Der findes en del hesteejere rundt omkring, der lader deres kæreste eje gå på alenefold, fordi de er bange for, at hesten får en foldskade. Noget, der tit har undret os her på redaktionen. For passer det at heste, der går sammen med andre, kommer lettere til skade end heste, der går alene? Det har vi sat os for at finde ud af.

Frygten for skader

Trods solid videnskabelig dokumentation for at heste befinder sig bedst i selskab med andre heste, holdes mange heste stadig uden fysisk kontakt med artsfæller. Mange hesteejere er bekymrede for, at hesten kan komme til skade, hvis den går i gruppeløsdrift eller lukkes på fold med andre heste, ligesom der kan være usikkerhed omkring den optimale gruppesammensætning. Særligt meget bekostelige rideheste lever meget af tilværelse i isolation eller enefold. Men har det sin fordel at holde den adskildt fra sine artsfæller?

Hvad siger forskningen?

Vi har taget udgangspunkt i en Nordisk undersøgelse fra 2017. Hvis du er interesseret i at læse den fulde forskningsartikel, så er linket HER.

Ellers er her en gennemgang af undersøgelsen: Projektet bestod af 61 hestegrupper i Sverige, Norge, Finland og Danmark og havde til formål at undersøge, hvordan gruppesammensætningen, og stabiliteten af gruppen, påvirkede forekomsten af skader og hestenes frygtsomhed. Grupperne blev sammensat, så hestene enten var samme alder og køn (hoppe/vallak) eller varieret, og nogle grupper var stabile mens andre havde rokeringer i gruppen hver uge. Forekomsten af sår, skrammer og skader blev registreret inden grupperne blev dannet, dagen efter og fire uger efter gruppedannelsen. Endvidere blev hestenes reaktioner overfor et ukendt objekt på folden også registreret.

Færre overfladiske sår og skrammer hos islændere end hos varmblodsheste

Foto: Nyt Hesteliv

Resultaterne viste, at sår og skrammer typisk var overfladiske, og forekomsten af skader var meget lav. Gruppesammensætningen havde ikke betydning for forekomsten af sår og skrammer, men islandske heste havde færre nye sår og skrammer end varmblodsheste efter dannelsen af de nye grupper. Langt de fleste sår var placeret i hestenes hoveder, deres bryst, bagpart og bagben. Men altså kun overfladiske skrammer. Endvidere var Islandske heste mindre frygtsomme end varmblodsheste, mens gruppesammensætningen ikke havde betydning.

Konklusion: Racen er afgørende

Så hvad kan vi lære af undersøgelsen? Jo, vi kan konkludere, at hestens race har større betydning end gruppesammensætningen i forhold forekomsten af sår og skrammer, og hesteejere bør ikke være bekymrede for at sammensætte heste af forskellig alder og køn. Forskerne skriver således:

“Concerns about the risk of severe injuries associated with keeping horses in groups are probably overestimated. Thus, we propose that horses can be successfully kept in groups of different sex and age composition.”

Heste har et meget stort behov for social kontakt til andre heste, og resultaterne af undersøgelsen tyder altså på, at risikoen for alvorlige skader ved gruppehold af heste er minimal. Derfor bør enhver hesteejer sikre, at hesten har adgang til social kontakt med andre heste som minimum ved et dagligt foldophold.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen er udført i et samarbejde mellem en række forskere fra de nordiske lande, herunder Sverige, Norge, Finland og Danmark. Læs mere om undersøgelsen på Aarhus Universitets hjemmeside HER

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.