Ligesom mange af jer læsere har vi her på redaktionen selvfølgelig også hestene tæt inde på livet. Og ligesom nogle af jer læsere måske har oplevet det at miste en hest, så sker det også for os. Og det er hjerteskærende. Her er en af vores skribenters historie. Hun mistede for nyligt en hest, som var alt for ung.
Det er hårdt arbejde at have hest. Ikke kun fysisk hårdt arbejde, men også iblandt psykisk hårdt. I skrivende stund sidder jeg med blødende hjerte og tårerne trillende ned ad mine kinder.
Jeg mistede for lidt siden min ”lille” babyhest. Det vil sige, Baby blev tre år og var lige påbegyndt livet ”i de voksnes rækker”. Baby var halvt dansk ejet og halvt svensk ejet. Hun var derfor blevet flyttet til Sverige for tre måneder siden for at påbegynde tilridningen og uddannelsen til at blive en dygtig springhest.
Kolik eller…
Hun kæmpede for livet i 12 timer på Helsingborg Hestehospital, hvor dyrlæger og dygtige kirurger prøvede at redde hende fra det, alle troede var kolik-forstoppelse, men som viste sig at være en betændt tyndtarm. Det er en meget smertefuld tilstand for hestene, og prognoserne er generelt dårlige. Hendes infektionstal var tårnhøje. På trods af drop, medicin og smertestillende opgav hendes organer kampen, og hun fik fred.
Kolik dækker per definition over alle former for mavesmerter og almindelige mavekomplikationer hos heste.
Tyndtarmsbetændelse har samme symptombillede som kolik og er karakteristisk med blandt andet diarré og mavesmerter. Sygdommens årsager – det vil sige de genetiske og miljømæssige faktorer – er ikke fuldt ud klarlagte.
Hvad kan forårsage akut colitis:
- Bakterielle infektioner som Salmonellose.
- Tarmparasitter.
- Hvis hesten forsluger eller foræder sig i kraftfoder.
- Stress.
- Antibiotika eller NSAID-midler kan være udløsende.
I mange tilfælde er det dog umuligt at vide, hvad årsagen til tilstanden er.
Afmagt og ydmyghed
Udover at jeg sidder her og er dybt ulykkelig og med en gnavende følelse af afmagt og svigt af ikke at have været der og reddet min Baby – velvidende at jeg ingen forskel kunne have gjort – så sidder jeg også med følelsen af ydmyghed og taknemmelighed. Taknemmelighed over, at jeg nåede at møde hende, lære hende at kende og af at være blevet lukket ind i hendes sfære.
Hun var fire timer gammel, da jeg hjalp hende med at kunne drikke af sin mor. Hun havde allerede da sin personlighed, der vidnede om nysgerrighed og beslutsomhed (nogle ville nok kalde det stædighed!). Det tog lidt tid at få hende til at acceptere, at hun altså blev nødt til at dreje hovedet for drikke, og at hun ikke bare kunne stå og presse panden mod sin mors yver. Jeg var smurt ind i varm hestemælk, der sprøjtede fra en tålmodig mor, som instinktivt vidste, hvad hendes føl havde brug for.
Babys mor har været min ”soulmate” i snart seks år, og sammen har vi været gennem sorger og glæder såvel som sygdom og sejre. Mine minutter og timer med Crulle, som hun kaldes i daglig tale, er altid kvalitetstid.
Hun kræver mit nærvær og giver 100 gange igen af, hvad hun modtager. Babys mormor var min hjertehest. Hun kom ind i mit liv for 12 år siden efter en længere ridepause. Hun ramte lige ind i min – på det tidspunkt – stærkt stressramte hjertekule, og hun fik mig til at love både mig selv og mine omgivelser, at jeg aldrig skal undvære heste i mit liv igen.
På stille, men tragisk vis, mistede jeg hende desværre efter et styrt på glat underlag, hvor hun smadrede knæet. Prognoserne var dårlige for et fornuftigt hesteliv efterfølgende, og hun fik fred.
LÆS OGSÅ: De 8 hårdeste ting ved at miste en hest
Jeg bliver ofte overmandet af ydmyghed, når jeg er sammen med hestene. At de store, stærke og smukke dyr accepterer mig som deres leder og ven. De unikke øjeblikke, hvor vi i stilhed står tæt sammen og trækker vejret i takt, og en blid varmestrøm fra et næsebor kærtegner min kind som det blideste gåsedun. Når jeg kysser en blød hestemule og står helt stille og bare indånder duften af hest, mærker nærheden og varmen mod mit ansigt. Ja, så bliver jeg fyldt med kærlighed og ikke mindst ydmyghed. Ydmyghed, fordi jeg føler mig værdsat og accepteret. Accepteret af et dyr på 600 kilo, der kan løbe 70 km/t og sparke med en styrke, der svarer til dens egen kropsvægt.
Hvorfor bliver vi ved?
Det er så benhårdt og smertefuldt at sige farvel til hestene, når vi mister dem. Vi har som avlere, hesteejere, ryttere og hestepassere lagt så mange timers arbejde, interesse, bekymring, kærlighed og penge i vores fire-benede venner.
Mange hesteejere oplever gentagne perioder med sygdom hos hestene såsom kolik, hovbylder, sår og rifter, tandproblemer og skadesforløb med forvridninger og belastningsskader. Mange vil nok give mig ret i, at vi lever med en nærmest konstant bekymring og nervøsitet i mave og sind. Bekymringer om hesten har det godt, om vi har overset tegn på mistrivsel eller smerte, om den skal have dækken på eller ej. Våde folde eller tørre sletter og dertil hørende udfordringer for hove og ben. Til sidst, men ikke mindst, bekymringen for økonomien med især frygten for tårnhøje dyrlægeregninger.
LÆS OGSÅ: 13 små overvejelser, når din hest skal aflives
Mine venner og familie, der ikke er ”heste-passionister”, spøger mig ofte, hvorfor jeg dog bliver ved og ved, når de igen hører mig nævne en skade, en ny genoptræningsperiode, en mistet hest og mit dertil nedtrykte humør.
Det kontrastfyldte forhold
Smerte og kærlighed, frihed og afhængighed, sorg og glæde – hele paletten af modstridende følelser mærker jeg i mit liv med hestene.
“Heste giver os de vinger, vi ikke har”
Oprindeligt på tysk: “Pferde geben uns die Flügel, die wir nicht haben.“
Den sætning har prydet væggen i et sadelrum, jeg er kommet meget i – og hvor er den sand for mig.
Når jeg galopperer gennem skoven og mærker hver en overgang i det skiftende underlag, jord, blade, mudder, vandpytter. Vinden i mit ansigt, lyden af min hest, der puster, duften af skov blandet med den stigende duft af varm hest – pulsen, jeg kan mærke stige i min krop, adrenalinen, der frigives, så jeg bliver mere årvågen, bliver modigere og får hurtigere reflekser. Den får mig til at mærke, at jeg lever i hver en celle i min krop. Når vi er nede i tempo igen og skridter hjem til stalden, bliver adrenalinen erstattet af lykkehormonerne, som pisker rundt i mig og placerer et smil i mit ansigt, der ikke er til at fjerne i timerne efter. Jeg elsker følelsen af at blive ”et med hesten”, at vi bevæger os synkront, og jeg mærker de mange kræfter under mig. Jeg elsker nærværet og sammenhørigheden med det store stærke, sensitive og smukke dyr.
Hormoner er signalstoffer, der regulerer din krops funktioner, når de spredes gennem blodet. Fysisk aktivitet får kroppen til at frigive en række af de hormoner.
- DOPAMIN: Dopamin kaldes belønningshormonet og spiller en aktiv rolle i målrettet adfærd og motivation. Når det bliver frigjort, får vi et rush. Dopamin er så at sige kroppens eget lykkehormon og dannes naturligt i hjernen ved især fysisk aktivitet, men også ved at spise chokolade.
- OXYTOCIN: Bliver kaldt både kærlighedshormonet og krammekemikaliet Knus, kram, kys, massage, nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocin frigørelsen. Dette gør sig gældende, hvad enten det er mellem mennesker, eller om det er ved at nusse og klappe sit kæledyr. Et enkelt skud af det vellidte hormon gør os både mere tillidsfulde, empatiske, generøse og samarbejdsvillige. Oxytocinniveauets værste fjende er stress med de tilhørende stresshormoner der da frigives, heriblandt kortisol.
- ENDORFIN: Endorfiner er kroppens naturlige smertestillende medicin. De udskilles når vi griner, er forelskede og dyrker motion og minder om morfin samt søsterstoffet opium i deres kemiske struktur. De virker på stort set samme måde ved at påvirke de hjerneceller, der normalt sender besked om smerteoplevelse til andre dele af hjernen. Belønnings- og lykketilstanden opnås i et kompliceret samspil mellem dopamin, endorfin og oxytocin i hjernens belønningssystemer, der også er med til at give os drivkraften til vores handlinger. Endorfiner hjælper os kort sagt med at tænke positivt og bevare et godt humør.
- SEROTONIN: Hormonet påvirker alt lige fra humør og hukommelse til appetit og fordøjelse. Serotonin strømmer rundt i centralnervesystemet, når du udfordrer dig selv eller føler dig værdsat og speciel. Man kan selv øge serotoninniveauet og mærke en følelse af intens eufori, ved f.eks. at galoppere gennem skoven eller måske ved at vinterbade.
OG SÅ ER DER ADRENALIN
Adrenalin er et hormon i det sympatiske nervesystem, som kroppen danner i binyrerne. Det kaldes også fare-hormonet, fordi det sendes ud i blodet, når man har brug for ekstra energi, mod og muskelkraft.
Adrenalin produceres i stressfyldte situationer og ved fysisk anstrengelse, hvor kroppen skal yde over evne og omtales også som ”kæmp-eller-flygt hormonet”.
Adrenalin, noradrenalin og kortisol er kroppens tre vigtigste stresshormoner. I akutte situationer hjælper stofferne dig til mental skarphed og styrke, men på den lange bane er høje konstante værdier dog skadelige. Vi er ikke skabt til at befinde os i kontant frygt og stress, og det er skadeligt for både psyke og krop.
VENSKABERNE OG ”FAMILIEN”
Der er dage, hvor jeg ser min ”staldfamilie” mere, end jeg ser min egen familie. Der er – for mig – ingen tvivl om, hvor meget menneskene omkring hestene i mit liv betyder. At være en del af et fællesskab ligger dybt i mennesket. Omkring hestene mødes vi i et fællesskab, hvor vi er bundet sammen af vores kærlighed, omsorg og respekt for hestene. At høre til, at blive forstået og at deles om en passion – at dele en livsstil…
Jeg indrømmer det: Jeg ER afhængig – afhængig af HEST!
Kilder
Yderligere læsning:
- Atherton RP, McKenzie HC, Furr MO. Acute. colitis: pathophysiology and non-infectious causes. Comp Equine Cont Educ. Vet 4(8):366-374, 2009
- Atherton RP, McKenzie HC, Furr MO. Treating acute colitis. Comp Equine Cont. Educ Vet 4(9):416-427, 2009
