Vi hestefolk er nogle af de mest opfindsomme mennesker, der findes. Vi er gode til at finde på utraditionelle løsninger, når vi støder på problemer i vores hverdag med hestene. Hvem har ikke lige en rulle gaffatape, en pakke vådservietter og en hårbørste ved hånden? Vi har kigget vores egne striglekasser igennem og giver dig her en top ti over de mest almindelige ikke-hesteting, som vi mener, er uundværlige.. Så hvor mange af disse produkter har du selv?

Babyolie

Babyolie er egentlig tiltænkt.. ja, babyer. Men for mange er det også en helt normal ting at have liggende i striglekassen til stævner og hverdag. Hvis man smører hestens rene mule ind, skinner den nemlig ekstra meget. Samtidig holder olien også huden blød og smidig.

Vaseline og mælkefedt

Mange ryttere har også vaseline i nærheden til de værste tørre pletter eller gummer, der trænger til fugt og blødgøring. Til mundvigene er der også mange, der anvender mælkefedt til samme formål. Mælkefedt er et restprodukt fra mælkeproduktionen, men så var der én, der fik den gode ide, at det kan bruges til at smøre på hesten.

Vådservietter

Hvis du er typen, der ligesom os, lider af rengøringsvanvid, så har du også altid vådservietter ved hånden. De har et utal af anvendelsesformål lige fra rengøring af mudrede ridestøvler til vask af hestehoved. Og det er selvfølgelig de parfumefri, vi taler om her.

Madolie

Og nej, det er ikke fordi vi skal til at stege bøffer i stalden! Madolie er fantastisk til at smøre hove ind i og som supplement til din hest, der har svært ved at holde huld. Du kan med fordel også bruge det til trense, sadel og støvler, som smøremiddel. Alt kører som smut i olie – med madolie!

Badekar til folden

Det var de færreste, der i tidernes morgen kunne forudse, at deres gamle badekar skulle bruges som vandkar til hestene på folden. Men endnu en gang viser vi hestemennesker, at vi er særdeles kreative udi at finde utraditionelle løsninger. Det er nemt og bekvemt at have stående, og så kan der være rigtig mange liter vand i.

Husholdningssprit

Der er et gammelt ordsprog, der siger, at husholdningssprit er godt til (næsten) alt. Og det kan der være noget om. Vi her på redaktionen bruger det især til heste med varmeknopper i sadellejet, dog i en fortyndet udgave (1:3). Spritten gør, at vandet hurtigere fordamper og hestens hårlag således tørre hurtigere. Og det skulle modvirke varmeknopperne.

Babypotter

Ahvafornoget tænker du måske, men den skulle være god nok. Rigtig mange hestefolk bruger de der små plastik potter, som oprindeligt er tiltænkt barnenumser, til at træne bomøvelser med i stedet for kavalettis. De er nemmere at bruge og så koster de ikke særlig meget. Og så fås de desuden i et utal af farver.

Citronsaft på flaske

Det er en klassiker efterhånden at have den lille velkendte gule flaske, som er formet som en citron og går under navnet ‘autocitron’ i striglekassen. Og dens anvendelsesformål er mange. Her på redaktionen er der nogle, der bruger den til at sprøjte på sur stråle, mens andre bruger den til hævede ganacher om sommeren. Syren i citronen kan nemlig både dræbe svampebakterier i hoven og fremme spytproduktionen i hestens kirtler, så hævelserne forsvinder.

Æblejuice

Æblejuice er ligeledes at finde i mange stalde efterhånden. Man kan bruge juicen til at skjule den grimme smag af medicin eller tilskud, eller som supplement i drikkevandet, for at sikre at hesten er hydreret i de varme sommermåneder. Det er dæleme smart!

Hårextensions

Når man fortæller et ikke-hestemenneske, at hårextensions er en ting i hesteverden, dør de af grin! Men den er god nok! Flere og flere forhandler hår til påsætning i man og hale, og det er særligt udbredt i forbindelse med konkurrencer.

Vi er helt sikre på, at du sagtens kan finde på endnu flere ting, som ikke høre hjemme i hesteverden, men som vi bruger alligevel. Hvad synes du, der mangler på listen?

Læs også: Kom en guldfisk i vandkaret og din hest har rent drikkevand døgnet rundt

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.
Laura er uddannet kandidat i socialvidenskab og projektledelse. Laura er aktiv dressurrytter og rider en del stævner på sin 19-årige vallak. De fleste af sine ideer til artikler får hun imidlertid, når hun muger ud. Som skribent, brænder hun for at formidle aktuel hesteforskning fra ind- og udland, samt give sine læsere indblik i nye tendenser og trends i ridesporten.