrelse. Hos nogle er det nødvendigt at klippe hele hesten, hvor andre heste kan nøjes med kun at blive klippet på dele af kroppen. Hesten kan have sygdomme såsom PPID, som gør at klipning er nødvendigt, eller hvis du har en hest med en tyk pels som måske sveder bare af at stå inde. Det kan også være rytterens behov, som træner hårdt i et ridehus, som gør at det bliver nødvendigt at klippe hesten.
Inden du går i gang med det langhårede projekt, så overvej intensiteten af jeres arbejde, og vær realistisk omkring, hvad der er nødvendigt. Måske du i denne artikel kan blive inspireret til en mellemvej?
Bib – uden maven
Dette er det mindste, du kan klippe hesten, men faktisk kan det gøre en overraskende stor forskel for, at den kan komme af med varmen, når den bliver redet. Det passer til hesten, som trænes let, og hvor rytteren foretrækker at undgå en hest med dækken. Dette klip er særdeles velegnet til koldblodsheste og islændere, men det kan også bruges til andre racer, så længe du vurderer, at hesten stadig kan holde varmen uden et dækken.
LÆS OGSÅ: En klipning er også et pelsskifte – og det tærer på hestens depoter
Bib – med maven
Dette klipper minder meget om forrige klip, men her man tager lidt mere væk under maven. Det øger hestens mulighed for at kunne komme af med varmen, men øger også muligheden for at blive kold.
Irsk klip
Den irske klipning er hurtig og let at udføre. Derfor er den ideel til heste, som ikke er vant til at blive klippet. Den passer til heste, der laver lige præcis så meget arbejde, at den også kommer til at svede under gjorden og på en større del af halsen. Ved at fjerne pelsen fra de områder, hvor hesten sveder mest, reduceres sveden samtidig med, at hesten er varm, hvor det er mest nødvendigt.
Da pelsen hen over ryggen og lænden ikke klippes, behøver man ikke nødvendigvis at bruge dækken. Men det kommer meget an på din type af hest, hvilken pels den ellers har sat, om den kan gå ud og ind, som den vil, og om den er kuldskær.
Traceklip
Når man laver et trace-klip, fjerner man kun den nederste del af pelsen på hestens hals, og så klipper man hesten under maven og på siden af kroppen – lidt som en fartstribe.
Traceklip er tiltænkt heste, som arbejder let eller moderat. Hvis du har en smagspræference, kan du også vælge chaserklip, som minder meget om traceklip, Dog tager man lidt mere af halsen. Ligesom med det irske klip kan nogle heste gå uden dækken, men det kommer meget an på omstændighederne.
LÆS OGSÅ: 6 tips til at klippe uden tvang og utryghed
Dækkenklip
Ved dækkenklip klipper man det meste af hestens vinterpels, undtagen der hvor man kunne forestille sig, der kunne ligge et lille lændedækken. Det gør, at hesten stadig holdes varm over krydset og på ryggen. Man undlader at klippe områder, som ikke er så udsat for sved. Samtidig klipper man nok til at undgå overdreven sved, når hesten er aktiv. Derfor er dækkenklippet ideelt til heste, der bliver trænet medium til hårdt. Hestene kan stå udenfor om dagen, men dækken er nødvendigt.
Jagtklip
Ved et jagtklip lader man kun sadellejet være uberørt. Det betyder, at hesten er klippet på stort set hele kroppen. Et dækken og gerne et skridttæppe under træning er derfor nødvendigt for, at hesten kan holde varmen. Det er en klipning, der er velegnet til heste i hårdt arbejde, dog med ekstra beskyttelse under sadlen.
Fuldklip
Til heste i meget hårdt arbejde, kan det også være en fordel at fjerne al vinterpelsen på hele hestens krop. Det vil få hesten til at tørre hurtigt, når den har svedt – også i sadellejet. På den måde undgår man, at hesten bliver kold, og man skal ikke bruge tid på at tørre den. Det kræver dog – ligesom ved jagtklippet – at man hele tiden er opmærksom på at holde hesten varm, både på fold, staldgang og under ridning.
Og husk, at en klipning også er et pelsskifte, som tærer på hestens depoter. Så for at spare på hestens naturlige depoter, anbefales det at supplere hestens diæt med ekstra sporstoffer, B-vitaminer samt omega-3 fedtsyrer ved klipning.
Hvis din hest aldrig har prøvet at blive trimmet før, kan du gå stille frem ved at gøre følgende:
- Vis hesten maskinen i slukket tilstand. Lad den hellere end gerne snuse lidt til den.
- Før maskinen blidt hen over hestens krop, stadig i slukket tilstand.
- Træd et par skridt væk, og tænd maskinen, så hesten kan høre lyden.
- Nærm dig forsigtigt hesten med maskinen, imens den er tændt.
- Når hesten føler sig tryg ved lyden, så kan du forsigtigt forsøge at klippe den. Det er en god idé ikke at begynde for tæt på dens hoved.
Det vil helt sikkert være gavnligt for dig at have en masse godbidder i lommerne. Giv din hest én hver gang, den reagerer, som du ønsker – så vil den langsomt lære, at den brummende maskine ikke er farlig. Derudover kan det være en god idé at alliere sig med en som kender din hest godt, første gang I skal introducere maskinen. På den måde kan man holde hesten, skulle den gå i panik.
LÆS OGSÅ: Derfor bør du holde dig fra at klippe hestens mulehår – og de øvrige følehår