Ny sikkerhedsportal skal forebygge børneulykker

Børneulykkesfonden har i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet udviklet den nye sikkerhedsportal SikkerHverdag.dk. Her er viden og gode råd om børnesikkerhed samlet på ét sted for at gøre det nemmere for forældre, bedsteforældre og fagpersoner at forebygge ulykker for børn. På SikkerHverdag.dk kan man blandt andet blive klogere på regler og lovgivning i forbindelse med børn i bilen, få råd til korrekt indstilling af cykelhjelmen og læse om, hvordan man bedst børnesikrer hjemmet.

Viden om sikkerheds samles
Hvert år ender mere end 190.000 danske børn på skadestuen som følge af en ulykke. Næsten hver tredje af disse ulykker resulterer i yderligere behandling enten hos egen læge, ambulant eller i form af indlæggelse. I 16 % af ulykkerne sker der knoglebrud. Ulykker blandt børn er et væsentligt sundhedsproblem, som kan have store konsekvenser for det enkelte barn, pårørende og samfundet. For at forebygge og nedbringe antallet af børneulykker i Danmark, lancerer Børneulykkesfonden nu sikkerhedsportalen SikkerHverdag.dk, hvor viden inden for alle emner af børnesikkerhed er samlet. Det tværfaglige projekt er udviklet i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet og er støttet af Sundhedsstyrelsen.

Vi vil alle sammen som forældre passe så godt som muligt på vores børn og undgå ulykker. Men vi kan også blive forvirrede over, hvilke råd, der er de rigtige, og hvilke der måske er farlige eller forældede. Derfor er den nye sikkerhedsportal en kærkommen hjælp til at få styr på, hvordan vi sender børnene ud i verden på den mest sikre vis”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Forældre efterlyser information om børnesikkerhed
En ny undersøgelse foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden viser, at mere end hver tredje forælder synes, det er svært at orientere sig i informationer, lovgivninger og anbefalinger vedr. børns sikkerhed. Tallene viser også, at over halvdelen af forældrene synes, at der er behov for en hjemmeside, som samler al information om børnesikkerhed. Derfor har Børneulykkesfonden udviklet den nye, brugervenlige sikkerhedsportal.

Find vej i junglen
På www.SikkerHverdag.dk kan forældre, bedsteforældre, fagpersoner m.fl. få hjælp til at finde rundt i sikkerhedsstandarder, lovkrav, anbefalinger og gode råd, når det handler om børns sikkerhed. Rådene er opstillet som korte artikler og opdelt i forskellige kategorier for at gøre det nemt og overskueligt at finde lige præcis de råd, man har brug for. Hjemmesiden indeholder desuden et Ekspertpanel med en række eksperter inden for forskellige fagområder, som står til rådighed for alle, der har spørgsmål om børnesikkerhed.

Om Børneulykkesfonden
Ulykker udgør et af de største sundhedsmæssige problemer for børn. Ulykker er ikke blot den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-19 år, men også årsag til mange skadestuebesøg, konsultationer hos egen læge og sygehusindlæggelser. Hvert år kommer ca. 150.000 børn under 15 år ud for en ulykke og må en tur på skadestuen. Børneulykkesfonden arbejder for at skabe sikre rammer for danske børn i hjemmet, i trafikken og til sport/fritidsaktiviteter uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. Læs mere på www.borneulykkesfonden.dk

Kilde: Børneulykkesfonden

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce