Hun har været international toprytter på Grand Prix-niveau i 15 år, og hun har repræsenteret Danmark ved syv europamesterskaber, tre verdensmesterskaber samt to olympiske lege, hvor det blev til holdbronze i 2008 i Hong Kong. Hun er blevet trænet af nogle af verdens bedste dressurtrænere, og de seneste år har hun selv fungeret som træner for topryttere i England, Australien og Danmark. Nu er Nathalie zu Sayn-Wittgenstein godt i gang med at bestride posten som landstræner og føre Danmark til top ved de kommende års mesterskaber. Hun overtager arbejdet efter tyske Rudolf Zeilinger, der har været landstræner i 19 år.
HVILKE TANKER GJORDE DU DIG, INDEN DU TAKKEDE JA TIL JOBBET SOM LANDSTRÆNER?
De sidste snart seks år har jeg gjort mig mange tanker om, hvem der kunne blive en god landstræner, og da holdleder Kimi Nielsen på et tidspunkt spurgte mig; ”Hvorfor gør du det ikke?”, begyndte jeg mine overvejelser. Den gang tænkte jeg, at jeg var alt for ung til posten, og jeg ville jo gerne fortsætte med at ride. Så jeg lagde tankerne på hylden, men ved et mediemøde inden OL i Rio sidste år blev ideen smidt på bordet igen, og da kiggede Kimi og jeg hinanden i øjnene.
Jeg bad hende efter mødet om at undersøge, om rytterne ville stå bag mig som landstræner. Det var for mig det vigtigste, og det ville de. Det betyder rigtig meget for mig, og det føles godt, at der er opbakning, når der skal tages fat. Det må betyde at jeg har gjort noget rigtigt i de 15 år, jeg har været med på topplan, og erfaringen herfra vil jeg gerne give videre til de andre.
BESKRIV DIN FORNEMMESTE OPGAVE I ROLLEN SOM LANDSTRÆNER
Dansk dressursport har de sidste par år haft et dårligt renommé udadtil på grund af nogle dumme billeder, og når danske ryttere er ude og repræsentere landet, er det ofte den type emner, journalisterne stikker til. Det vil jeg gerne væk fra, og fokus skal i stedet være på, hvor velredne og veluddannede vores heste er. Jeg mener, at vi kan imødekomme flere kommunikative udfordringer og undgå, at de bliver til problemer ved hjælp af åben kommunikation, og det vil jeg sørge for, at der kommer.
I forhold til at uddanne vore heste og ryttere – her taler jeg primært om a-truppen på cirka syv ryttere – vil jeg jævnligt tage på hjemmebesøg hos rytterne og vejlede dem, så vi sammen kan få det bedste ud af hest og rytter, som må være alles fælles mål. Har man trænet med det samme team længe, kan man nemt blive hjemmeblind, men ved at prøve lidt nyt kan man ofte hæve indsatsen med nogle procenter. Og det er de små marginaler, der tæller.
Jeg mener, at mange heste ikke har gennemgået den rette grunduddannelse. De har bare lært øvelserne, og det er nemt nok, men at udføre dem korrekt med de rette hjælpere kræver tålmodighed og grundighed. Dressurdommer Bjarne Nielsen sagde på et tidspunkt, at hvis du tager en genvej, bliver du nødt til senere at tage en omvej igen – altså reparere.
Jeg har selv været enormt heldig og lært dressurens abc bogstav for bogstav af blandt andre finske Kyra Kyrklund, og jeg har derfor et stabilt fundament at arbejde ud fra. En hest, der ikke er uddannet med et ordentligt fundament, er svær at justere og holde smidig på langt sigt. Det har også en afgørende betydning for hestens holdbarhed. Det har det også, hvis man dag ud og dag ind øver den samme øvelse som for eksempel den frie trav, der slider især på forbenene. Vi skal træne hesten, så den bliver holdbar.
Foto: Majken Soelberg
