Ridebanespring og terrænspring er to helt forskellige ting, og man skal ride sin hest på to vidt forskellige måder. Det mener den danske militaryrytter Cecilie Eriksen, der oprindeligt kun var ridebanespringrytter, men overgav sig til terrænet med det samme, da hun blev introduceret for det. I dag rider hun på det danske seniorlandshold i military og er meget bevidst om, hvad hun gør for at oparbejde en glad og selvsikker hest, der foruden dressuren er stærk i begge discipliner.

At ride den ene springdisciplin kontra den anden

Vi har bedt Cecilie komme med sine bedste råd til, at du som rytter kan samle mod og introducere din hest til at springe i terrænet. Det er blevet til en miniserie, hvor vi i denne første artikel fokuserer på de ridetekniske forskelle mellem ridebane- og terrænspring. For hvordan skal man ride den ene disciplin kontra den anden?

“Generelt set i Danmark har flere af rytterne, der rider military, sværere ved springdelen end terrændelen.”

Cecilie Eriksen

Fra ridebanespring- til militaryrytter

Egentlig var det tilfældigheder, der gjorde, at den 25-årige danske militaryrytter, Cecilie Eriksen, faldt for militarysporten. Som barn var hun udelukkende at finde på springbanen, hvor forhindringerne kunne falde ned, og der var sand under hestens hove. Men det ændrede sig hurtigt på grund af en fræk pony:

“Jeg kommer ud af en hestefamilie, så det har altid ligget i kortene at jeg skulle ride, og jeg har siddet på pony før jeg kunne gå. Min søster og jeg var oprindeligt springryttere på landsplan og red stævner stort set hver weekend, men pga. lidt ”modighedsproblemer” med en af vores daværende ponyer, tog vi ud og red nogle jagter og blev derigennem foreslået at forsøge os med military. Vi blev ”hooked”, og har redet military lige siden.”

Nu er Cecilie og hendes hest Calvin nået helt til det danske seniorlandshold og hører altså til toppen af dansk militarysport. Hun ser det bestemt som en fordel, at hun lærte at ride rundt på en springbane, inden hun begyndte at prøve kræfter med det i terrænet – og hun vil uden tvivl anbefale andre at gøre det samme vej rundt. For som hun selv påpeger det, så har ridebanespringningen givet hende et naturligt mod og ikke mindst øje for at se og tilpasse afstandende til forhindringerne.

Cecilie og Calvin i aktion på terrænbanen. Foto: Privat.

Forskellene på at springe på bane og i terrænet

For at sammenligne de to discipliner, vil vi lægge ud med at vise et skema over de ting, Cecilie mener er de største forskelle.

RIDEBANESPRINGTERRÆNSPRING
Løse spring (som kan rives ned)Faste spring
Samlet og balanceret galopÅben og fremadsøgende galop
Tættere afsæt – fremprovokering af hestens naturlige springteknikStørre afsæt – for bedre flow (kommer dog an på forhindringstypen)
Fyld og kraftige farverOfte naturlige farver
2-3 minutters varighed3-12 minutters varighed – og dermed højere krav til udholdenhed
Mest nedsidningMere let sæde
Korte bøjlerEndnu kortere bøjler – for større bevægelighed og lethed over hestens ryg
Rider ofte efter hurtigste tidRider efter idealtid – og med overblik over minutmarkører

Terrænspring handler om rytme og balance

I modsætning til, hvad mange måske tror, så handler terrænspring ikke bare om at ride så hurtigt som muligt og håbe på, at alt går god, fastslår Cecilie. For selvom tempoet i terrænet altid er højere end på en bane, så handler det også om noget andet, som umuligt kan opnås hvis man bare rider hovedløst derudad, fortsætter hun:

“Terrænspring handler om rytme, balance og vigtigst af alt tillid. Når først din hest har tillid dig, vil den springe gennem ild og vand på en terrænbane. Den tillid skabes igennem rytmen og balancen, som DU som rytter skaber for hesten til at forcere alle de mange forhindringstyper korrekt. Når tilvænningen og tilliden er ved at være der, så kan man begynde at lægge højere tempo på. Men man skal huske, at de her forhindringer står fast og ikke falder ned, hvis man misser en afstand, og derfor bør man aldrig ride hovedløst rundt i terrænet.”

Når det er sagt, så kommer der altid et højere og mere naturligt flow på en terrænbane, end på en springbane. “Ren instinktivt søger hestene ofte forhindringerne mere i terrænet, og her sidder man som rytter heller ikke og bakker på samme måde, som mange gør på springbanen for at undgå at pindene falder ned”, forklarer Cecilie.

Det giver andrenalin og glæde

Men hvad er det så for en følelse, ridningen i terrænet giver, som man ikke kan opnå på en springbane? Jo, det handler både om følelsen af adrenalin og om den glæde, hesten udviser, mener Cecilie.

“Den følelse, der strømmer igennem kroppen, når man galoperer hen over målstregen efter et adrenalinfyldt terrænridt, er bare usammenlignelig med noget andet. Det samme lyder fra militarysportens Usain Bolt, tyske Michael Jung, der både rider 5-stjernet military og samtidig springer World Cup i ridebanespringning. Intet slår den action og følelse, som terræn skaber.”

Derudover fortæller Cecilie, at ridningen i naturen gør noget helt særligt ved hestene, som hun aldrig ser på samme måde inden i en arena: “De stråler af glæde, og specielt hvert år til april, hvor man som regel kommer tilbage på terrænbanen efter en lang off season, er det altid bukkende og lykkelige heste, der springer rundt i det fri igen. Det varmer altså én lidt om hjertet.”

Ridebanespring er fundamentet

Dog er der ingen tvivl om, at ridebanespring sammen med dressuren er fundamentet for at oparbejde en god terrænhest. For hvis man ikke kan styre sin hest i de to andre discipliner, så bør man slet ikke ride military. Det er Cecilies klare holdning.

“Generelt set i Danmark har flere af rytterne, der rider military, sværere ved springdelen end terrændelen”, forklarer Cecilie – og det siger en del.

Cecilie og Calvin inden start. Foto: Privat.

Man skal have hovedet med

Cecilie understreger, at hun elsker militarysporten med alt, hvad den indebærer – også selvom det er hårdt arbejde for både hende og hendes hest. Hun vil gøre alt, hvad hun kan for at holde sig på toppen, men i sidste ende er det hestens glæde ved det hele, der er succeskriteriet.

“Jeg har i den grad også lavet fejl som rytter, hvor den værste til dato var i forbindelse med tid. I og med, at Calvin ikke er den bedst galopperende hest rundt i terrænet, så døjer vi desværre med lidt tidsfejl. Efter gentagne stævnestarter med for mange tidsfejl, så besluttede jeg mig til et stævne i Haras de Jardy i Frankrig, at nu skulle det være slut med tidsfejl, så jeg gav den gas fra start til slut. Og desværre sluttede vi 50 meter for tidligt på andensidste forhindring, hvor jeg i 7 min konstant havde presset for højere tempo og for længere og længere afstande. Til sidst kunne Calvin ikke svare yderligere frem for den store afstand, så han trampede op og på grund af vores tempo og det faktum, at forhindringen stod fast, så lavede vi en koldbøtte 50 meter fra mål.”

Heldigvis skete der hverken Cecilie eller Calvin noget alvorligt under det ærgerlige styrt. Men Cecilie blev klogere og kender nu sin hests behov i terrænet endnu bedre end nogensinde:

“Jeg havde aldrig tilgivet mig selv, hvis der var sket Calvin noget, og dagen i dag rider jeg stadig efter tiden i terrænet, men aldrig på bekostning af min bedste ven. Jeg har accepteret, at der kan komme lidt tidsfejl i terrænet, men så må vi bare blive dygtigere til dressur og fortsætte med at hoppe fejlfrit på springbanen, så vi fortsat kan være med. Det må siges at være et kæmpe råd til andre, hvor tiden begynder at have sin indflydelse: Man skal have hovedet med!”

Det kræver et par overtrådte grænser

Det er grænseoverskridende for mange pludselig at skulle springe i terrænet. For som Cecilie nævner det, har hesten et helt andet træk på og imellem springene, end man oplever det på en bane. Man vil helt sikkert komme til at begå fejl i ny og næ, store som små, og man skal turde have lidt is i maven, især i den første tid. Til gengæld får man også det vildeste tillidsforhold ud af det, når man lærer sig selv og sin hest at kende i terrænet. Det kræver et par overtrådte grænser at opleve den glæde, men det er det hele værd, mener Cecilie.

I næste del af artikelserien viser Cecilie, hvordan du kan introducere din hest, der kun er vant til at springe på bane, til terrænet.

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.