Hvordan foregår din opvarmning?

Af: Anja Thorup Jensen, Moderne Hestehold
Cand. Scient. med speciale i hesteadfærd og -velfærd.

Da jeg i sin tid selv begyndte at ride, lærte jeg at man skulle varme hesten op ved at skridte for lang tøjle. Herefter skulle man så bruge lidt tid på trav og letridning, og kunne så vælge om man ville fortsætte i trav og nedsidning eller om man ville fortsætte med galop. Efter en skridtpause var hesten så opvarmet, og klar til at man ”rigtig” kunne begynde at ride.

I dag tænker jeg lidt anderledes på opvarmningen, og ikke mindst på hvor forskellig opvarmning kan være, afhængig af både hesten og rytteren. For det kan være meget individuelt hvilken form for opvarmning, der egner sig bedst til den enkelte hest og rytter, afhængig af hvilke udfordringer de har, hvad de gerne vil med deres træning, samt hvilket niveau de er på.

Rent fysiologisk er opvarmningen af hestens væv nødvendig for at undgå skader, og det kræver for eksempel 10-15 minutters let bevægelse inden hestens sener og ledbånd har nået deres fulde elasticitet. Den lette bevægelse vil også varme hestens muskulatur op, og da musklernes iltoptagelse er afhængig af muskeltemperaturen, vil opvarmningen også sikre musklernes iltforsyning – som er afgørende for deres ydeevne.

Præciser din opvarmning
Opvarmningen kan være meget mere end det. For eksempel kan det være en god ide at arbejde med de enkelte leds bevægelighed – især hvis der er led som hesten eller rytteren har nedsat bevægelighed af. Ligeledes kan det være en fordel også at arbejde lidt med nervesystemet, med koordinationsevnen eller måske med koncentrationsevnen. Det kan også være, at der er bestemte muskelgrupper og/eller bevægelser, som det kan være en fordel at have ekstra fokus på i forbindelse med opvarmningen.

De øvelser jeg anbefaler, er øvelser som er tilpasset de enkelte heste og de behov som de har lige nu, samt de ønsker ejeren eventuelt måtte have. Disse øvelser vil med fordel kunne laves som en del af hestens opvarmning, der starter allerede på staldgangen umiddelbart inden hesten sadles op. Det er meget individuelt hvilke øvelser der giver mening. Et eksempel der er godt til mange og forbereder hestens ryg til fuld bevægelse er refleksudspænding, hvor man kører hånden under hestens bug. Her aktiverer man hestens nerver, så den løfter ryggen som refleks.

Husk din egen opvarmning
Et andet interessant aspekt i forbindelse med opvarmningen er rytterens egen opvarmning. Mange ryttere er ikke helt så bevidste om deres egen opvarmning, som de er på hestens – eller på hvor stor betydning den egentlig har for deres ridning. Men ofte kan man med fordel fortsætte opvarmningen ved siden af hesten, hvor der er flere ”gående øvelser” som man sagtens kan lave mens man trækker lidt rundt med hesten. Også konditionen kan med fordel trænes, ved at løbe lidt med hesten inden man hopper op. På den måde sparer man tid, samtidig med at man får en blid opvarmning af hesten. Når man så sidder på hesten, er der ligeledes mange øvelser som med fordel kan laves mens man skridter på den. Det kan være at trække skuldrene op under ørene og sprede tæerne ned i støvlerne. Simple øvelser der kan være med til at gøre dig klar. Man kan også varme op hjemmefra på en bold eller et liggeunderlag.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce