Udover at kunne flyve fejlfrit gennem banen, så er ét af springekvipagens vigtigste redskaber at kunne vende på en femøre. For en hurtig vending kan være den afgørende faktor, som sikrer jer sejren. Derfor skal vi nu hjælpe dig med at gøre dine vendinger endnu skarpere!

Brug hjælperne rigtigt 

Grundlæggende handler det om at oparbejde en evne og villighed i hesten til at kunne flytte sig fra begge rytterens schenkler. Kort sagt laver man en hurtig vending ved at bruge sit indvendige ben til at støtte op om hesten, mens det udvendige ben bruges til af flytte den og dermed gøre vendingen så lille som muligt. Udvendige tøjle skal støtte op, mens indvendige tøjle viser vej. Hvis ikke du lærer at bruge hjælperne på denne måde, så bliver det svært nogensinde at kunne vende på en femøre.

Bring hesten i balance 

De hurtigste ekvipager er dem, der formår at være i balance og arbejde sammen om det. Derfor skal din hest ikke kun være lydhør over for dine hjælpere, men også bringes i balance både før, under og efter vendingen. Her er en kort guide til, hvordan du kan opøve det:

  1. Forbered din hest og bring den i balance ved at lave et par gode halve parader. Uden dem kommer man ingen vegne.
  2. Herefter skal du forsøge at skubbe hesten fra dit indvendige ben over i din udvendige hånd. Den skal forblive let stillet til den indvendig side. 
  3. Ved hjælp af dit indvendige ben lader ud nu din hest bevæge sig lidt sidelæns, det vil sige udad i volten og væk fra vendingens retning. Træn det først i skridt og derefter i trav, inden du forsøger i galop.
  4. Når du føler, at du nemt kan flytte din hest udad, så kan du begynde at flytte den indad. Brug dit udvendige ben til at flytte hesten ind i vendingens retning, så den bliver mindre og altså mere skarp.
  5. Du kan arbejde på at gøre svingene endnu mindre ved at føre tøjlen i den retning, hesten skal dreje. Husk blot hele tiden også at have fast i hestens udvendige side.
  6. Lige før og lige efter vendingen skal du lave stærke halve parader, som både gør det muligt for din hest at dreje på de få kvadratmeter og får den til at rette sin nakke lige. På den måde vil den være klar til, når springet kommer.

Selvom det måske virker ulogisk først at lære hesten at bevæge sig væk fra vendingen, for derefter at gøre det modsatte, er det en nødvendighed. Det skyldes, at du skal have helt styr på og godt fat i den udvendige side, før du kan lære din hest at vende skarpt. Ellers risikerer du, at den mister balancen, og I kan være uheldige at styrte.

En måde at træne de skarpe vendinger er ved at lægge et par bomme ud eller sætte et par spring op i en firkant midt på ridebanen som vist på illustrationen her.
Så handler det bare om at ride i ottetaller henover, så du får øvet de skarpe vendinger til begge sider og direkte efter hinanden. Selvfølgelig er det en god idé at begynde i det små og øve dem én ad gangen.

Vær et skridt foran 

En anden vigtig forudsætning er at være et skridt foran i sine tanker. Det betyder, at man skal kigge op og forsøge at danne sig et overblik – hele tiden. Og ja, det kræver virkelig multitasking. At kunne vende en hest og samtidigt forsøge at finde frem til, hvad man skal gøre, når man er kommet over forhindringen forude, er virkelig et spørgsmål om koordination. Og det er nok i virkeligheden det, der gør springridningen allersværest. Det kræver så meget teknik, og man skal virkelig være skarp for at huske – og ikke mindst gøre – det hele i høj fart.

Få inspiration fra toppen

Skal du se et par rigtig hurtige vendinger? Så se bare her, hvordan 17 lynhurtige ekvipager på topniveau rider igennem en springbane. For nogle går det godt – for andre går det skidt eller ligefrem galt. Det vidner blot om, hvor svær en teknik det er, der ligger bag – for både hest og rytter – og hvor stor betydning den har for, om man får en placering eller ej.

Artiklen er oprindeligt bragt i september 2019

Malgré Tout anbefaler altid, at du søger yderligere vejledning hos en fagperson.