I artiklen Ekspert: Brug lange liner, når du vil lære din hest nyt, forklarer Bo Jenä – nordens førende ekspert inden for træning af heste i lange liner – at jordarbejdet er en vigtig forudsætning for arbejdet i sadlen. Og for Bo er der ingen tvivl om, at alle, der kan ride dressur, også kan lære at køre sin hest. Det behøver man hverken at være stor eller stærk for at gøre. Dog skal man være villig til at lære teknikken, for det er dén, det handler om. Derfor følger her 10 tips og 3 øvelser, som du kan bruge for at lære at træne din hest i lange liner.

Grundlæggende skal du bruge linerne på samme måde, som du normalt bruger et sæt tøjler.

10 tips til at træne hesten i lange liner

1. Brug linerne som tøjler 

Grundlæggende skal du bruge linerne på samme måde, som du normalt bruger et sæt tøjler. De skal ligge imellem dine lille- og ringefingre og bruges med et blødt og elastisk håndled. Linerne fæstnes enten i gjorden mellem hestens forben og trækkes op igennem biddet, eller også sættes de direkte i biddet. Herefter trækkes de op igennem ringene i gjorden. Hvis din hest går meget højt med hovedet og sænker ryggen, så bør du overveje at sætte tøjlerne i de nederste ringe. Det omvendte gør du, hvis din hest gerne vil gå dybt. Bo mener desuden, at læderliner er bedst, fordi de giver den bedste føling med hestens mund.

Her kan du se, hvordan du kan sætte linerne. Nogen sætter den indvendige line, så den sidder direkte i biddet og går ud igennem en af ringene, ligesom dne udvendige. Det kan blot gøre det lidt sværere for hesten at bøje sig indad og lidt sværere for dig at styre hesten i første omgang. Derfor anbefaler vi, at du gør som på billedet. Stroppen, der holder den indvendige line inde, er ikke strengt nødvendig. Hvis du gerne vil bruge den, kan du tage stroppen fra en aftagelig martingal. Foto: Malgré Tout.

2. Vær fintfølende 

Allervigtigst, så skal man være endnu mere fintfølende, end når man sidder i sadlen. Det skyldes, at linernes længde forstærker den kraft, man tager fat med. Tager man for eksempel for meget i linerne, så stopper hesten, ligesom den vil blive meget forvirret, hvis man tager i den ene uden at støtte forsigtigt op med den anden. Derfor kræver det øvelse, når man for eksempel vil lære at lave en halv parade med en hest i lange liner.  

3. Husk energien 

Fordi du hverken har dit sæde eller dine schenkler at drive hesten frem, er det vigtigt at du ved hjælp af din mund, dit kropssprog og eventuelt en longepisk holder hesten fremme. Som med alt anden træning af heste, så er energien fundamentet for det hele. 

 TIP: Brug en let pisk – ellers får du ondt i armene til sidst. 

4. Hold hesten afslappet 

Selvom hesten skal gå fremad, så skal den også være afslappet – ellers kommer man ingen gode steder hen. Først, når hesten er i balance, har den mulighed for at lære. Derfor skal den stole på dig og ikke være utryg ved situationen, før du begynder at forlange noget af den. 

5. Glem ikke sikkerheden 

Når man kører sin hest, er det vigtigt ikke at glemme sikkerheden. For selvom du ikke kan falde af, så kan du stadig komme til skade. Hold ikke i linerne tættere på hesten end en piskelængde, og husk at bære ridehjelm. Så sker der dig ikke noget. 

6. Køb liner i en passende længde 

Lange liner og hesteben kan hurtigt blive kludret sammen og få hesten til at gå i panik – hvis du ikke er opmærksom på at undgå det, vel at mærke. For at undgå scenariet er det vigtigt at købe linerne i den rigtige længde. Der er ikke nogen grund til at bruge liner på 7-9 meter til en lille pony, ligesom det hele kan blive ret svært med et par liner, der er for korte til en stor hest. Nogle bruger longetorve, men da de ofte er meget lange, vil vi fraråde det. 

7. Tag et skridt ad gangen 

Det kræver tid at lære sin hest at forstå signalerne, når der ikke er en rytter på ryggen. Derfor er det bare om at tage et skridt ad gangen. En god idé er at lægge ud og ligeledes runde af med noget, hesten kan finde ud af. Pres i øvrigt aldrig en træt hest og husk at stoppe, imens legen er god. Hestens læring hviler på tillid til dig som linefører, så den skal trænes med omsorg. Især hvis din hest er helt ny i gamet, vil den hurtigt blive træt, fortæller Bo. Noget af det første, han lærer sine heste, er at gå frem og stoppe op, og derefter overgange. 

8. Varm hesten grundigt op 

Selvom hesten ‘bare’ skal trænes i liner, så er det vigtigt at varme den grundigt op. Hertil fortæller Bo: ”Giv hesten en chance for at komme i gang. Lad den søge frem og ned med hovedet. Opvarm den i trav og galop på en stor volte. Hesten bruger flere og andre muskler i galoppen, så det er også vigtigt i opvarmningen. Den bliver mere løs og får en bedre trav efterfølgende. Kræv ikke at den går til biddet med det samme – det er en proces”. 

9. Giv efter, når hesten forstår 

Præcis ligesom når man rider sin hest, er det vigtigt at give efter, når den svarer på et signal. Man kan sige, at det lettede pres fungerer som en form for belønning. Bo sammenligner det med at give en hund en godbid, når den har gjort noget rigtigt. Det billede er godt at holde sig selv oppe på. På den måde kan du bevare optimismen i arbejdet og overføre samme følelse til din hest. 

10. Hold den udvendige kontakt 

Bo understreger desuden, at tømmekørsel er bygget op om, at hesten skal have god kontakt på begge tøjler, især på den udvendige. ”Hesten skal blive ved med at suge på udvendige, og selvom den indvendige tøjle hænger slapt, skal hesten stadig være på cirklen. Det kan være en test på, om man har den rigtige forbindelse på udvendige tøjle,” fastslår han.

Allervigtigst, så skal man være endnu mere fintfølende, end når man sidder i sadlen.

Når du har opnået en fin kontakt til hestens udvendige side, kan du begynde at lave nye øvelser med den. Her bliver hesten bedt om at lave en sidebevægelse. Foto: Malgré Tout.

3 øvelser i lange liner

Når du og din hest har fået styr på det grundlæggende, kan I begynde at gå videre i arbejdet. Principielt kan du lave helt de samme øvelser, som når du sidder på den – der er bare nogle signaler, som skal læres på ny. Når du beslutter dig for at træne en bestemt øvelse, skal du derfor først forestille dig, hvordan den skulle laves, hvis du sad på hesten. Med det som udgangspunkt skal du så bruge pisken og eventuelt lyde med munden til at ”ride” hesten frem. 

Stil hesten i volten

Den letteste og mest enkle øvelse at begynde med er at stille hesten ind i volten. Det er en god måde at gå skridtet videre, efter at frem- og tilbagesignalerne er indlært. Her skal du naturligvis bruge indvendige line til at bøje hesten let. Giv efter, når den stiller sig, og husk hele tiden at holde kontakten til den udvendige line. Vil du gerne træne din hests løft i rundingen, kan du føre den indvendige line igennem en ring på gjorden, som sidder lidt længere nede end den ring, som den udvendige line går igennem. 

 TIP: For at stille hesten yderligere på volten kan du sætte en læderforlænger på den inderste line som hjælp. Den skal fæstnes i både køregjorden og linen. 

Arbejd over bomme 

En klassisk, men sjov øvelse er at arbejde over bomme eller små cavalettis. Bo fortæller, at han bruger det hver gang, han kører en hest. Han er nemlig meget begejstret for de egenskaber, bomme og cavalettis bidrager med i træningen: ”Der er ikke mange naturlige ting, du som rytter kan gøre, der kan få hesten til at løfte ryggen og benene. Det er bomme rigtig gode til. Er hesten trænet, kan du hæve bommene 20 til 30 cm fra jorden, hvis du har mulighed for det.”  

Bo foreslår desuden, at man starter med tre bomme, hvor der er 120 cm mellem. Senere kan man øge til fem bomme, og til sidst kan man forsøges sig med cavalettis. 

Lav sidebevægelser 

I kan også træne sidebevægelser. De kan være rigtig gode til at få hestens skuldre på plads. 
Her kan du for eksempel bede hesten om at gå på langsiden cirka fem meter fra hovslaget. Med udvendige line og pisken på indvendige side af hestens bagpart skal du så få den til at træde ud mod hovslaget. Nogle heste vil gå lige frem, og så skal man stoppe dem. Nogle vil så bakke, og her skal man bruge pisken for at få dem frem igen. Efter et par gange forstår hesten, hvad den skal, og så snart den træder et par skridt til siden, løsnes linerne en smule som belønning. Det kan lyde svært, men hvis du har føling med det, lærer hesten det efter et par gange, fortæller Bo. Når I har styr på det i skridt, kan i forsøge i trav. 

Det skal du bruge 

  • Køreliner
  • Trense med bid – eller kapsun, hvis du vil gøre det bidløst.
  • Køre- eller longegjord med mange ringe – helst med et sæt opretstående ringe.  
  • Let pisk, der ikke gør dig træt i armen. 
  • Eventuel halerem eller fortøj til at holde gjorden på plads. 
  • Eventuelt underlag eller pad til at lægge under gjorden.  
En gjord med mange ringe, og gerne minimum ét sæt opretstående ringe, er nødvendigt for, at man kan arbejde med sin hest i lange liner. Foto: Malgré Tout.
Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.