Redigeret af Tina Bjerre Nielsen.

Kolik er en af de sygdomme, vi ser mest til i hesteverdenen, og det er aldrig sjovt at stå med en kolikhest. Utålmodigt venter man på, at dyrlægen skal komme hesten til undsætning, og man gør selvfølgelig alt, hvad man kan, for at redde sin bedste ven, ind til dyrlægen er fremme. Desværre handler man som hesteejer bare ikke altid hensigtsmæssigt i panik – og det kan gå ud over både dig og din hest. Derfor tager vi her situationen omkring et kolikangreb op til overvejelse; hvad skal du gøre, og hvad skal du absolut ikke gøre?

Skyldes mangel på motion, forkert foder og orm

Som du helt sikkert allerede ved, er kolik kort fortalt en lidelse, hvor hesten har ondt i maven. Man kan sjældent sige præcis, hvad kolik kommer af, men det skyldes ofte en af disse tre, overordnede faktorer:

.

Primære årsager til kolik

  • For lidt motion
  • Forkert fodring
  • Orm

Det slår et dyrlægestudie fra 2019 fast. Således kunne mange typer akut kolik være undgået, hvis hesten stod færre timer på boks, havde haft fri adgang til stråfoder, ikke blev udsat for pludselige foderskift og blev hyppigere undersøgt for orm.

Symptomer på kolik

Ikke alle heste viser de samme symptomer, men når du ringer til din dyrlæge, er det bedst at være “up to date” med hestens sygdomshistorik og opførsel op til kolikanfaldet. Har hesten tidligere haft tendens til kolik? Har den diarre eller forstoppelse? Hvordan er appetitten? Hvis du kan svare på disse ting, er du en stor hjælp til når din dyrlæge skal stille diagnose og finde behandling. Derudover er det godt at holde øje med hestens temperatur og temperament. Opfører den sig som normalt, er den sløv eller er den “på dupperne”?

Et par af symptomerne kan være, hvis hesten…

  • Har nedsat eller ophørt ædelyst
  • Kigger efter flankerne
  • Skraber med hovene
  • Sveder
  • Stiller sig i en udstrakt stilling
  • Løfter og vifter med halen
  • Ligger unormalt meget ned
  • Har øget hjertefrekvens
  • Har øget åndedrætsfrekvens
  • Har diarré
  • Slet ikke har nogen afføring
  • Ruller sig gentagne gange

Ser du bare et par af disse symptomer skal dyrlægen naturligvis tilkaldes.

Kilde: Herfølge Dyreklinik.

Lær at spotte, om din hest har smerter, i Sådan ser du, om din hest har ondt.

En hest med kolik vil ofte svede, virke fjern i blikket og forsøge at rulle sig. Foto: Stock.

Find endnu flere gode råd om kolik i 10 do’s and dont’s om kolik.

Det skal du IKKE gøre

  • Aldrig tøve med at ringe til din dyrlæge, hvis din hest udviser tegn på kolik. Jo hurtigere din hest kommer i behandling, jo større chance er der for han kommer sig 100%.
  • Aldrig medicinere din hest, før du er blevet guidet af dyrlægen. På den måde sikrer du dig, at du ikke gør noget, der skader mere end det gavner. Du bør altid være på den sikre side. Det hjælper bestemt ikke din dyrlæge til at stille diagnose, hvis du har givet medicin, der dæmper symptomerne.
  • Aldrig glemme at passe på dig selv. Man har hørt historier om hestefolk, der i desperation har forsøgt at holde deres kolikramte heste oprejse, for at de ikke skulle lægge sig ned og få tarmslyng – desværre med et uheldigt udfald for hesteejeren, der er kommet i klemme. Tænk på dig selv, selvom du selvfølgelig vil gøre alt for at redde din hest.

Det kan du gøre

  • Gå med hesten. Det kan være distraherende for mavepinen, men vigtigst af alt er det med til at holde systemet i gang, hvis kolikken skyldes forstoppelse.
  • Fjern alt foder – også halm og/eller frøgræs. Hav dog vand stående klar.
  • Have en med i stalden, så du har en at trøste dig hos, og som kan hjælpe dig med det praktiske imens du holder øje med din hest.

Hvis det værste skulle ske

Selvom det ikke er rart at tænke på, bliver man som hesteejer nødt til at forestille sig, hvad man vil gøre hvis det værste skulle ske og hesten ikke klarer kolikanfaldet. Hvis din hest er forsikret, bør du have rådført dig med din dyrlæge om, hvad forsikringsselskabet skal have at vide, i tilfælde af at hesten ikke skulle klare den. Du kan også komme ud for, at din dyrlæge vælger at indlægge din hest. Det er selvfølgelig din afgørelse, om den skal det, da det hurtigt kan blive en dyr fornøjelse.

Lad dyrlægen gøre sit arbejde

Overordnet vil vi råde dig til at gøre, som dyrlægen foreslår, så længe pengepungen kan følge med, og i det hele taget forsøge at lade dyrlægen gøre sit arbejde, selvom følelserne hurtigt kan tage over. Husk altid at dit og dyrlægens mål er det samme: At redde din hest!

Gendelt artikel fra juni 2018.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.