Er din hest allergisk?

Har du en lang liste over ting, som din hest ikke kan tåle? Så er du ikke den eneste hesteejer. Ikke desto mindre kan det være en fordel at finde ud af, om der rent faktisk er tale om en allergi eller ej, selv om det kan være svært at afgøre.

Ph.d. og foderrådgiver ved Kentucky Equine Research Katie Young har undersøgt, hvorfor mange hesteejere ofte har lange lister med ting, som deres heste ikke kan tåle. For er der noget om snakken?  

Ifølge hende findes der to typer af tests, når man skal finde ud af, om ens hest har allergi; intradermalt (indsprøjtning ind i huden) og serum allergi-test (en test på blodprøver).  

Annonce

Intradermal og serum allergi-test

”Intradermal test er indsprøjtning af små mængder af forskellige allergener under huden. Hvis der dannes en svulst (hævet, kløende hudområde) på et bestemt injektionssted, betragtes dette som en positiv reaktion for den type allergi,” forklarede hun til Kentucky Equine Research. 

Serum allergi-test er derimod flere test på én blodindsamling.  

“Denne test er baseret på idéen om, at heste vil have forhøjede cirkulerende niveauer af immunglobulin E (et stof, der blandt andet starter immunreaktioner mod parasitter og allergiske sygdomme), som reagerer med specifikke allergener. Hvis der opstår en reaktion efter at have blandet et renset antigen med serum fra blodet, antages en test som positiv,” har hun forklaret. 

“Denne test er meget nemmere end en intradermal hudtest, fordi flere antigener kan evalueres på samme tid uden barbering af hår og uden flere nålestik,” forklarede hun til Kentucky Equine Research. 

LÆS OGSÅ: Astma: Sådan skaber du et allergivenligt staldmiljø for din hest  

Ulemperne ved disse tests er, at det er svært at finde oprensede antigener til brug i testprocedurerne og at adskille de positive resultater fra de falskt positive resultater. Falske positive er især udbredt i fødevareallergi.  

Falsk positiv betyder, at en test kan vise et positivt resultat, selv om man ikke har eksempelvis en allergi. Interessant nok, ifølge Katie Young, så har American College of Veterinary Dermatology indikeret, at hverken serum allergi-test eller intradermal hudtest er gyldige tests til at diagnosticere fødevareallergier, fordi det kan være svært at vide sig sikre igennem de typer af tests, der er til rådighed i dag.  

Fødevareallergi er svær at diagnosticere

Men hvad siger man til hesteejere, som egentlig bare gerne vil have svar på, om deres hest har en fødevareallergi eller ej? Ofte er det faktisk mere sandsynligt, at hesten har eksempelvis miljømæssig allergi overfor eksempelvis pollen eller andre ting i det naturlige miljø.

”Fødevareallergi hos heste ses faktisk ikke særlig ofte. Ofte er allergier forårsaget af eksempelvis planter, træer eller insekter. Hvis man som hesteejer mistænker en fødevareallergi, bør man forsøge sig med at udelukke bestemte fødevarer fra ens hests kost,” lyder det fra Katie Young til Kentucky Equine Research.  

Allergi ved heste

Hvis du skal vurdere, om din hest har allergi, er der en række reaktioner, du kan holde øje med:  

  • Kløe  
  • Røde, hårde eller hævede buler i hestens pels  
  • Fortykket hud  
  • Hårtab  
  • Luftvejsproblemer  
  • Hovedrysten  

Kilde: Nextmun: Allergisymptomer hos hest

Når man begynder at udelukke bestemte ting fra ens hests kost, bør man ifølge Katie Young starte med at fjerne alt udover høet i fire til otte uger. Og det er inklusive krybbefoder og tilskud. Selv om det kan virke voldsomt, vil langt de fleste heste godt kunne klare det i en kortere periode.  

LÆS OGSÅ: Din hests krybbe eller vandbalje kan være giftig 

“Hvis symptomer på allergi ikke går i sig selv i den periode, hvor hesten kun får grovfoder, er det mere sandsynligt, at hesten er allergisk overfor planter eller lignende. Hvis symptomerne derimod forsvinder, kan der være tale om en mulig fødevareallergi,” forklarede Katie Young.  

“Man skal dog huske, at andre årsager til allergiske symptomer også kan være løst i løbet af den periode, så yderligere undersøgelser vil være nødvendige.” Det kan være miljømæssige påvirkninger såsom pollen, hvilket en dyrlæge kan tjekke for, og det kan være lettere at finde ud af, end hvis der er tale om en fødevareallergi.

Adskil foderet

For at komme et spadestik dybere kan man som ejer også forsøge sig med at dele foderet op. På den måde kan man undersøge, om hesten er allergisk for nogle af de enkeltstående ingredienser. Det kan man gøre ved at fodre hesten med én ting ad gangen. Hvis hesten eksempelvis ikke reagerer på majs, byg eller melasse efter en uge, kan man som udgangspunkt gå ud fra, at hesten godt kan tåle det, selv om heste kan være allergisk overfor de nævnte ting. Hvis hesten reagerer på havre, kan det lige så vel skyldes, at havren er dårlig.

Herefter kan man løbende prøve at tilføre andre ingredienser en efter en. Fortsæt med at fodre hesten med det hen over en uge, indtil hesten har været igennem alle ingredienserne i foderet. Hold løbende øje med, om hesten udviser tegn på allergi. Gentag gerne processen med de tilskud, hesten eventuelt har brug for.  

“Selvom det kan være en tidskrævende proces, er det den eneste måde at diagnosticere en fødevareallergi hos heste,” forklarede Katie Young. 

Lyt med her

Podcastafsnittet af Tack Box Talk med Katie Young blev udgivet den 13. december 2023. Tack Box Talk er et sted, hvor “hesteakademiske fagfolk fra hele Australien deler deres viden om alt, hvad der vedrører heste for at hjælpe dig med at blive en bedre hesteejer.” 

Kilder

Moderne Hestehold: Sommereksem – Islænderens forbandelse
Uanvendelig.dk: Værd at vide om sommereksem hos heste
KER: Kentucky Equine Research Nutritionist Tackles Food Allergies in Horses on Podcast
Agria Dyreforsikring: Agrias Hestekalender – Maj

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce