Nogle gange skulle man tro, at den har planlagt det hele! De dage, hvor du har allermest travlt og er allerdårligst påklædt til en tur i stalden, skal hesten liige det ene og liige det andet. Selvom du har lovet kæresten, chefen eller veninden, at det ikke tager ret lang tid, så ender det med at tage mindst det dobbelte. Og din hest – den står bare ved siden af og griner. Sådan føles det i hvert fald. Her fortæller vi dig, hvad du helt sikkert har oplevet din hest gøre, når du bare lige hurtigt skal forbi stalden og er allermest presset på tid. Forhåbentlig kan vi også gøre dig lidt rolig; du er nemlig helt sikkert ikke den eneste, der har oplevet det.

Hesten vil bare ikke fanges på folden – uanset, hvad du prøver. Faktisk synes den bare, at dine nye, hvide bukser fortjener at blive indviet lidt i din mudder- og hestepærefyldte tilværelse. Hvis du kan ride i hvide ridebukser til stævne, så kan du da også sagtens hente den i et tilsvarende par nu!

Der kan også ske det, at hesten har stillet sig allerbagerst på folden. Og selvom du kalder på den, synes den at tænke: “De stiletter trænger til en løbetur!” Fuld af velbehag stikker den atter hovedet i jorden, ind til du beslutter dig for at vise de nyindkøbte sko frem til resten af flokken.

Når du endelig har kæmpet dig over til hesten, opdager du, at den har efterladt sig både grime og en klokke. Klokken må klare sig selv, tænker du, or det har du simpelthen ikke tid til. Febrilsk trasker du dog rundt i mudderet for at spotte grimen – og selvfølgelig lå den helt oppe ved leddet, hvor du startede!

Desværre er du ikke så heldig, at din hest er fulgt efter dig, så du kæmper dig tilbage til den. Og nu er det, at du både undrer dig over og helt ubeskriveligt irriteret finder ud af, at du – fra ene dag til den anden – har fået en giraf, hvis hals selvfølgelig er alt for lang til dine arme.

Efter en mindre kamp får du grimen på, kigger på uret og konstaterer, at nu burde du faktisk være kørt igen. I netop samme sekund beslutter din hest sig for, at det bare ikke er dagen, hvor den vil besvære sig med at gå lidt tjept. Faktisk er du lidt glad for, at den har fire ben, så den ikke vælter og gør dig endnu mere beskidt, end du er i forvejen.

Endelig er I kommet ind i stalden, og du kan hurtigt få fodret din hest. Men idet du har hældt foderet i krybben og vender dig, bliver du takket med et savlgrønt og bussemandsfyldt puf. Så imens hesten spiser kan du passende bruge tiden på at finde ud af, hvad du skal sige til din chef eller din svigerfamilie, når de spørger ind til den flotte plamage på din lyse blazer.

Når der kommer noget ind, skal der også noget ud. Egentlig mugede du i morges, men selvfølgelig synes din hest, at det meget lækrere at forsørge sin nødtørft i de to minutter, der er inde i sin boks, end det er at gøre det i løbet af de mange timer, den går rundt ude på folden. To hestepærer bliver det til, som du nu skal vise dit fine tøj, hvordan man fjerner.

Som om det ikke var nok, kvitterer din hest med en lille efternøler ude på gårdspladsen, idet du vil lukke den tilbage på folden. Imens du atter finde greb og trillebør frem, overvejer du, om hestepærer mon ikke også godt kan være et legitimt navn på en parfume. Du føler i hvert fald, at det er den odør, du tager med dig til familiefødselsdag eller forretningsmøde nu.

Af en eller anden årsag føles det altid som om, at hesten skal gøre sig besværlig, når vi har mindst tid til det. Men er det egentlig ikke i virkeligheden os selv, der indimellem er lidt urealistiske i vores tidsberegninger? Vi som hesteejere burde netop være de bedste til at vide, at en tur forbi hesten aldrig kan være “bare lige hurtigt”. Heste kender (desværre) ikke klokken, og det er ikke deres skyld, at vi har travlt. Så hvis vi husker at køre 5-10 minutter før minutter og i øvrigt altid har et par gummistøvler og en overtræksjakke liggende i stalden, så bliver de hurtige besøg med stor sandsynlighed meget sjovere for både hest og ejer. Tror du ikke?

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.