Hestelyde – hvad betyder de egentlig? 

Hesten har ikke noget lydsprog, som vi forstår det, men de kan faktisk sige en del lyde – men hvad betyder de lyde egentlig? 
Følg med her, og læs hvilke hestelyde, vi her hos Malgré Tout, genkender hos hestene. Måske din hest har endnu flere lyde?

Vrinsk

Den kender de fleste, også ikke-hestemennesker, men det kan betyde utroligt mange ting. Og lyde på mange forskellige måder. Oftest er det brugt som et kald og en måde at lokalisere andre heste på. Faktisk kan en konstant vrinskende hest være et ret godt fingerpeg til, at hesten er nervøs, ude af sin komfortzone og væk fra sine kammerater og der, hvor den føler sig tryg. Det kan også være, at hesten kalder efter en anden hest, som er blevet fjernet fra flokken. Den kan også kalde, når den kender en hest eller et menneske. Nogle heste hører man sjældent vrinske, andre vrinsker ofte. Måske lidt ligesom os mennesker, hvor nogle bare taler mere end andre af forskellige årsager. 

Hesten vrinsker gennem strubehovedet, og lyden kommer ud gennem næseborene, men som oftest er munden også let åben eller bævrende. Derudover er det en ret imponerende høj lyd, som os mennesker kan have svært ved at gengive. 

Annonce
Vidste du?
Vidste du, at de fleste vrinsk varer i cirka 1.5 sekunder og faktisk kan høres næsten en kilometer væk? Heste, som har gået i samme flok længe, udvikler et mere ensartet vrinsk, end hvis de er fra forskellige flokke. Måske det er en måde, så de kan genkende hinanden selv på lange afstande.

Prust

Den kender de fleste – også ikke-hestemennesker – og det er ret sjovt, når ikke-hestemennesker bliver forskrækkede for den lyd, for det er noget, vi hestefolk hører meget fra hestene. Det er en lyd, som kan betyde mange ting. Det kan ganske enkelt være støv, snot, snavs eller andre partikler, der forstyrrer hestens luftveje i næsen, men det kan også være et tegn på veltilpashed og afslappethed.  

Hvor kontrastfyldt det end lyder, kan det være et udtryk for stress og uro. Du har måske hørt de heste, som pruster mange gange i træk. Ofte er det blevet en copingmekanisme i stressfulde situationer. Her vil hesten også viser andre tegn på uro såsom at trippe, spænde op, holde hovedet højt, og det kan være, at hesten sjældent blinker, og når den er gør, er det ofte hurtige blink.

Brummen

Den her lyd kan de fleste af os nok nikke genkendende til er en rigtig behagelig lyd, som giver os en god følelse i maven, når vi hører den. 

Ligesom med vrinsket er der nogle heste, som brummer mere end andre. Nogle heste har måske forbundet det med godbidder og siger lyden for at få dig til at give den mad? Hingste har ofte en tendens til at brumme og nogle gange vrinske for at tiltrække sig opmærksomheden fra hopper. 

Læs også: 3 tegn på, at din hest kan genkende dig – og respekterer dig 

Suk

Hestens suk minder egentlig meget om menneskers suk. Det kan komme, når de er afslappede, eller når de har været anspændte og endelig trækker vejret dybt og forløser de spændinger, der kan have været i kroppen. 

Lyder sukket mere som et støn, skal du være opmærksom på, at det kan være et udtryk for, at hesten har ondt. Særligt hvis det forekommer under ridning, eller når hesten bliver sadlet op. For nogle heste kan det også være blevet vane, men det er alligevel en god idé at få hesten tjekket for at være på den sikre side. 

Dog er der også mange heste, som stønner, når de tisser. Det er en helt almindelig lyd, som vi måske også selv kan genkende? 

Hvin

Hvinet har alle hestemennesker formentligt hørt. Det øredøvende hvin, som ofte bliver tillagt hopper. Men det kan lige så vel komme fra en vallak eller en hingst. Hvinet er noget, de fleste af os hestemennesker kan forudsige, da det ofte sker, når to heste hilser på hinanden. Det er som om, man venter i sekunderne, før det kommer. Og husk at passe på forbene, som kan komme flyvende sammen med hvinet. Grunden til mange tilegner det hoppen er, at når hun er i brunst, er der større sandsynlighed for, at hun hviner, også selvom hun selv har stillet sig hen til den anden hest.

Skrig

Skriget er heldigvis ikke noget, vi hører ofte, men for mange af os, giver det et ubehageligt sug i maven. Det er en hæslig lyd, som kan høres, hvis heste eksempelvis slås med hinanden, og lyden kan ofte få hestemennesker til at sætte i løb. Når hestene kommer med denne lyd, kan det være fordi, hestene slås og pådrager sig skader. De kan bruge lyden som en skræmmeteknik, og det kan være en del af det at etablere sin plads i flokken.

Smask

Endnu en af de bedste lyde, vores kære heste kan komme med. Der findes næsten ikke noget mere afslappende, end når hestene har fået foder eller spiser hø, og der bliver gumlet og smasket. Det er en fantastisk lyd, som giver velvære for både hest og menneske. Hesten kan også smaske, når den ikke spiser. Det kan for eksempel ske under jordarbejde, behandlinger eller strigling. Det er et udtryk for afslappethed, og det kan faktisk være et tegn på, at hesten nulstiller nervesystemet og derfor kommer over i det parasympatiske nervesystem, som også kaldes det afslappende nervesystem. Dog er vores heste igen kontrastfyldte, og konstant smasken kan også være tegn på utryghed og stress. Tjek igen hestens andre udtryk samt situationen, hesten er i, for at du kan vurdere årsagen.

Læs også: Nervesystemet bestemmer: Derfor kan hesten ikke irritere dig med vilje 

Dragepust

Til sidst har vi den lyd, som ofte bliver kaldt for et dragepust. Det sker, når hesten har holdt vejret i en nervøs, spændt eller nervepirrende situation, og på et og samme tid skal ud med det hele. Det er oftest en måde at advare andre heste om potentielle farer på, og det kan i sjældnere tilfælde ske, når hesten er begejstret. 

Dragepustet er ofte forbundet med høj hovedføring, en anspændt krop, der nærmest er stivnet, indtil der så kommer meget hurtige, stive og kraftfulde bevægelser, hvor der sjældent bliver taget hensyn til mennesker. 


Kilder 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce