Der findes mange smukke heste, som man hurtigt falder for netop på grund af deres udseende. Problemet er bare, at mange hesteejere glemmer at kigge på hestens bygning og deres egen og derigennem vurdere, om de to er et godt match. Rådet fra sadelmager Charlotte Knigge er: “Vær realistisk omkring dig selv som rytter og den hest, du køber.”

Avlen forkorter hestene

Det kan være lidt en opgave at være sadelmager, fortæller Charlotte Knigge. Med tiden er især dressurhestene avlet kortere, og de nordiske mænd og kvinder er til gengæld ikke blevet mindre. Vores kroppe er af natur ofte lange og brede, og det kan give udfordringer, når hesten skal have en sadel, der både passer til den og til rytteren. Heste har som bekendt 18 ribben (araberheste har kun 17), og sadlen må ikke gå længere tilbage end, at den holder sig inde for det sidste ribben. Fylder sadlen mere er der stor risiko for trykninger og generelt ubehag for hesten.

Vil du gerne have gode tips til, hvordan du selv undersøger, om din sadel er korrekt tilpasset din hest? Så gå ikke glip af artiklen Tjek selv: Passer din sadel til din hest?

Vær ærlig over for dig selv

En af de største udfordringer, Charlotte Knigge møder i sit arbejde som sadelmager, er, at folk ikke altid er helt realistiske omkring deres egen størrelse og den hest, de har købt.

Mange køber heste ud fra udseende, men de glemmer at se på bygningen på hesten. Mit råd er, at man, når man vil investere i ny hest, får målt sadellejet, så man ved, om man faktisk kan passe sin egen hest.

Det er selvfølgelig ikke altid muligt at have den fulde størrelse på sin hest, hvis man for eksempel køber en unghest. Men Charlotte møder ofte kunder, der er uforstående overfor, at hun fortæller dem, at det er en umulig opgave at finde en sadel, der kan passe både hest og rytter.

Jeg synes, det kan være ret hårdt at skulle sige til folk, at de simpelthen er for store til deres egen hest. Og det er da også vildt svært at høre som hesteejer. Men jeg kan ikke sige til folk, at de kan være i en 16 tommer sadel, som passer hesten, hvis det ikke er tilfældet. Så vil jeg hellere tage snakken.

Hvad gør sadelmageren for at “løse” problemet?

Som udgangspunkt er der ikke så meget en sadelmager kan gøre, hvis hest og rytter er helt forskellig fra hinanden i størrelse. Hvis der er tale om en mindre størrelsesforskel, så kan sadlen formes, så det matcher hest og rytter bedre. Det kan eksempelvis være:

  • At finde en sadel med en bom der ikke fylder mere end det 17 eller 18 ribben.
  • Korte puder bagtil, så sadlen fylder så lidt i længden som muligt, men stadig bærer sadlen oppe.
  • En skrå bagsvisel så der er mest mulig plads til rytterens bagdel i sadlen.
  • Et bredere sæde bagtil så man fordeler rytterens størrelse på bedst mulig vis.

Punkterne her er taget efter aftale fra Charlotte Knigges hjemmeside, hvor du kan finde meget mere information om emnet.

En lidt for stor sadel så hesten kan vokse og bevæge sig mere frit?

Det er ikke sjældent, at Charlotte hører, at det kan være en idé at sætte en lidt for stor sadel på hesten, så den dels har noget at vokse i (hvis det er en unghest), og at det skulle give den mere bevægelsesfrihed. Det er Charlotte dog ikke enig i, og en undersøgelse tyder også på, at den tanke er misforstået. Forskningen viser, at heste med for store sadler har mere ømhed og at sadlerne generelt er til gene for hesten.

Lammeskin kan godt være en mulighed

Mange ryttere får beskeden om, at hvis der er behov for et lammeskin eller en sadelpude, så er sadlen ikke tilpasset ordentligt. Det er Charlotte Knigge ikke enig i. Selvfølgelig skal man sikre sig, at sadlen ligger korrekt på hesten, men har man det på plads, så ser hun intet problem i at bruge de nævnte “hjælpemidler”.

Det er som udgangspunkt ejeren, der kender sin hest bedst. Hvis de oplever, at hesten går bedst med et lammeskin eller en sadelpude, så skal de selvfølgelig fortsætte med det. Det er ikke min opgave at stille spørgsmålstegn til kundernes fornemmelser, for de er som regel korrekte.

Så ofte skal en sadel omstoppes:

  • Rider man eksempelvis kun 2-3 gange om ugen en 1/2 time af gangen, går der længere tid før stopningen bliver flad. Hvorimod hvis du rider hver dag 1,5 – 2 timer af gangen, kan du ride en stopning flad på 2-3 måneder.
  • Oveni dette skal man også kigge på rytterens vægt. En tung rytter belaster sadel og stopning mere end en lettere rytter.
  • Sadlens pasform. Har hesten eksempelvis en lige ryg og går den med en sadel med en lidt kurvet bom, vil sadlen som regel hurtigere blive flad fortil og begynde at løfte sig bagtil.
  • Hestens alder (unghest) kan gøre, at sadlen skal justeres oftere, mens hesten er i vækst. Den sadel, du har til din hest, når den er tre år, er meget sjældent den samme, når hesten er otte år.
  • Træningsniveauet kan ændre sig og dermed også muskelsætningen på hesten.
  • Skader, og hvis hesten står stille på grund af sygdom, gør, at hesten ændrer facon.

Se flere råd på Charlotte Knigges hjemmeside.

Mangler du gode fif til det perfekte sadelrum, så tjek vores artikel ud Indret dit sadelrum effektivt.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.