Distanceridning er en kombination af udholdenhed, disciplin, kondition og tålmodighed og har traditionelt været kendt som den ultimative udfordring inden for ridesport. Rytteren skal kende sin hest godt nok til at bringe dem begge sikkert igennem en dag med ridning over lange distancer og gennem mangeartet terræn. Distancerytteren Tracey Parker tager dig med på en tur gennem de mange dele af denne svære disciplin.
Om Tracey Parker
Tracey Parker har været distancerytter i femten år, og før pandemien arrangerede hun både internationale og lokale konkurrencer i det sydlige Spanien, hvor hun bor.
Hestens velbefindende i fokus
I modsætning til hvad mange måske tror, er der ekstremt stort fokus på hestens sundhed nu om dage, når det gælder distanceridning. Det betyder for eksempel, at der er forskellige aldersgrænser afhængig af løbets længde for at sikre, at yngre heste ikke deltager i konkurrencer, der vil overbelaste dem. En dyrlæge inspicerer hver hest for at sikre, at deres form er god nok, før de overhovedet får lov til at komme til start.
Ruterne er markeret med bånd eller lignende. På internationalt niveau gives et kort eller GPS-koordinater til rytterne. Det vil vise forhindringerne på banen, såsom vand eller stejlt terræn, og “pitstops”, som er obligatoriske stop med yderligere dyrlægekontrol. Ved hvert stop bliver hestene igen undersøgt af dyrlæger. De ser på hydreringsniveauer, sundhed, eventuelle saddelsår, puls og åndedrætsfrekvens. Heste kan trækkes fra løbet, hvis de vurderes uegnede til at fortsætte.
Hestens restitutionshastighed ved hvert stop er afgørende for præstationen. Normalt indebærer det at have en hvilepuls på 64 slag i minuttet inden for en fastsat tidsperiode. Dette kan tage fra tre eller fire minutter at opnå og helt op til tyve minutter hen mod slutningen af løbet. En hest kan kun vinde, hvis den stadig er fit nok til at fortsætte.
Udstyret er ofte plastik, fordi læderet ikke er så let at rengøre. Det betyder, at folk kan have nogle vilde og skøre farver. Pisk, sporer og faste martingals er forbudt.
Tracey anbefaler at træne i en tungere sadel, end den du konkurrerer i. Ryttere på højt niveau kan bruge en kulfibersadel til selve løbet, men de er ikke fleksible, så de er ikke ideelle til træning eller daglig brug.
Hjælp til konkurrenterne
Ved hvert stop kan rytteren og hesten have et hold, der venter på dem. De kan hjælpe hest og rytter med væskebalancen, køle dem begge ned med vand og kontrollere, at de begge har det godt. Tracey Parker har været udholdenhedsrytter i femten år. Før pandemien arrangerede hun også både internationale og lokale konkurrencer i det sydlige Spanien, hvor hun bor.
“Ofte består holdet af rytterens familie. Det bidrager til den omsorgsfulde atmosfære ved mange løb,” forklarer hun.
Når løbene fokuser på sundhed og komme sikkert i mål, snarere end at slå konkurrenter, skabet det ofte en god stemning mellem rytterne.
“Hvis nogen kæmper eller farer lidt vild, er det almindeligt, at ryttere hjælper hinanden. Ved pitstoppene kan man også dele og bytte udstyr rytterne imellem især med dem, som ikke har deres eget tema med,” understreger Tracey.
Her er det dyrlæge check ved Longines FEI Endurance World Championship 2021Foto: FEI
Læs også: De mest berømte heste i den danske ridesports historie – hvem mangler?
Hvem kan ride distanceridning?
Rytterne kan være helt ned til ti år gamle, og der er ingen øvre aldersgrænse. Visse konkurrencer har minimumsvægtgrænser for rytterne. Enhver rytter, sadel og underlag, der vejer under 75 kg, skal udstyres med ekstra vægte. Indvejninger kan ske på ethvert tidspunkt under løbet samt ved start og slutning.
Alle hesterace kan deltage. I Spanien, hvor Tracey bor, forklarer hun: “De mest almindelige racer, der bruges til udholdenhed, er arabere eller anglo-arabiske krydsninger. Araberne blev opdrættet til lange afstande, så de kan være gode heste til den her type konkurrencer. Ofte kan for eksempel Irish Cob eller spanske PRE-heste simpelthen ikke få deres puls langt nok ned.”
I Storbritannien er der et pointsystem fra et til tre, så Irish Cob og andre lignende stadig kan være med. De slutter sandsynligvis i en anden resultatkategori end de andre racer. Dette retfærdige system fremmer hestens sundhed som det primære fokus og det personlige bedste som resultatfokus.
Der er ingen store præmier i distanceridning. De fleste gør det for kærligheden til det. For at kvalificere sig internationalt kan man søge om sponsorater. Nogle vælger at forsøge at nå op blandt de ti bedste i verden.
Spanien er et af de lande, der har vundet flere gange internationalt, selvom sporten ikke er særlig stor i landet. World Equestrian Games er blevet vundet af Spanien både individuelt og som hold mange gange.
»Jeg tror, det er en overset disciplin, fordi virksomheder foretrækker at lægge penge i de mere populære tilskuerdiscipliner, hvilket distanceridning egentlig ikke er. Også det, at det ikke er en olympisk begivenhed, kan bevirke, at der mangler den opmærksomhed, som andre ridesportsgrene får,” siger Tracey med en vis undren.
Læs også: Stop for dansk deltagelse i distanceridt i UAE-landene
Træning af en distancehest
“Jeg kan godt lide at begynde at ride mine heste, når de er fem år gamle. Inden da laver vi en masse jordarbejde sammen for at udvikle vores forhold,” forklarer Tracey.
“Ideelt set, efter min mening, vil man i første omgang træne en gruppe unge på samme tid med at løbe i trav uden rytter. Det hjælper dem med at vænne sig til at være i en menneskemængde til gruppestarter. Hvilket kan føles klaustrofobisk med al den tumult, der kan opstå. I den slags stærkt ladede atmosfære kan det være overvældende. Det kan ende med at blive rigtig ubehageligt og farligt for hestene.”
Ifølge Tracey er en anden måde at starte dem på at bruge en erfaren hest til at lede en ung. Den erfarende viser den unge, hvordan man kan bevare roen og reagere på de nye situationer, stimuli mv.
På nogenlunde samme måde som et menneske ville træne til et maratonløb, skal træning af heste til distanceridning starte langsomt og blidt. Tracey foreslår simpelthen: “Skridt, skridt, skridt. Du skal ride din hest fem dage om ugen og øge distancen en lille smule hver gang. Den første måned er det bare skridt. Den anden måned kan du skiftevis skridte og trave. Den tredje måned kan du øge forholdet mellem trav og skridt. Der er ingen hurtig vej til fysisk kondition.”
Korrekt foder er også afgørende for korrekt kondition. Foder med fiber vil støtte hestens muskelstyrke. At bruge elektrolytter ofte i kost og øge dette før et løb vil også understøtte væskebalancen. Det er meget vigtigt for både hest og rytter under hele løbet.
* Denne form for militærtest udviklede sig til en sport i USA i 1950’erne, da Wendell Robie og en gruppe andre red Western States Trail på en uge. En distance, der til sidst kunne tilbagelægges på maksimalt 24 timer. Det blev til Tevis Cup og er stadig den dag i dag den hårdeste 160 kilometer tur i verden.
* Konkurrence distanceriding går ud på at ride på heste på ruter i blandet terræn over lange afstande mellem 80 og 160 kilometer. Sportens internationale motto er “To finish is to win”. Sporten fokuserer på hestens sundhed hele vejen gennem hvert løb. Det handler mere om personlige rekorder end at konkurrere mod andre ryttere og deres heste.
At få den rigtige teknik
Det er en god idé at sørge for, at du og din hest træner på en række forskellige terræner. Selvom du skal sidde i sadlen ved starten og slutningen af løbet, er der ingen regler for at man skal blive i sadlen hele vejen igennem. Tracey husker tilbage på en konkurrence på Costa de la Luz, hvor ruten tog deltagerne ned ad klitterne.
“I stedet for at blive i sadlen besluttede jeg, at det var mere sikkert for hesten at navigere i klitterne uden min ekstra vægt. På den måde, hvis der var nogen forhindringer under sandet, som skjulte trærødder, kunne han bare nemt beskytte sig mod dem. Jeg slap bare og rullede hele vejen ned. Det var så sjovt, selvom jeg endte med sand i mine trusser. Det var meget mere sikkert for ham.”
Rytterne skal selv være i form for at kunne deltage i distanceridning.
“Den gyldne regel er, at hvis du ikke selv kan gå en kilometer, så kan du heller ikke forvente af din hest, at den gør det med dig på ryggen. Ude i terrænet er du nødt til at bare at stå af. Derfor skal du virkelig være i god form nok til at fortsætte, selv når du ikke sidder på hesten,” forklarer Tracey.
“Og så det faktum, at du står i let sæde det meste af tiden. Vi plejer ikke at ride letridning i traven, så du og hesten er virkelig nødt til ren bio mekanisk at være i harmoni med hinanden. Så du skal have et selvstændigt sæde og centreret ridning.”
Læs også: 4 ting, som også kan bruges til jordarbejde med hesten
Den vigtige restitution
Som med mange andre internationale sportsgrene vil man ofte skulle rejse forholdsvis langt for at komme til en konkurrence. Det betyder, at hestene kommer til at stå i deres trailere eller transportere ofte over lange afstande, før løbet overhovedet begynder.
For at passe godt på hestene vil de fleste derfor rejse til et arrangement flere dage i forvejen og overnatte et par nætter før startdatoen. Dette giver hesten chancen for at hvile og være i fin form før deltagelse.
Det samme sker så efter løbet, så hestene kan hvile, inden de rejser hjem igen.
Når hesten så er hjemme, skal den have en hviledag for hver 16 km, der rides i løbet. Du kan endda øge dette afhængigt af, hvor langt du har rejst.
