Den 12.-15. juli afholdes DM for Islandske heste på Landsskuepladsen i Herning. Det er Dansk Islandshesteforening og Rideklubben Tvistur, der indbyder ryttere og publikum til årets højdepunkt for islandshesteelskere.
Årets danmarksmestre i kategorierne ’Sport’ og den knapt så mundrette ’Gæðingakeppni’ skal findes. I sportskonkurrencerne bedømmes helheden af hest og rytter, mens der i Gæðingakeppni skal findes den bedste gæðingur: Gangeren, der med gejst og power blæser tilskuere og dommere bagover!
Læs mere om Gæðingakeppni her
Publikum kan se frem til nogle spændende dage med mulighed for at komme tæt på de bedste sportsekvipager i landet. Op mod 270 ekvipager forventes at stille til start. Der skal konkurreres om titlerne i både tølt og pasdicipliner. Søndag d. 15. juli afsløres det, hvilke heste og ryttere, der skal repræsentere Danmark ved de nordiske mesterskaber i Sverige til august.
DM for Islandske Heste, Landsskuepladsen, MCH Messecenter Herning, d. 12.-15. juli. Entrébilletter købes på Sporti.dk – søg under hestesport.
En arbejdsom race
Islandske heste er efterkommere af de heste, vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i det niende og tiende århundrede. Det barske klima på Island formede gennem tiderne hesten til en kompakt, nøjsom og hårdfør race. Såvel på Island som i resten af Europa har den islandske hest primært været anvendt som arbejdshest. Nutidens islandske heste er kendt over hele verden for sin alsidighed, sit behagelige sind og som en pålidelig, arbejdsom og samarbejdsvillig ridehest for hele familien.
Dansk Islandshesteforening, som i år kan fejre 50 års jubilæum, er en landsdækkende forening, der samler mennesker med interesse og passion for den islandske hest. Formålet er at udbrede kendskabet til og anvendelsen af den originale renracede islandske hest. Dansk Islandshesteforening arbejder for at skabe optimale rammer for alle typer islandshesteryttere, og er bl.a. ansvarlig for uddannelse af instruktører, trænere, k ringsdommere og konkurrencedommere efter internationale regler. Desuden arbejder foreningen politisk for bedre adgang for ryttere og heste til naturen. Dansk Islandshesteforening driver også eget stambogskontor, der varetager stambogsføring af hestene.
Fakta om Islandske heste
Rideklubben Tvistur er landets største lokalklub under Dansk Islandshesteforening. Klubben holder til i Svenstrup syd for Aalborg, og har som formål at udbrede kendskabet til og interessen for den islandske hest.
Der er ca. 10.000 medlemmer af Dansk Islandshesteforening, mens der i Danmark er ca. 37.000 islandske heste i Danmark. For at undgå smitte i hestens hjemland, må en hest, som har forladt Island aldrig vende tilbage.
Islandske heste er kendt for at mestre to gangarter udover skridt, trav og galop – gangarterne tølt og pas. Tølt er en behagelig gangart, hvor rytteren sidder roligt i sadlen. Hestens man og hale fejer i en flot bølgende bevægelse, og hesten har altid mindst ét ben i jorden. Tølt bruges på rideture i terræn og i konkurrencer, hvor gangarten skal vises i flere hastigheder. Islandske heste med særlige anlæg mestrer også den flyvende pas, der er en totaktet gangart, hvor hesten flytter for- og bagben på samme side samtidigt – og med en svævefase inden næste benpar rammer jorden.
Der er i alt 21 medlemslande i den internationale sammenslutning af islandshesteforeninger kaldet FEIF. Udover landsstævner afholdes der verdensmesterskaber, nordiske mesterskaber og midteuropæiske mesterskaber, hvor der dystes i hestenes gangarter efter internationale regelsæt i FEIF. Ved VM fremvises, bedømmes og præmieres landenes bedste avlshopper og avlshingste også efter FEIF ́s internationale bedømmelseskriterier.
Læs mere om Dansk Islandshesteforening her