Mange mindes eller har hørt om den fantastiske ekvipage Anne Grethe Jensen (senere Tørnblad) og Marzog, der red medaljer hjem til Danmark ved alle de store mesterskaber i dressur. Det blev blandt andet til VM-guld, EM-guld, OL-sølv samt en World Cup sejr. Ikke lige så mange kender historien om manden, der så potentialet i Marzog og købte den. Tonny Jensen fik dengang baronens dressurhest ’på prøve’ i Holme-Olstrup, og efter et par måneder sagde han til sin daværende kone, at »ham her beholder vi«. Vi har fundet en historie om manden, som vi synes fortjener en genfortælling.
Historie bragt i Politiken i 2013:
Selvfølgelig skal Tonny Jensen fotograferes sammen med heste.
Alt andet vil være mærkeligt.
Ikke mindst når man tænker på, at det er heste, der har været og stadig er grundlaget og indholdet i hans liv. Og at det var en hest, der gjorde det muligt for den nu 72-årige berider at skabe sig en idrætskarriere, der førte ham til tre sæt olympiske lege. Første gang i Montreal i Canada i 1976 for nu godt 37 år siden. Og som også sikrede ham kåringen som ’Årets Fund i dansk idræt 1976’.
Derfor trasker vi også ud i folden bag Tonny og Lotta Jensens gård, et par gode stenkast fra Holme-Olstrup, hvor solen – efter en flot indsats dagen igennem – målrettet er på vej ned bag den lille sydsjællandske bys brogede husskare.
Tonny Jensen har – og fotografen prøver at holde trit – fart i fødderne frem mod de fem heste, der står i foldens fjerneste hjørne.
Lotta Jensen, let haltende efter at være blevet sparket på knæet af en beslutsom krikke for over 20 år siden, følger efter sammen med mig. Jeg er lidt tøvende, for det er nogle gevaldig kraftkarle, der har drejet hovederne mod os med strittende ører. Noget større og langt mere muskuløse end de cykler, jeg omgås til daglig.
»De er skikkelige, de gør ikke noget«, siger Lotta Jensen med en svagt skjult svensk accent, da jeg stopper op i det, jeg vil kalde ’behørig sikkerhedsafstand’.
Men hun har ret. For da det største brød af de fem kommer hen for at hilse, stikker den fredsommeligt mulen frem og lader mig høfligt klappe den.
Hvisker med hestene
Imens springer Tonny Jensen rundt på fotografens ordre – og han får også hevet en hest med ind i ridehuset, så vi kan se, hvordan han arbejder, når en dressurhest skal trænes. Og hvad han gør, når han ’hvisker med heste’.
For det var jo det, hele det Jensenske eventyr begyndte med for de mange år siden. Hjemme hos kirkegårdsgraver Jensen i Borre på Møn, hvor knægten Tonny – som var træt af at hjælpe til med at rive gange mellem gravene og klippe buxbom efter skoletid – fik sig et fritidsjob hos en mælkekusk. Her var den første nærkontakt med heste.
Siden kom denne ’mørklægningsdreng’ fra besættelsesårene, født 9. april 1941 – og vokset op med, at søstrenes fødselsdage blev fejret med flaget på hel, mens hans egen fødselsdag havde flaget på halv og også to minutters stilhed – ja, siden kom Tonny Jensen ud og tjene hos bønder på Møn, i Karise og Brobyværk på Fyn. Og hvor han fik med flere heste at gøre.
Så da værnepligten kom, var det naturligt for Tonny Jensen at søge ind på Garderhusarkoncernen i Næstved. Og ind kom han. Og blev længe. Hele 30 år arbejdede han med kasernens heste, hvilket ingen andre har gjort.
Tonny Jensen sluttede som oversergent ved regimentet, og da jeg spørger ham – bænket omkring et dejligt wienerbassepyntet sofabord i en stue, der på ingen måde skjuler, at julen er indenfor rækkevidde – om han var en af disse barske sergenter, der sparkede de menige i røven og smed dem i kachotten for et godt ord, svarer han med smil:
»Barsk, tjaah, nej, det synes jeg nu ikke. Jeg har aldrig sat en mand i spjældet; det gjorde man ellers rask væk i min tid. Men jeg kan ikke helt udelukke, at jeg måske gav den uvorne menige en elendig hest at ride på, næste gang vi skulle sadle op«.
Et historisk kup
Og det var mens han arbejdede med heste og menige – og elever på sin egen rideskole – at Tonny Jensen gjorde et ’historisk kup’ i dansk ridesport.
En dag blev han ringet op af sin gamle ridelæremester hjemme på Møn, baron Niels Rosenkrantz.
»Du skal ride en hest til for mig, og så skal du sælge den«, sagde baronen i telefonen.
Men det havde Tonny Jensen slet ikke tid til.
»Jeg sagde til baronen, at det kunne jeg ikke, men at jeg dog godt ville se hesten. Så jeg tog til Møn. Det viste sig, at jeg kendte hesten, for den var blevet kastreret på garderhusarkasernen i Næstved. Dér så jeg den første gang, og ved den lejlighed sagde dyrlægen til mig, at her var en god hest«, erindrer Tonny Jensen.
Tonny Jensen fik baronens dressurhest ’på prøve’ i Holme-Olstrup, og efter et par måneder sagde han til sin daværende kone, at »ham her beholder vi«.
Hesten blev købt på fine betingelser, Anne Grethe Jensen (senere Törnblad) satte sig i sadlen på Marzog, der blev en legende og dressursportens svar på travsportens Tarok – og som i sin karriere vandt VM-guld, EM-guld og OL-sølv. Og som også blev World Cup-vinder.
Da Marzog var på sit højeste, smed en amerikansk rigmand sit checkhæfte på bordet i Holme-Olstrup og sagde: »Jeg vil købe hesten – skriv selv beløbet«. Men Jensen-parret ville ikke sælge, for »vi syntes, Marzogs sportslige værdi var mere værd end penge«, siger Tonny Jensen. Marzog ligger begravet i Kvistgård i Nordsjælland.
Men hvad førte egentlig Tonny Jensen frem til ’Årets Fund’?
»Det var lidt af et eventyr«, fortæller han med iver, mens jeg skubber et par af gårdens sofanydende hunde til side og snupper en kanelbåret sag fra det store fad.
»Jeg havde en lille dressurhest, Fox, der blot var 1,56 meter over manken, og det er ikke meget i denne disciplin. Derfor var der heller ingen, der regnede med, at den skulle præstere noget. Fox fik sin internationale debut i ’75, men vi drømte da ikke om, at det kunne ende med olympisk deltagelse i Montreal året efter«, lyder det fra Tonny Jensen.
Det skete imidlertid. Og Fox, der på en måde synede større gennem sin friskhed og sit kraftfulde udtryk, kvalificerede sig ’sensationelt’ til den olympiske finale. Her sluttede den på en 12.-plads – men selve finalepladsen var en så stor overraskelse, at Tonny Jensen blev valgt til ’Årets Fund’.
Og kan han så huske selve fejringen? »Ja, mon ikke«, svarer han og fortæller, at den fandt sted et internationalt stævne i Holte Rideklub.
Hjem efter hesten
»Jeg havde fået besked på, at jeg skulle komme til Holte for at få prisen. Og det gjorde jeg så. Med fint slips. Men uden hest. Og straks skibsreder Knud Larsen, som var formand for rideforbundet, fik øje på mig, fik jeg en ordentlig skideballe. »Hvad er det for noget tøj, du har på«, råbte han. »Og hvor fanden er hesten???«, fortsatte han. Så der var ikke andet at gøre, at køre hjem til Holme-Olstrup, skifte tøj og tage hesten ind i traileren og køre til Holte en gang til«.
Tonny Jensen nåede det hele og gav – som ’Årets Fund’ – en opvisning for publikum sammen med Fox.
»Jeg kan godt sige dig, at det glemte Kong Knud, det kaldte vi ham, aldrig. Det var lige i hans ånd, og siden hilste han altid på mig med stor respekt«, husker Tonny Jensen – som også var med ved OL i ’88 og ’92 som landstræner.
I dag arbejder han stadig med heste. Tre dage kører han rundt og træner andre ryttere, og til sommer skal han til Canada for at hjælpe en gammel elev.
»Min sport har bragt mig hele verden rundt, livet med heste har været fantastisk, og jeg vil arbejde med dem, så længe jeg kan. Mit mål er at blive 90. Og jeg vil tro, jeg også har en hest til den tid«, siger han – mens jeg lige ser, om der skulle være noget til overs på fadet.
