Haflingerens historie er lidt af et mysterie. Deres hjemegn er det sydlige Tyrol i Østrig, i det bjerglige område på grænsen til det nordlige Italien og racen er ambassasdør og lidt af en kulturskat for landet. Vi ved også, at de er navngivet efter den italienske bjergby Hafling, der på italiensk hedder Avelingo. Derfor er Aveligneser-hesten i Italien i samme familie – selvom de italienske fætre og kusiner ofte godt kan være lidt højere.
Bløde værdier i hårde omgivelser
Udgangspunktet for Haflingeren som etableret race var krydsningen af de lokale hopper med Arabere og Norikere.
Det første bevis fra haflingerens fortid er araberhingsten El Bedavi XXII, der i 1868 blev bragt til Østrig for dengang at forbedre bestanden af de tungere bjergponyer. Han var bla faderhingst til et fuksfarvet hingsteføl på en ganske almindelig bjerghoppe, som kom til verden i 1874, hingsteføllet kom til at hedde 249 Folie. Et fuksfarvet hingsteføl så dagens lys i 1874. Det kom til at hedde 249 Folie og var søn af araberhingsten 133 El Bedavi XXII og en lokal bjerghoppe. 249 Folie viste sig at være en god avlshingst. Den bedækkede i 18 år og blev racens egentlige stamfader.
Syv hingstelinier og 32 hoppeliner udgår fra 249 Folie. Alle linjer er registreret og rene haflingere kan føres direkte tilbage til 249 Folie.
Der holdes i dag nøje øje med avlen, som både staten og private avlere involveres i. Ligesom mange andre racer af ponyer, så er dette en hest der har en vigtig fortid som både landbrugsdyr og kørehest. I dag er haflingeren den mest populære fritidshest i Tyskland.
LÆS OGSÅ: Irish cob: Den flerfarvede, trofaste og alsidige familiehest
Racen er verdenskendt for at være særligt hårdfør i det barske terræn, hvor den let kan komme frem og hjælpe med bl.a. skovdrift. Der findes dog variation i højde og vægt indenfor samme race. Og dens alsidighed dækker de fleste behov. De lavere, tættere haflingere er velegnede til landbruget og til at trække vogne. Imens er de højere og lettere familiemedlemmer er bedst til konkurrencer og rideture.
Hvordan ser den ud?
Haflinger-hesten har ved første indtryk en smuk, lys man, der står i flot kontrast til den røde farve der kan være i mange nuancer. Både man og hale rækker fra dyb hørgul og til en skinnende lysblond farve. Haflingeren er altid røde med lys man og hale (rød flaxen) og aldrig palomino, som mange fejlagtigt tror. Dens fine hoved der ofte ses med hvide aftegn har en elegant pande der ender med en lille mule. Øjnene er dybe og udtryksfulde, og ørene er korte og tilspidsede.
Typisk for ponyer er kroppen kompakt, lemmerne er muskuløse og skuldrene bærer præg af en let svajet kurve med en fremtrædende manke. Haflingeren har en højde på mellem 137 til 150 cm. Nogle af disse kendetegn er nedarvet fra haflingerens arabiske forgænger, da disse fine træk er ret sjældne hos andre racer af ponyer. Haflingere har desuden en gangart, der fra naturens side er rytmisk og jordarbejdende. Med avlen er det tydeligt at se, at haflingeren bliver mere og mere elastisk i sine bevægelser, og det blot vil gøre, at den fortsat i fremtiden også vil være et rigtigt populært valg.
Følsom og intelligent
Haflingeren er som regel rolig og har intet problem med at udtrykke sig, hvis der er noget i vejen. Nogle kan formentligt huske haflingeren fra deres tid på rideskolen og hvor stædig en hest den også kan være. Men lige som mange andre racer, så kan det ske at hesten udvikler dårlige vaner – og da de jo er kloge, regner de også nemt ud, hvis de kan undgå at lave noget, de måske ikke lige gider. Men haflingeren er altid meget glad for mennesker og opmærksomhed, nogle gange endda lidt for meget, så deres jagt på knus, klap og godbidder kan nogle gange gør dem lidt for nærgående og påtrængende.
Selvom haflingeren kan være en stædig hest, er det en fantastisk lærehest og en rigtig god hest for begyndere, da det er en godmodig hest med nerver af stål. En haflinger kan sagtens blive bange eller se spøgelser, men den er også hurtig til at opfatte, når den tog fejl og der ikke er fare på færde alligevel.
LÆS OGSÅ: Clydesdale: En alsidig og truet hesterace
Frisk luft og grønt græs
I Tyrol er der tradition for at holde ponyerne på de høje græsenge i sommerhalvåret, sammen med kvæg og geder. Det er her, at de stærke haflingere træner deres sociale adfærd, styrker deres balanceevne og lærer at vænne sig til det hårde, omskiftelige bjergmiljø. I Tyrol falder sneen nemlig allerede i september, og der kan let være et par kilometer til nærmeste stald.
Men det er dog en meget nøjsom hest og en hest, der let bliver til den lidt runde side og derfor i risikogruppen for, at blive forfangen. Så at lade sin haflinger gå på døgnfold på højt græs under danske tilstande, skal man være meget påpasselig med.
Kilder: https://en.wikipedia.org/wiki/Haflinger, https://karinabrez.com/blogs/news/haflinger-horse-temperament-and-personality, https://thepixelnomad.com/haflinger-horses-in-the-first-snow-of-the-year/
