af Broholm Horseshow
Det var stadig de ‘gamle’ rutinerede, der lagde sig i front i fredagens anden afdeling af DM i dressur for seniorer, men en ung debutant red sig ind i medaljekapløbet.
Den regerende danske mester, Cathrine Dufour, cementerede med sin tro partner Atterupgaards Cassidy, at det ikke er et tilfælde, at de er nummer fire i verden. Med et fint ridt i anden afdeling af DM i dressur for seniorer, lagde de sig på guldkurs og er selvfølgelig klar til finalen på søndag med en sejr i Grand Prix Special med 80.255%.
Og selv om hun er en skattet gæst ved DM på Broholm, så blev hendes plads som publikumsfavorit udfordret af især en ekvipage – den 20-årige Victoria Vallentin og Ludwig der Sonnenkönig 2.
Super glad debutant
Victoria og Ludwig leverede endnu et forrygende ridt i dag og gentog successen fra gårsdagens første afdeling og lagde endnu engang afstand til de garvede gamle.
“Jeg kan slet ikke forstå det. Jeg ryster stadigvæk. Det er slet ikke gået op for mig endnu”, siger Victoria med et kæmpe smil, “Jeg er bare så super glad. Jeg elsker den hest. Den er bare så sød og dejlig”.
Og de to er virkelig lidt af et match, som far, berider Søren Vallentin, er meget, meget stolt af. Også selv om han måske ikke altid indrømmer det overfor Victoria.
“Det er virkelig flot. Jeg er meget stolt! Hun og flere andre i klassen er jo beviset på, at vores system virker her i Danmark, og at de unge ryttere får en fantastisk ballast med fra starten af”, fortæller Søren.
Nu gælder det finalen på søndag, hvor fredagens fjerdeplads til 72.725% måske kan konverteres til en bronzemedalje, hvis alt spiller.
“Ludwig er faktisk også ret ny i Grand Prix – det er kun hans tredje, så det er også nyt for ham, så det er lidt os begge to, der skal lære, så derfor er jeg også ekstra tilfreds med, hvordan det er gået. Vores kür er også ny. Den har jeg kun redet en enkelt gang til NM, så det blir også spændende at se, hvordan det lige kører, men det er god musik, så jeg glæder mig bare”, slutter det unge talent.
Daniel i kamp med sig selv
For berider Daniel Bachmann Andersen var det en herlig dag, som resulterede i både en anden- og en tredjeplads med henholdsvis Blue Hors Zack og Blue Hors Zepter.
“Jeg er virkelig glad og stolt og kan slet ikke beskrive den følelse, jeg står med over at ha’ uddannet så mange heste til det her niveau”, fortæller Blue Hors berideren. “Men for mig er det største i dag min præstation med Blue Hors Zack. Det var noget helt specielt, for vores rejse sammen har haft mange bump på vejen, der har været mange op- og nedture, men jeg har hele tiden vidst, hvor god han er, og jeg har altid troet på ham, så for mig er han bare noget helt specielt, og at vi lykkes så godt i dag, det er jeg bare rigtig, rigtig glad for”.
Daniel kalder Blue Hors Zepter en verdenshest, som dog får tidligt fri, da berideren kun kan have én hest med i finalen, og selvom Zepter har scoret de bedste procenter, er det alligevel Zack, Daniel har med i finalen.
“Zepter er ung og uerfaren, og han skal ikke presses ud i noget, han ikke kan bære, så derfor skal han selvfølgelig heller ikke gå küren på søndag”, slutter Daniel, der med 76.706 % med Zepter og 76.137% med Zack kan runde fredagen af med et fornemt resultat som nummer to og tre.
Seniorerne rider finale søndag klokken 16.00, hvor de rider deres frie program – deres kür. De 15 bedst placerede ryttere i dagens 2. kvalifikation er kvalificeret til finalen. Da Daniel Bachmann kun må ride én hest, betyder det at nummer 16 også kommer med i finalen.
Placeringsrækkefølge i anden afdeling af DM for seniorer på Broholm:
- Cathrine Dufour/Atterupgaards Cassidy 80.255%
- Daniel Bachmann Andersen/Blue Hors Zepter 76.706%
- Daniel Bachmann Andersen/Blue Hors Zack 76.137%
- Victoria Vallentin/Ludwig Der Sonnenkönig 2 72.725%
- Anna Zibrandtsen/Arlando 72.608%
- Betina Jæger Jensen/Belstaff 72.118%
Se klassens resultat her: https://online.equipe.com/da/class_sections/316427
Se programmet og startlister for Broholm Horseshow her: https://online.equipe.com/da/competitions/24652