Sandt eller falsk? 10 myter om hestefarver

“Én sok – køb den. To sokker – prøv den. Tre sokker – pas på. Fire sokker – lad den gå”. Jaja, tænker du måske, det er jo bare en gammel skrøne. Og det er helt rigtigt. Skrønen er et godt eksempel på, hvordan farverne på vores heste har været skyld i mange spekulationer omkring deres helbred, temperament og personlighed gennem tusindvis af år. Heldigvis er vi blevet klogere i dag.

Myter og sandheder om hestefarver

På trods af at vi er blevet klogere, lever påstande om hestenes farver stadig i bedste velgående. Ja, faktisk kan man indimellem blive i tvivl, om det man hører egentlig er rigtig nok. Derfor vil vi nu aflive myterne og bekræfte sandhederne om vores hestes farvegenetik.

Læs også: Forskning: Personligheder afhænger af race

Annonce

1. FALSK: Krydser man to hvide heste, vil man 100% sikkert få et hvidt afkom

Alle heste besidder gener fra én af de to basisfarver rød og sort. Alle andre farver er afarter deraf. Spørgsmålet er nemlig, hvordan de to farver kommer til udtryk. Det er der et andet gen, der bestemmer. Derfor vil en hvid hest altid besidde mindst én af de pigmenterede gener, og derfor kan den få et mørkt afkom, selvom den er blevet parret med en anden hvid hest.

2. SANDT: Heste kan ikke være brune

Nu forstår vi godt, hvis du er lidt forvirret. For har vi ikke lige skrevet, at brun er én af de tre basisfarver? Og jo det har vi. Men egentlig er en brun hest en blanding af rød og sort, for den har både sortpigmenterende og rødpigmenterende gener, som kommer mere eller mindre ligeligt til udtryk. Det kan give et hav af forskellige brune nuancer. Pelsen kan være meget mørk eller meget rød, og man og hale kan ligeledes være helt sort eller af samme farve som resten af pelsen. Derfor er brune heste de mest almindelige.

3. SANDT: En sort hest må ikke have brunlig pels i bløde områder

Hvis hesten har brunlige hår i de bløde områder som i lysken, på baglåret, under forbenene, i og bag ved ørerne og på mulen, så har det noget at gøre med, hvor tæt pigmenteringen er. Hos sortbrune heste vil der nemlig være en blanding af det sort- og det rødpigmenterende gen på spil. Samtidigt vil genet for, hvordan det kommer til udtryk, gøre den meget tætpigmenteret, og derved ser den næsten sort ud. Hos “ægte” sorte heste er det kun genet for den sorte pels, der kommer til udtryk.

4. FALSK: Farven fortæller noget om hestens temperament 

Denne skrøne minder meget om den, vi indled artiklen med, og heldigvis ved de fleste godt, at der ikke er hold i den. Lad os dog lige nævne et eksempel som palominoen, der på én gang er en farve og en race. At palominer for eksempel kan tillægges et bestemt temperament skyldes ikke deres farve, men deres race. En palomino, der fødes misfarvet, vil altså ikke også nødvendigvis have et atypisk temperament.

5. SANDT: Hestens farve kan hænge sammen med arvelige sygdomme 

Vi må hellere lige understrege, at det ikke er de pigmenterende gener, som giver hestene med en bestemt farve genetiske sygdomme. Det skyldes derimod en række andre, sideløbende gener, som ofte nedarves hos heste i en bestemt farve. For eksempel har mange knabstruppere nedsat syn.

Læs også: 10 ting du ikke vidste påvirkede hestens hov

Annonce

6. FALSK: Skimmel er en farve

Ligesom den hvide “farve”, så er heller ikke skimmel en egentlig farve. Faktisk kan skimmel betragtes som en defekt, idet hårstråenes mørke nuance aftager på grund af manglende pigment. Der sker præcis det samme, som når mennesker bliver gråhårede: olierne i overhuden tørrer ud – så at sige – og håret, som gror i disse områder af huden, vil miste sin pigmentering. Derfor bliver skimler med tiden helt lyse – eller de bliver flueskimle, hvor en smule af pigmentet bevares.

7. FALSK: Heste med lyse hove har dårlige hornkvalitet

Denne myte er nok en af dem, der lever allerbedst ude i de danske stalde, og rigtig mange er i tvivl om, hvorvidt der faktisk er hold i den. Spørger man imidlertid sin smed, så vil han eller hun med noget nært 90% sikkerhed understrege, at det bare er en myte. Du kan jo selv prøve at spørge.

8. FALSK: Hestens ører kan have særskilte, hvide aftegn

Heste kan få mange forskellige aftegn i hovedet. Men fordi ørerne er det sidste sted, hvor pigmentet forsvinder, og vil det altid ske i kombination med en større aftegning som for eksempel hos brogede eller hjelmede heste. Derfor kan hestens ører altså ikke have særskilte, hvide aftegn, som for eksempel en hvid “stjerne” på øret.

Læs også: Naturens gratis tilskud – pluk nu!

Annonce

9. SANDT: Huden under lys pels er mere sart

Det pigment, som mangler i den lyse pels, mangler også i huden under. Og da pigment er til for at beskytte huden mod udefrakommende faktorer, er lys hud mere sart end mørk hud. Derfor vil lyse hudområder på hesten have større risiko for at blive skoldet eller ramt af bakterieangreb som for eksempel muk.

10. FALSK: Heste kan være albinoer

Normalt mangler albinoer al pigment, uanset om de er mennesker eller dyr. Det skyldes, at de udelukkende rummer de pigmentløse farvegener – det vil sige et pigmentløst genpar. Men da heste dør i fosterstadiet, hvis de besidder dette arveanlæg, kan de aldrig være 100% albinoer – også selvom de ligner.

Artiklen er oprindeligt bragt i oktober 2019.

Kilder

Pre-Horse, Zuzette Kraft: Hestens farver

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce