Heste elsker juletræer – ikke at danse rundt om dem, men at gufle i dem. Så når vi er færdige med at danse rundt om dem, pynte dem og vise dem frem til alle vores gæster, så kan hestene passende få lov til at spise dem. Lyder det ikke bekendt? Den gamle julesang “Højt fra træets grønne top” giver pludselig ekstra meget mening for os hesteejere. Og i disse tider, hvor bæredygtighed er noget af det vigtigste, hvorfor så lade være? Tjo, gran er ikke helt sundt for en hest, så vi skal alligevel lige tænke os lidt om.

Taks er meget giftigt

En grantype, som du absolut aldrig må give din hest, er taks. Planten indeholder nemlig store mængder af de giftige stoffer taxin og taxicatin. Ja, faktisk kan én enkelt gren dræbe en hest, da den dødelige dosis kun er mellem 100 og 200 gram. Tilbage i 2009 mistede tre heste livet, fordi der var blevet smidt taks ud til dem på folden. Et par timer efter lå de alle døde. Så taksen, den skal hestene holdes meget langt væk fra.

Er gran giftigt?

Med gran forholder det sig anderledes end det gør med taks. Mange anbefaler, at man slet ikke giver sine heste nogen former for gran, mens andre ikke har andet end gode erfaringer med at give for eksempel Normannsgran.

Det svære ved gran er, at det indeholder et minimum af giftige stoffer, hvilket dog ikke ændrer på, at gran er giftigt. Der skal bare store mængder til, før det har en betydning for hestens helbred. Nogle heste kan tåle mere end andre, og derfor kan man nemt komme til at tro, at bare fordi én af hestene på folden plejer at kunne tåle det, så kan alle hestene tåle det.

Nogle af de eneste heste, man absolut aldrig må give gran, er hopper i fol. Giftstofferne kan nemlig skade fosteret og øge chancen for, at hoppen taber det.

Handler om miljøet og pengepungen

Hvis vi træder et skridt væk fra diskussionen om hestens helbred, så er argumentet for at give hestene det brugte juletræ godt. Det giver os nemlig lidt mere for pengene, ligesom det får CO2-forbruget til at stikke lidt mindre i vores miljøsamvittighed.

Selvom træer generelt er miljøvenlige, fordi de binder CO2 og danner ilt, så er juletræer ikke helt uskyldige. Tænk engang, hvor meget besvær man har med sådan et juletræ. Først skal det fragtes fra plantagen til købestedet – hvis du da ikke fælder det selv. Derefter skal det transporteres hjem i dit hus, hvortil du kun få dage efter skal af med det igen. Det koster meget besvær, mange penge og ikke mindst meget CO2 at have sådan et juletræ stående i hytten de få dage, julen varer.

Derfor er det slet ikke underligt, at mange vælger at smide træet ud til hestene og/eller hugge brænde ud af det. Så får vi trods alt lidt mere glæde ud af det. Men er det det rigtige at gøre for vores heste? Og for miljøet? Hvad synes du? Bør man give juletræet til hestene?

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.