Kræver det en uddannelse? Hvordan ved man, om man gør det rigtigt? Og er det ikke svært at undgå, at linerne blive kludret sammen? Det ser på en gang både let og svært ud, når din underviser eller en, du kender fra stalden, står derinde på midten og kører hesten ubesværet rundt i ridehuset eller på ridebanen med en mange meter lang line i hver hånd.

Spørgsmålene kan være mange, når man leger med tanken om selv at komme i gang med det. Dem skal vi nok hjælpe dig med at finde svar på. Vigtigst er det at understrege, at alle heste og alle hesteejere kan lære at blive fortrolige med tømmekørslens kunst. Det handler bare om at være forsigtig, tålmodig og forstå teknikken bag. Så kan linerne bruges til at lære hesten nyt.

At træne hesten i lange liner handler om at arbejde med den fra jorden på en måde, som gavner ridningen af den i sadlen. 

Når hesten trænes i lange liner, er det vigtigt så vidt som muligt at gøre det på dens præmisser. Derfor er det vigtigt at lade den gå dybt og give den lov til at strække sig som en del af opvarmningen – præcis som hvis man sad på den. Foto: Malgré Tout.

En træningsform med mange navne 

Træning af hesten i lange liner har mange navne. Nogen kalder det “at køre hesten”, “at tømmekøre den” eller at “ride den fra jorden”. På engelsk kalder man det “long lining”. Uanset, hvad man kalder det, så er der grundlæggende tale om det samme; at træne hesten i lange liner handler om at arbejde med den fra jorden på en måde, som gavner ridningen af den i sadlen.

Træningen i lange liner er især brugbart, når du vil lære din hest noget nyt, ligesom det også lærer dig nyt om din hests måde at bruge sig på.

Vi har hentet hjælp hos en ekspert

For at gøre dig klogere på kørselskunsten, har vi tilbage i 2016 talt med svenske Bo Jenä, der er én af Nordens førende eksperter i at træne dressurheste fra jorden. Dengang, vi talte med ham, arbejde han på 43. år for det nationale hestecenter Flyinge Küngsgaard. Her trænede han heste fra jorden og uddannede andre ryttere i at forstå træningen fra jorden som en vigtig del af hestens grunduddannelse. I dag arbejder Bo som forbundskaptajn for det svenske dressurlandshold, hvor jordtræningen fortsat er i fokus, og så er han desuden firestjernet international dressurdommer. Nu vil vi hjælpe dig med at forstå og lære noget af det, han kan, så du forsigtigt kan prøve det af sammen med din egen hest. 

Bo Jenäs filosofi 

“Heste kan godt lide at arbejde. De gør deres bedste, så det bør vi også gøre. Tag små skridt og byg op imod det, du gerne vil, uden at presse hesten for meget. Hesten vil gøre det, du beder den om, når den er klar, og når den kan”. 

Bo er helt klar i mælet, når han siger, at træningen fra jorden bør gå forud for træningen i sadlen – især når hesten skal introduceres for nye øvelser. 

Hvorfor køre sin hest?  

At ride sin hest fra jorden er langt mere givende, end man måske går og tror. Der er især tre store fordele. 

1. Hesten kan arbejde frit 

Hesten kan arbejde med sin egen balance, uden at blive forstyrret af rytterens vægt og balancepunkt eller føle sig presset af hjælperne.  

2. Du ser din hest nedefra 

Du kan se din hest arbejde i et helt nyt perspektiv, hvor du får øje på nogle andre ting, end når du sidder på den. Når du står på jorden er det lettere at se, om den går korrekt på bagparten, om ryggen er aktiv, og om den i det hele taget bruger sig, som den skal på begge volter. 

3. I kan arbejde med ligeudretning 

Når du styrer hesten gennem to lange liner, der principielt bare er en forlængelse af tøjlerne, har du mulighed for at gå bag ved den og derfor få den til at gå lige, selvom du står på jorden.

Forskellen på at køre og longere 

Kørsel og longering er langt fra er det samme. Godt nok står du nede på jorden og skal have hesten til at gå frem for alle andre hjælpere end dine ben, men når du kører din hest, så skal du – i modsætning til, når du longerer den – gøre meget mere af det samme, som når du rider. Det gør arbejdet i liner til en langt mere fintfølende og rideteknisk disciplin end longering. Ifølge Bo bør man enten longere eller køre sin hest en gang om ugen. 

Først når hesten er blevet varmet godt op, kan du begynde at tage mere fat i den og begynde at lære den nye øvelser. Er hesten uerfaren, bør du dog uden tvivl lægge ud med kun at have ganske let fat i den og tage det hele et skridt ad gangen. Foto: Malgré Tout.

Når du vil lære din hest nyt 

Træningen i lange liner er især brugbart, når du vil lære din hest noget nyt, ligesom det også lærer dig nyt om din hests måde at bruge sig på. Bo er helt klar i mælet, når han siger, at træningen fra jorden bør gå forud for træningen i sadlen – især når hesten skal introduceres for nye øvelser. 

”En dygtig rytter kan klare det meste fra ryggen af en hest, men hvis den for eksempel ikke har lært at bruge bagben og ryg, kan tømmekørsel være hjælpsomt. På Flyinge har vi altid uddannet hestene fra jorden, og nogle kan faktisk bedre lære at forstå signaler, hvis man står ved siden af dem”, forklarer Bo. 

Også det mener Tonny Jensen, der i sin tid købte og uddannede VM-vinderhesten Marzog sammen med Anne Grethe Tørnblad. Her var arbejdet i de lange liner med til at lære Marzog alt det, som en Grand Prix-hest skal kunne, og i sidste ende var det med til at gøre ham til en af århundredes bedste heste i verden. 

”En rigtig berider styrer hesten med lange liner og lærer de store dyr om samlingsgrader og fine passager. Så er der ingen, der generer hesten. Først i anden del af træningen får rytteren lov at sidde i sadlen – det er bedst sådan”, slog Tonny dengang fast. 

Bo understreger dog, at det især er, når det kommer til de meget samlende øvelser, at hesten har brug for plads til selv at finde balancen og løfte ryggen. Og så har rytteren i øvrigt godt af at se, hvad der skal arbejdes videre med i sadlen. 

”Lærer du hesten piaff og passage med køreliner, vil du ikke opleve problemer med overgangene mellem to øvelser, der ellers volder problemer for mange. Hvis hesten lærer det gennem tømmekørsel, så lærer den at arbejde med hele kroppen”, afslutter Bo. 

Dette var første del af i alt to artikler om Bo Jenäs tilgang til træning i lange liner. Anden del finder du i artiklen Lange liner: 10 tips og 3 øvelser.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.