Emma Jensen er en af vores faste læsere, som sendte os hendes historie. Vi blev meget berørte over historien og synes det er vigtigt at dele den. Måske vi lige husker hjelmen og sørger for, at vi vægter sikkerhed først.
*Vi gør opmærksomme på, at historien er Emma Jensens egne ord, beskrivelser og overvejelser.
Emma og hestene
“Jeg hedder Emma Jensen, og jeg er 26 år og arbejder til daglig som kirkegårdsleder i Tønder. Jeg har redet, siden jeg var fem år. Jeg har altid haft ungheste, og jeg har altid syntes, at det var spændende at arbejde med dem og se deres udvikling. Da ulykken skete, havde jeg to heste. Thor Eliselund fra 2010, Dansk Pinto på 172 cm, som jeg har ejet siden han var fire, og har selv tilredet ham. Ham har jeg stadig. Dengang havde jeg også Oksegårdens Lancelot fra 2015, en Dansk Varmblod på 186 cm, som jeg købte i april 2020. Min nye hest er Haurums Rock Mann fra 2019, en Dansk Pinto på 168 cm.
Den 8. september 2020 er en lidt speciel dag for mig. Det er en dag, jeg aldrig glemmer. Det var den dag, jeg kom rigtig galt afsted.
Emma Jensen
Jeg havde på det tidspunkt Thor Eliselund, som var en 10 års vallak, og Lancelot på fem år. Thor har jeg haft, siden han var fire år, og Lancelot havde jeg haft nogle måneder på det her tidspunkt – begge heste har jeg selv tilredet.
Det var tirsdag, og jeg skulle til springundervisning på Thor. Jeg havde lidt travlt, så jeg skyndte mig ned på folden. Der havde været landsstævne på rideskolen i weekenden, så der stod et festtelt ved siden af ridehallen, hvor jeg plejede at gå forbi med hestene. Det blæste ret meget den dag, så jeg vidste, at teltet blafrede en del i vinden. Selvom jeg vidste, at Thor ikke ville sige noget til det, ville jeg ikke tage chancen med Lancelot. Jeg trak dem altid sammen, Thor i højre hånd og Lancelot i venstre.
Blod over alt
Jeg valgte at trække dem en anden vej, så vi ikke kom forbi teltet. Vi skulle bare lige gå lidt længere hen og så op mellem nogle jordfolde. Det gik fint, lige indtil vi kom rundt om hjørnet op til jordfoldene – der stod en wrapballe med en presenning over lige inden svinget. Vinden fik fat i presenningen, da vi kom forbi. Hestene blev bange og begyndte at springe frem. Jeg holdt godt fast, og jeg ville ikke slippe dem, for der var kun 200 meter op til stalden nu.
Jeg kan egentlig ikke huske så meget mere, end at hestene trækker afsted i mig. Det hele er bare som om, jeg faldt i søvn. Men jeg blev klemt imellem hestene, og jeg er så på en måde faldet ned under dem, mellem deres ben og blev trådt i hovedet.
Det næste, jeg svagt kan huske, er at jeg ligger på ryggen og kan se et kendt ansigt stå ind over mig med baggrunden af den blå himmel. Det er Bente fra stalden, som er tidligere læge. Hun har senere fortalt mig, at mine heste kom galoperende med fuld fart op i stalden, og de var helt oppe og køre. De andre i stalden var ikke i tvivl om, at der var noget galt. De skyndte sig at få hestene ind i deres bokse, og så løb de hver deres vej rundt om foldene. Der var en rytter på udendørsbanen som så ud af øjenkrogen, hvor hestene begyndte at løbe fra, men hun kunne ikke se mig derfra, hvor hun var. Hun skyndte sig at hoppe af hesten og løb hen mod mig sammen med de andre, og de fandt mig heldigvis meget hurtigt.
Jeg lå bare der på jorden med blod, der fossede ud fra siden af mit hoved. Jeg havde et stort åbent hul i tindingen, og man kunne se, der var et kraniebrud. Jeg vågnede lige kort ved at Bente spurgte, hvad jeg hed, og hvor gammel jeg var, men det eneste, jeg sagde var: ”Mine tænder føles underligt”, og så var jeg igen ikke ved bevidsthed.
En ubeskrivelige smerte
Jeg blev fløjet til Odense med helikopter. Mine forældre var blevet kontaktet, og de var kørt mod Odense med det samme. De fik at vide af lægerne, at det stadig var uvist, om jeg klarede den, og hvis jeg gjorde, om jeg så ville blive handicappet. Jeg slap dog meget billigt.
Jeg vågnede 12 timer senere. Jeg havde været i en scanner mange gange, for det så ikke godt ud. Der var noget helt galt. Der kom ikke nok blod til mit hoved, og der var en stor blodåre, som var klappet sammen.
Grundet COVID19 var der kun én person, som måtte komme med ind, og de måtte ikke bytte undervejs. Min mor arbejder på sygehus i Aabenraa, så hun kender hele rutinen og alle fagudtrykkene. Derfor det blev hende, der sad ved min side det meste af tiden, mens min far måtte sidde bekymret i ventelokalet.
Da jeg endelig vågnede igen, var det hele meget underligt. Inderst inde vidste jeg godt, at det var noget skidt. Jeg havde helt ubeskriveligt ondt over det hele, og jeg kunne ikke tale eller styre mine bevægelser rigtigt. Jeg vidste godt, hvad jeg ville sige, men jeg kunne bare ikke fået ordene ud, så det blev til sådan noget babysnak.
Jeg kunne ikke løfte mit hoved. Det føltes som om, det vejede 100 kg. Jeg havde et brud på nakken, så det var ikke så underligt, at det gjorde ondt. De kunne ikke give mig en halskrave på, da jeg også havde to store brud på kæben, så hele den ene side af min kæbe sad løs. Så det var heller ikke så mærkeligt, at jeg følte, at mine tænder var underlige. Jeg kunne jo mærke, de ikke sad, som det plejede. Jeg havde også et stort plaster på siden af hovedet, hvor jeg var blevet syet sammen ved det store hul, hvor der var kraniebrud.
Farvel til drømmen om Sønderjysk Mesterskab
Jeg fik ståltråd rundt om tænderne for at holde bruddet samlet, mens vi ventede på, at jeg kunne blive opereret. Der ville gå to dage endnu. I mellemtiden hævede mit ene øje så meget op i den side, hvor kraniebruddet var, så jeg kunne slet ikke se noget.
Jeg følte, at tiden gik så langsomt. Jeg savnede mine heste, og jeg ærgrede mig sådan over, at jeg ikke kunne komme med til Sønderjysk Mesterskab nogle få uger senere. Mine gode venner passede heldigvis godt på hestene.
Da jeg var blevet opereret, var hævelsen i øjet heldigvis næsten væk, og jeg kunne igen se noget. Jeg havde fået en bøjle på, som var sat fast med ståltråd rundt om alle tænderne, og så holdte den min mund næsten helt lukket. Jeg kunne kun lige få et sugerør ind, og jeg skulle leve af flydende mad i syv til otte uger. Ståltråden i munden gjorde vildt ondt, og det var svært at sove for alle smerterne. Jeg havde nu ligget i sengen nogle dage, og jeg kunne ikke gå. Det hele snurrede bare rundt, og jeg fik det tit så dårligt, at jeg kastede op.
Da der var gået en lille uges tid, blev jeg sendt hjem. Da jeg kom hjem, lavede jeg ikke andet end at sove. Jeg var helt drænet for energi.
Mesterskabet trods brækkede fingre
Jeg havde fået at vide af lægerne, at de ikke syntes, jeg skulle ride i et helt år. Det var jeg ikke særlig glad for at høre. Jeg var oppe og sidde på Thor igen, kort efter jeg havde fået bøjlen af efter de syv til otte uger. Det var den bedste følelse at være oppe på Thor igen. Ugerne gik, og jeg begyndte at ride mere og mere. Det kørte bare for os. Jeg følte, at alt var som før, og jeg glædede mig til at ride Sønderjysk Mesterskab året efter.
I en lang periode efter havde jeg altid ridehjelm på – også selvom jeg ikke skulle ride. Jeg ville nemlig ikke risikere at slå hovedet igen. Jeg trækker også fortsat mine heste ind med hjelm på den dag i dag. Jeg tænker meget over at være forsigtig med håndteringen, og jeg tager ikke nogen chancer i potentielt farlige situationer.
Året efter – i 2021 og cirka på årsdagen for ulykken – falder jeg af Thor på en stubmark, og jeg brækker to fingre, en på hver hånd. Der tænkte jeg, at min chance for at ride Sønderjysk Mesterskab igen gik op i røg. Der var kun tre uger til mesterskabet, og jeg ville altså bare med, så jeg tog afsted med brækkede fingre, der var pakket godt ind. Jeg kunne ikke selv sadle op, men jeg kunne godt ride – mente jeg i hvert fald selv. Jeg holdt fast i tøjlen med to fingre på hver hånd. Det gik fantastisk og blev til en sejr. Jeg var lykkelig.
Sikkerhed frem for alt
Jeg ville ønske, jeg havde haft en ridehjelm på den 8. september 2020, så jeg håber, at min historie kan give lidt at tænke over. Jeg går meget mere op i sikkerhed nu, og jeg bruger ikke hvilken som helst hjelm. Jeg føler mig mest tryg i Samshield og OneK, og det er vigtigt at vælge den ridehjelm, man føler sidder bedst på en, så man kan føle sig tryg og sikker. For mig er det vigtigt, at jeg kan holde ud af have hjelmen på – også når jeg ikke skal ride.
Jeg havde otte brud i hovedet i alt, inklusiv to kæbebrud, et kraniebrud, brud på nakken og nogle revner i kindbenet og ved øjenhulen. Jeg har en blodåre, der er mast sammen, så der kommer meget lidt blod igennem. Jeg skal derfor være på blodfortyndende medicin resten af livet, og det er med stor fare for at få en blodprop.
