At give hesten en stemme betyder ikke, at den skal bestemme. Men nærmere, at vi skal vise hesten at vi lytter til dens signaler, bemærker og anerkender den, og har en dialog med den. Det mener Ute Lehmann, som dagligt hjælper hesteejere til at udvikle et harmonisk og problemfrit samarbejde med deres heste.
Vi skal gøre os relevante
Når vi er sammen med vores heste, skal vi give hesten lyst til at være med og gå med. Det gør vi bedst, ved at gøre os relevante. Og med det menes der, at vi skal vise vores heste, at vi ser dem og anerkender dem. Og at det som vi laver, er et samarbejde, som også er interessant for hesten.
“Der skal være en dialog, når vi er sammen med hestene. De vil os så gerne, men de skal opleve, at vi er lige så meget til stede som de er, og at vi lytter til dem” mener Ute.
LÆS OGSÅ: 8 hestepersonligheder – hvilken passer til din hest?
Heste samarbejder gerne
Ute forklarer, at heste som udgangspunkt gerne vil samarbejde. At det også er det, de gør i flokken.
“Heste er ikke optaget af at dominere eller være aggressive. Det er ikke interessant for dem. I en naturlig flok samarbejder hestene om overlevelse. Der er sjældent eskalation af pres,” forklarer Ute.
Heste er fra naturens side optaget af sociale dynamikker, venskaber, interaktion og kommunikation. De bruger meget tid på at udforske, undersøge og at samle information.
Det er nogle af grundene til, at Ute mener, at vi skal give hestene en stemme. For de har noget godt og relevant at sige.
Samler information og indtryk
Når vi arbejder med hestene er det ifølge Ute vigtigt ikke at skynde sig. Hestene samler hele tiden information og indtryk fra deres omgivelser, og det kan godt tage lidt tid en gang imellem.
“Hestene opsamler informationer om deres omgivelser hele tiden og bearbejder dem. Der er ikke altid synligt for os hvad der foregår, men det betyder langt fra, at der ikke foregår noget,” siger Ute.
Ute giver et eksempel med sin kat, som på et tidspunkt stod og mjavede ved døren, fordi den ville ud. Da Ute lukkede døren op, gik katten ikke ud, men blev i stedet stående i døråbningen. I første omgang blev Ute irriteret. Katten havde jo givet indtryk af, at den gerne ville ud. Men da hun så nærmere efter, kunne hun se, at katten sad og observerede omgivelserne udenfor, inden den ville bevæge sig derud. Det er jo egentlig meget smart adfærd!
Hestene er ikke anderledes. Det er blot vores opgave af aflæse dem og handle ud fra det, så vi sammen kan opnå et harmonisk samarbejde.
“At jeg ikke reagerer, er ikke ensbetydende med, at jeg ikke opfatter det”
Ledelse under pres er ikke motiverende
Den gode leder lytter til sine medarbejderes ideer og holdninger, og giver dem plads. Det er ofte sådan, at samarbejdet når nye højder og resultaterne bliver bedre. Det er ikke motiverende at blive ledet med kommandoer og pres. Men nemmere at vokse og udvikle sig, hvis man i stedet bliver guidet og støttet.
– Undersøge
– Interagere
– Samarbejde
– Synkronisere
Heste har en adfærd, som i høj grad er præget af instinkter. Hvis vi kender til og giver plads til dem, bliver samarbejdet ifølge Ute meget nemmere.
Hvis vi ikke opfanger eller respekterer de små signaler, som fortæller os om at hesten er på vej ud i noget, som den ikke kan håndtere eller forstår, kan vi risikere at hesten bliver udadreagerende og farlig.
For at undgå at komme ud i den røde zone er det nyttigt at kende sin hest rigtig godt, og ikke mindst hestens dæmpende signaler. De er nemlig starten på en situation, som kan eskalere. Men hvis man fanger signalerne og tilpasser situationen efter dem, kan man finde den mentale tilstand, hvor hesten lærer bedst og er mest afslappet.
LÆS OGSÅ: Hvordan måler vi hestens personlighed?
Nogle af de mest almindelige dæmpende signaler er:
- Blinker, ser væk, lukker øjnene
- Tygger uden at have noget i munden, eventuelt med tungen ud
- Gaber
- Vender hovedet væk
- Ryster halsen eller hele kroppen
- Bevæger hoved og hals op og ned
- Langvarig dyb halsposition
- Bøjer i kroppen, går i buer
- Splitter flok/afskærmer
- Vender siden eller bagparten til
- Stress-spiser
- Sætter farten ned eller stopper op
Vis hensyn – sænk farten!
Et råd fra Ute for at opnå et harmonisk samarbejde er noget så enkelt som at sænke farten. Stop op og lad hesten bruge sine naturlige instinkter med at observere, registrere og bearbejde informationer.
“Det er en kæmpe motivationsfaktor for hesten, at vi giver den en plads og stemme i samarbejdet,” siger Ute.
Og hvem har ikke lyst til at have en hest, som aktivt tilvælger samarbejdet? Fordi den har lyst og synes det er spændende.”At give hesten en stemme betyder ikke at den skal bestemme.”
Oprindelig udgivet i trykt magasin forår 2022